Magnetfeltmålende fly og sonarer leder efter forsvundet argentinsk ubåd

En maskine, der er bygget med mindst mulig sandsynlighed for at blive opdaget..

Normalt lytter man efter ubåde, men denne her er "død" i vandet og udsender ingen lyd.

Magnetisk detektering er svært, fordi ubåde er bygget med mindst mulig magnetfeldt og aktive afmagnetiserings systemer, fjerne magnetfeltet så effektivt, at selv når anlæget er slukket, så er der meget lille felt.

Sonar skanning har meget kort rækkevidde på få hundrede meter, og havet er virkeligt stort.

Tilsidst ligger der adskillige vrag i forvejen, der giver falske alarmer, der skal undersøges.

Der er desværre 99 % chance for at ubåden forbliver forsvundet i mange år fremover.

Forskellen er at Kim Wall er død, så politiet har tid nok til at afsøge Køge bugt. Her er måske en nødstedt ubådsbesætning, som har begrændset tid. Har man tid nok skal man nok finde den, det er trods alt begrænset hvor langt en ubåd kan sejle på 1-2 døgn fra sidste kontakt, i modsætning til MH370. Har de fulgt en nogenlunde ret kurs fra Ushuaia til Mar del Plata, vil den være på kontinentalsoklen, mindre end 200 m dybde, sådan en ubåd har formentlig en designet kollaps dybde på 5-600 m.

Men det hjælper jo desværre ikke besætning eller pårørende ret meget at man finder den efter en måned. Til den tid er alt ilt opbrugt og besætning døde.

Nu ved jeg intet om ubåde, men jeg kan ikke forestille mig at der ikke er manuelle ventiler til at betjene udblæsning af ballast-tankene i det tilfælde at alt elektricitet ombord forsvinder, og i den situation kan jeg heller ikke forestille mig at besætning ikke vil forsøge med alle midler at komme op til overfladen.

Jeg vil derfor desværre gå ud fra at der er sket noget katastrofalt der ud over at have slukket for alt elektronik også har resulteret i andre problemer (måske endda brand ombord) som har resulteret i at besætning meget hurtigt blev gjort ude af stand til at forsøge en nødopstigning/nødbæsning.

Jeg har ondt af de pårørende (så vel som besætningen), for uvisheden må være forfærdelig.

Har de fulgt en nogenlunde ret kurs fra Ushuaia til Mar del Plata, vil den være på kontinentalsoklen, mindre end 200 m dybde, sådan en ubåd har formentlig en designet kollaps dybde på 5-600 m.

Ubåden er en tyskbygget TR 1700 fra 1984 med max operationsdybde 300 m - kolapsdybden er såvidt mig bekendt ikke opgivet. https://de.wikipedia.org/wiki/U-Boot-Klass...

Ubåden blev skåret over i 2008 for udskiftning af motorer og andet vedligehold. Arbejdet tog 7 år. http://www.lanacion.com.ar/2084326-como-fu...

Der er 4000 mand fra forskellige nationer beskæftiget med eftersøgningen (Argentina, Chile, USA, UK, Frankrig, Tyskland, Brazil, Uruguay, Peru, Colombia og senest Norge). http://www.lavoz.com.ar/infografia/submari...

Ubåden er en tyskbygget TR 1700 fra 1984 med max operationsdybde 300 m - kolapsdybden er såvidt mig bekendt ikke opgivet.

Max operationsdybde er dimensioneret ud fra materiale flydning og udmattelse, x000 dykninger til max dybde. Kollapsdybden er beregnet ud fra materiale brud og "søjle" kollaps. Typisk 1,5-2 gange operationsdybde. Det betyder at en ubåd der har været dykket til mere end max operationsdybde, men mindre end kollaps dybde, nok kan bringe besætningen hjem, men derefter må kasseres på grund af skader på skroget. Svenskerne dimensionerer efter en kollapsdybde på mere end 459 m, den største dybde i Østersøen, men i oceanerne er dybden typisk 3-4 km, det kan ingen militær ubåd modstå.

Har de fulgt en nogenlunde ret kurs fra Ushuaia til Mar del Plata, vil den være på kontinentalsoklen, mindre end 200 m dybde

Det lader nu til at stå klart, at der skete en eksplosion ombord på ubåden, og at den befandt sig på grænsen af kontinentalsoklen og kan være gledet ned i dybet, der på stedet er omkring 4000 m.

Der lader ikke til, at være håb om at finde nogen af de ombordværende i live.

Skulle nogen have undsluppet ubåden (inden eksplosionen), kan det ikke fuldstændigt udelukkes, at der kan være overlevende. Eksplosionen blev bl.a. registreret i en afstand af 8000 km, så den har været kraftig.

Ubåden bad om hjælp ved den sidste kontakt - på grund af problemer med batterierne, ca. 30 sømil inden eksplosionen.

Hjælp blev afslået på grund af dårligt vejr.

Ifølge lokal presse...

Det måtte være simpelt, at udstyre ubåde med en eller to billige "bøjer" med en lille radiosender. De skulle f.eks. sidde ved ubådens "tårn" og kunne frigøres - evt. automatisk, når der er brug for SOS. Så ryger de op til overfladen, og markerer ubådens position temmelig præcist - og hurtigt! Det kunne fly også være udstyret med, så bøjen frigøres, hvis et fly styrter i havet.

Det undre mig at du ikke googler emnet inden du går til tastaturet?

Alle u-både har nødsender-bøjer, men militære ubåde er ikke glade for at de går af i utide, så de skal normalt manuelt udløses. Nogen skal være i live for at trykke på knappen / trække i håndtaget.

Skrogmonterede ultralyds sendere der udløses af et overtryk, findes også, men har begrænset rækkevidde og batterikapacitet.