Magtfulde Tyskland bremser atter strammere krav til bilforurening

Nye krav til biler på 95 gram udledt CO2 i 2020 er igen blevet bremset af Tyskland, der med stærk bilindustri i ryggen ikke er villig til at stramme miljøskruerne yderligere.

Tyskland blokerer nu igen for endnu strammere krav til bilers udledning af CO2 inden for EU’s grænser. De skrappere krav ville ellers betyde, at nye biler fra 2020 kun må udlede 95 gram CO2 pr. kørt kilometer. Det skriver Danmarks Radio, som har citeret Ritzau.

Forud for mandagens forhandlinger om CO2-krav i EU lå ellers en aftale klar mellem medlemslandene og Europa-Parlamentet tilbage fra april 2013. Men Tyskland valgte med kansler Angela Merkel i spidsen alligevel at sætte foden ned og bremse den endelige vedtagelse af aftaleteksten. Og nu har Tyskland så igen sat hælene i.

Det ærgrer klima- og energiminister Martin Lidegaard (R), der var med til mandagens forhandlinger i Luxembourg.

»Det er noget møg, at vi ikke har kunnet blive enige om det her i dag. Det er der ingen grund til lægge skjul på. Men nogle gange er politik sådan. Og så må man bare kæmpe videre og se, hvor godt vi kan få det,« siger ministeren til Ritzau.

Læs også: Tyskland siger nein til CO2-krav til nye biler

Samme skuffelse finder man hos Connie Hedegaard, den danske klimakommissær.

»Vi syntes, der var en aftale. Og en aftale er en aftale. Jeg tror, at den tyske miljøminister på den ene side har et problem. Men på den anden side er han også klar over, at nu skal han ikke trække den for langt,« siger hun til Ritzau.

Hermed refererer Connie Hedegaard til Peter Altmaier, den tyske miljøminister, der til verdenspressen har sagt, at han helst ser den nye bil-aftale blive færdig under EU-systemets førstebehandling.

Som alternativ til mandagens afbrudte aftale forudser både Connie Hedegaard og Martin Lidegaard, at Tyskland formentlig kan få visse rabatter i forhold til, at tunge tyske bilmærker som Mercedes-Benz, Audi og BMW også begynder at lave flere miljøvenlige elbiler. Noget, der kan være med til at trække bilparkens samlede CO2-udledning ned, skriver Ritzau ifølge Danmarks Radio.

Kommentarer (4)

Den magtfulde auto lobby har et fast greb om politikerne, og hvorfor denne kontrast til reklamerne som jo klart viser at de Tyske biler er de sikreste og mest økonomiske?

Er det i virkeligheden bare løgn?, eller er det blevet et princip at holde fast i bilindustriens stadfæstede interesser så længe som muligt.

Og det med de 95 gram, det er jo kun gennemsnit så de risikerer at betale lidt hvis der sælges for mange af de største fosil slugere.

Naturligvis kan det betyde at de må presse avancen på de mest brændstof økonomiske biler, for af få plads til de store fosil brændere, men det er da en mulighed de skal tage, de siger jo selv at de er foran på det felt, i så fald bliver det jo værst for konkurrenterne.

  • 3
  • 1

Hvorfor skal alt løses med lov og magt...? Hvis det virkelig er CO2 venlige biler som folket vil have, så kan de bare købe dem, er rigeligt at vælge imellem. Endnu et af talrige eksempler på at lovgivning skal erstatte fornuft. Sørgeligt nok...

  • 3
  • 3

.......at hvis store Mercedes,BMW og Audi biler ikke må fremstilles til EU markedet, så bliver produktionen da bare flyttet til USA og Kina, hvor markedet og prisen på brændstof er lavere end i EU og interessen er stor for for den type biler.......Man skal huske at BMW og VW jo står bag Rolls Royce, Bentley og Bugatti og er leverandør af PSA´s (Pegeuot/Citroen) store motorer. Audi er jo en VW datter

Derved bliver den tyske bilarbejder arbejdsløs, det er da logik for høns. Skulle Angelica Merkel gå ind for at eksportere arbejdspladser, før et valg og nu hvor der er vanskeligheder med at danne en regering??

At Connie Hedegård cand mag i litteratur og historie og Martin Lidegaard Cand Com fra RUC er skuffede viser kun at der er ting her i verden de ikke forstår.
Derfor vil de aldrig acceptere at realiteterne ser andeledes ud end deres drømme.......for drømme er det.

Hvorfor?

Fordi Tyskland ikke kan betale for EU´s manglende kontrol af middelhavslandenes økonomier og klare at der kommer flere arbejdsløse i deres land som skal understøttes, fordi EU pamperne nu tankeløst har fundet et nyt feel good område at boltre sig i.

  • 4
  • 3

fordi EU pamperne nu tankeløst har fundet et nyt feel good område at boltre sig i.

Måske, men den korte version er at det i 2006 stod klart at bilproducenterne skulle omstille sig, de har fået masser af tid, de har fået massiv støtte, og der har været særlige pakker til at holde salget rullende, visse lande har også kørt med skrotnings ordninger for at holde salget i gang, og producenterne har så brugt de sidste 7 år på at vente på at de gamle tider skulle vende tilbage.

Producenterne omstiller ikke frivilligt, så nu må forbrugerne og politikerne stå fast og klart melde ud hvad vi vil have, første step er et gennemsnit på max 95g CO2 per kilometer.

CO2 er bare en nem målemetode, som også kan dæmpe Europas problem med en alt for stor energi import.

  • 2
  • 3