Magnetiske stripperstænger skal fange mobiler i fængsler

1.700-1.900 mobiltelefoner konfiskerer Kriminalforsorgen årligt i de danske fængsler og arresthuse. Illustration: Kriminalforsorgen

Skjult inde i de eksisterende kabelføringsveje nær cellevæggene er kriminalforsorgen i færd med at installere mobildetekteringsanlæg i otte lukkede fængsler og arresthuse af den højeste sikkerhedsklasse.

Der er grundlæggende tale om printplader med retningsbestemte antenner, som dermed fungerer som en gruppe af mobildetektorer. Altså en radiomodtager, der kan identificere og lokalisere tændt elektronik, som udstråler radiobølger f.eks. WiFi, GSM eller BlueTooth

En ulempe er dog, at mobildetektorerne overser slukket elektronik. Derfor har kriminalforsorgen også garderet sig med magnetdetektorer (magneto static detectors) i form af en stang med hjul på. I fængselsverdenens jargon også kaldet for stripperstangen.

For den 20 kilo tunge stang kan opstilles hvor som helst og afslører slukket elektronik på grund af eksempelvis magneter i højtalerne eller forekomsten af ferromagnetiske metaller.

Magnetdetektor: Detekterer magneter og alle ferromagnetiske metaller, hvilket vil afsløre mobiltelefoner, som indeholder magneter i bl.a. højttaleren. En magnetdetektor kan også identificere slukket elektronik på grund af opretholdelsen af et magnetfelt, og den vil også afsløre mobiltelefoner, der er indbygget i f.eks. ure og nøgleringe. Ulemper: Magnetdetektorer kan ikke standse eller blokere signaler. Fængselsfunktionærerne skal endvidere lære at kalibrere dem. Illustration: MI Grafik

Sidste år anvendte Kriminalforsorgen to af de 'magnetiske stripperstænger' i et forsøg. Nu har de købt 16 styk, og de er spredt ud over de to mest sikrede klasser af arresthuse og fængsler.

»Der var lige en indkøringsperiode, som skulle overstås, hvor folk kom til at opstille stængerne for tæt på døre med metal i, så der kom forstyrrelser. Men de har fungeret rigtig godt efter indkøringsperioden - eksempelvis til brug i adgangskontroller,« fortæller Finn Heiselberg, som er sikkerhedskonsulent i Kriminalforsorgen og en del af en arbejdsgruppe bestående af Justitsministeriet, PET, Forsvaret og Kriminalforsorgen.

Et stigende problem

Magnetdetektorerne og de indlejrede mobildetektorer bliver taget i brug i Enner Mark Fængsel, Nyborg Fængsel, Vestre Fængsel, Storstrøms Fængsel (endnu ikke indviet), Helsingør arrest, Køge arrest, Randers arrest og Aarhus arrest.

Indkøbet og aktiveringen af både mobildetektorerne og magnetdetektorerne er den hidtidige kulmination på et forsøg på at dæmme op for den stigende ulovlige brug og indsmugling af mobiltelefoner i de danske fængsler og arresthuse.

Kriminalforsorgen konfiskerer årligt 1.700-1.900 mobiltelefoner i de danske fængsler og arresthuse. Men det er vel at mærke kun de mobiltelefoner, som Kriminalforsorgens ansatte har opdaget ved hjælp af deres håndholdte mobildetektorer, baggagescannere, hunde eller god, gammeldags grundighed.

Læs også: GPS-jamming er nu barnemad for kriminelle

For opgaven besværliggøres af en presset kriminalforsorg, mere og mere opfindsomme måder at gennemføre indkast og indsmugling af mobiltelefoner på samt et helt grelt eksempel sidste år, hvor en betjent forsynede indsatte med mobiltelefoner.

»Varetægtsfængslede og dømte kriminelle skal ikke have mobiltelefoner i fængslerne. Det kan forpurre retssager eller bruges til ny kriminalitet,« lød det sidste år fra justitsminister Søren Pind, før arbejdsgruppen begyndte arbejdet med at hitte på tekniske løsninger til at opdage den ulovlige kommunikation.

To sager tilskynder blokering

Søren Pinds iver for at komme mobilsnakken til livs skyldes i særdeleshed to sager. Den første har afsæt i en redegørelse, som påviste enorme sikkerhedshuller i sagen om de fem varetægtsfængslede personer tiltalt for medvirken til angrebet på Krudttønden og den jødiske synagoge i København. Mens de sad i arresten, havde de adgang til mindst 12 og muligvis flere mobiltelefoner.

Læs også: Maskintyve bruger jamming-udstyr

Den anden sag gælder socialområdet og udviklingshæmmede personer dømt for pædofili og drab anbragt på særligt sikrede afdelinger på institutionen Kofoedsminde i Rødby. Trods overvågning og karakteren af deres domme har de været i besiddelse af mobiltelefoner og internetadgang. Det har de anvendt til eksempelvis at besidde og distribuere børneporno. Sikkerhedshullet skyldes, at de pågældende personer færdes på opholdsarealer, hvor de kan være sammen med personer, som ikke har domme, der indskærper brugen af telefon og internet.

»Når pædofile udviklingshæmmede bliver dømt til ophold på en særligt sikret institution som Kofoedsminde og får forbud mod at bruge internet, skal de selvfølgelig ikke kunne sidde og kontakte mindreårige piger over mobiltelefon,« har social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) udtalt.

Erfaringer er fortrolige

Arbejdsgruppen indsnævrede hurtigt, at mobildetektorer og magnetdetektorer var de bedste tekniske bud i kampen mod mobilsnakken bag tremmerne.

I slutningen af sidste år endte en udbudsrunde med, at tre potentielle leverandører meldte sig på banen med anlæg med mobildetektorer. Leverandørerne blev inviteret til det midlertidigt lukkede Assens Arresthus, hvor de fik fire dage til at opstille deres grej i cellerne. Herefter testede Kriminalforsorgen udstyret.

»Alle udbyderne kunne se, hvornår mobiltelefonerne blev tændt - men valget faldt på engelske Unify Business Solutions, fordi deres udstyr var bedst til at angive placeringen,« siger Finn Heiselberg.

Brugen af og indsmuglingen af mobiltelefonerne i fængslerne er også et problem i udlandet, for ingen har opfundet den billige, forkromede og skudsikre løsning. Måske derfor har den danske kriminalforsorg allerede fået masser af henvendelser fra sine udenlandske kolleger, der er nysgerrige efter, om man kan nedbringe antallet af mobiltelefoner eksempelvis via brug af udstyr fra Unify Busines Solutions.

Læs også: Forbrydere optrapper brugen af GPS-jammere

For netop det britiske selskab har faktisk i forvejen specialiseret sig i lukkede miljøer, og den britiske kriminalforsorg er deres største kunde. Men erfaringerne herfra kunne Danmark bare ikke overføre eller få nys om, for i Storbritannien må de indsatte ikke vide noget om, hvordan myndighederne forsøger at afdække deres mobilbrug. Unify Busines Solutions må derfor heller ikke fortælle noget om deres erfaringer og resultater i de britiske fængsler.

»Der er et stort hemmelighedskæmmeri, hvorfor vi ikke har kunnet spørge, hvordan de har sat udstyret op i de britiske institutioner eller forhøre os om priser i en Europol-sammenhæng,« fortæller Finn Heiselberg.

Det danske fængselssystem udgør på den front en klar kontrast. Her er brugen og indsmuglingen af mobiltelefoner lig med tillægsdomme på syv dage, og Kriminalforsorgen skilter med, at den opsætter udstyr og kontrollerer for mobilbrug.

»Med det her udstyr skal vi nok finde mobilerne, og når de indsatte ved, vi har den slags udstyr, har den viden forhåbentligt en præventiv virkning, så de ikke gider ulejlige sig med at indsmugle elektronik, der alligevel bliver opdaget,« siger Finn Heiselberg.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Kan "Stripperstangen" forvirres ved at magnetisere tremmerne med en simpel indsmuglet magnet og derved sætte hele systemet ud af drift?

Hvis der er fri bane til det, kan man nok magnetisere 20 kvadratmeter tremmer på 5 min, det skulle gerne være nok til at slukket elektronik forsvinder i mængden af magnetisme.

Den nemmeste måde ville være at montere en GSM jammer til få 1000kr. det kan desværre gå ud over nabohusene og er på tidspunktet heller ikke lovligt i Danmark. Vagt kommunikationen kan klares på VHF eller UHF og en telefon patch, hvis de skal ringe ud.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten