Malaysisk højhus bliver verdens næsthøjeste

17. december 2021 kl. 09:57
Malaysisk højhus bliver verdens næsthøjeste
Illustration: Wikimedia Commons.
Merdeka 118-højhuset i Kuala Lumpur har nået toppen på 678,9 meter og er nu den næsthøjeste bygning i verden.
Artiklen er ældre end 30 dage

Indtil for få uger siden var der usikkerhed om, hvor højt Merdeka 118 egentlig ragede op, men i slutningen af november blev højden på 678,9 meter offentliggjort ved en ceremoni efter fem års byggeri.

Kuala Lumpurs seneste højhus, der indeholder hotel, kontor, indkøbscenter og en moske, åbner officielt til næste år og vil da være verdens næsthøjeste færdigbyggede bygning.

Vartegnet slår Shanghai Tower (632m) fra andenpladsen, mens der stadig er et stykke op til Burj Khalifa (828m) i Dubai.

Den nuværende top 10 over verdens højeste bygninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Højden bliver målt fra grundniveau og til toppen af et spir (35 meter), der er monteret på taget af bygningen.

Det højeste udkigspunkt er på 114. etage ud af 118 i 566 meter.

Råhuset i beton er beklædt med facadeplader i glas.

Byggeriet oktober 2021 Illustration: Wikimedia Commons.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Byggeriet august 2019 Illustration: Wiki Commons.

Navnet Merdeka betyder selvstændighed, og udtrykket blev sagt af den daværende premierminister Tunku Abdul Rahman i 1957 under en tale på et nærliggende stadium, da Malaysia fik foreløbig selvstændighed, beskriver CNN. I den forbindelse rakte han armen i vejret, hvilket skulle være inspirationen til bygningens udformning.

Spørgsmålet er, hvor længe det nye kendetegn i Malaysias hovedstad kan holde på titlen som verdens næsthøjeste bygning.

En trussel er det saudiarabiske projekt Jeddah Tower, der først skulle være 1,6 km højt, men siden er nedskaleret til cirka 1 km. Projektet er startet op, men er dog siden gået i stå.

Og Council on Tall Building and Urban Habitat, der laver statistik over verdens højeste bygninger, opererer ikke længere med et forventet afslutningsår.

Højeste bygninger under opførelse Illustration: Council on Tall Buildings and Urban Habitat.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger