Magnetfeltmålende fly og sonarer leder efter forsvundet argentinsk ubåd
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Magnetfeltmålende fly og sonarer leder efter forsvundet argentinsk ubåd

Illustration: Martin Otero/Wikimedia Commons

Der er sat store ressourcer ind i at finde den ubåd, som i sidste uge forsvandt på en 3.000 kilometer lang rejse langs Argentinas kyst.

Der har indtil nu ikke været andet end ‘kolde’ spor i eftersøgningen. Og det er på trods af, at der er sat et enormt antal forskellige fartøjer ind i forsøget på at opstøve den 66 meter lange ubåd.

Nasas magnetregistrerende fly

Den amerikanske flåde har søsat to ubemandede undervandsfartøjer, som, ved hjælp af side-scan-sonarer skal gennemsøge de områder, hvor ubåden med højeste sandsynlighed kan befinde sig. Det var samme metode, som blev brugt i jagten på både Nautilus, og efterfølgende Kim Walls lig, og som Ingeniøren den gang beskrev mere detaljeret.

Læs også: Sådan finder politiet et lig til havs

Nasa har til missionen leveret et Lockheed P-3 Orion fly, hvis kendetegnende egenskab blandt andet er evnen til at lokalisere ubåde. Det gør det ved hjælp af en såkaldt ’magnetic anomaly detector’ eller ’MAD’. For en ubåd af San Juans størrelse, vil – grundet materialets ferromagnetiske egenskaber – skabe en forstyrrelse i det magnetiske felt. Denne forstyrrelse er P-3 Orion i stand til at måle, og det kan give tegn på, hvor ubåden befinder sig.

En japansk udgave af P-3 flyet. Spidsen i bagenden er MAD'en, som bruges til at måle afvigelser i jordens magnetiske felt. Illustration: 海上自衛隊 | Wikimedia Commons

Håbet er, at P-3 Orion, de to ubemandede undervandsfartøjer eller nogle af de øvrige eftersøgningsfartøjer, heriblandt Storbritanniens HMS Protector, der normalt bruges til polarforskning, vil være i stand til at finde ubåden, inden tiden rinder ud.

Kortslutning ombord

Hvad der præcist har forårsaget forliset vides naturligvis ikke endnu. Den argentinske ubåd skulle rejse over 3.000 kilometer fra et af Argentinas sydligste punkter, og op til basen ved byen Mar del Plata. Men omkring 430 kilometer fra den argentinske kyst meddeler ubådskaptajnen, at der er sket et svigt (failure) i ubådens batterisystem. Ifølge CNN er der tale om en kortslutning.

Dog var dette ikke noget, som besætningen ikke var trænet til at håndtere, men på trods af det, nåede den argentinske søfartsmyndighed kun at få kontakt med ubåden en enkelt gang, hvorefter signalet forsvandt.

Skuffelser

Indtil nu har alle de signaler, som man har observeret, vist sig at være ‘falske alarmer.’ I lørdags lokal tid opfangede man syv nødsignaler, som man mente kunne stamme fra den forliste ubåd. Det viste sig dog relativt hurtigt ikke at være tilfældet.

Ligeledes meldte et af de eftersøgende fartøjer, at de havde observeret lyde, som kunne tolkes som værktøj, der blev slået mod et metalskrog.

Men ej heller dette viste sig at stamme fra San Juan. Derfor bliver spørgsmålet om, hvor længe de forskellige eftersøgningsenheder har til at finde ubåden, konstant mere og mere aktuelt.

Og det er der mange faktorer, der bestemmer, hvornår sker. Besætningens tilstand, mængden af tid siden ubåden sidst var oven vande, hvad der faktisk er skyld i forliset osv.

Derfor er det heller ikke muligt at give et præcist bud på, hvor lang tid redningsmandskabet har til at finde ubåden. Nogle kilder peger på to dage, mens andre mener, at ubådens reserver kan holde op til 14 dage.

Ubåden er døbt San Juan, og er en diesel-elektrisk TR-1700 klasse, som blev bygget i 80’erne af Vesttyskland for Argentina. Den benytter sig af fire dieselmotorer og en enkelt elektrisk.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

En maskine, der er bygget med mindst mulig sandsynlighed for at blive opdaget..

Normalt lytter man efter ubåde, men denne her er "død" i vandet og udsender ingen lyd.

Magnetisk detektering er svært, fordi ubåde er bygget med mindst mulig magnetfeldt og aktive afmagnetiserings systemer, fjerne magnetfeltet så effektivt, at selv når anlæget er slukket, så er der meget lille felt.

Sonar skanning har meget kort rækkevidde på få hundrede meter, og havet er virkeligt stort.

Tilsidst ligger der adskillige vrag i forvejen, der giver falske alarmer, der skal undersøges.

Der er desværre 99 % chance for at ubåden forbliver forsvundet i mange år fremover.

  • 3
  • 1

Forskellen er at Kim Wall er død, så politiet har tid nok til at afsøge Køge bugt.
Her er måske en nødstedt ubådsbesætning, som har begrændset tid.
Har man tid nok skal man nok finde den, det er trods alt begrænset hvor langt en ubåd kan sejle på 1-2 døgn fra sidste kontakt, i modsætning til MH370.
Har de fulgt en nogenlunde ret kurs fra Ushuaia til Mar del Plata, vil den være på kontinentalsoklen, mindre end 200 m dybde, sådan en ubåd har formentlig en designet kollaps dybde på 5-600 m.

  • 0
  • 1

Men det hjælper jo desværre ikke besætning eller pårørende ret meget at man finder den efter en måned. Til den tid er alt ilt opbrugt og besætning døde.

Nu ved jeg intet om ubåde, men jeg kan ikke forestille mig at der ikke er manuelle ventiler til at betjene udblæsning af ballast-tankene i det tilfælde at alt elektricitet ombord forsvinder, og i den situation kan jeg heller ikke forestille mig at besætning ikke vil forsøge med alle midler at komme op til overfladen.

Jeg vil derfor desværre gå ud fra at der er sket noget katastrofalt der ud over at have slukket for alt elektronik også har resulteret i andre problemer (måske endda brand ombord) som har resulteret i at besætning meget hurtigt blev gjort ude af stand til at forsøge en nødopstigning/nødbæsning.

Jeg har ondt af de pårørende (så vel som besætningen), for uvisheden må være forfærdelig.

  • 0
  • 0

Har de fulgt en nogenlunde ret kurs fra Ushuaia til Mar del Plata, vil den være på kontinentalsoklen, mindre end 200 m dybde, sådan en ubåd har formentlig en designet kollaps dybde på 5-600 m.

Ubåden er en tyskbygget TR 1700 fra 1984 med max operationsdybde 300 m - kolapsdybden er såvidt mig bekendt ikke opgivet.
https://de.wikipedia.org/wiki/U-Boot-Klass...

Ubåden blev skåret over i 2008 for udskiftning af motorer og andet vedligehold. Arbejdet tog 7 år.
http://www.lanacion.com.ar/2084326-como-fu...

Der er 4000 mand fra forskellige nationer beskæftiget med eftersøgningen (Argentina, Chile, USA, UK, Frankrig, Tyskland, Brazil, Uruguay, Peru, Colombia og senest Norge).
http://www.lavoz.com.ar/infografia/submari...

  • 2
  • 0

Ubåden er en tyskbygget TR 1700 fra 1984 med max operationsdybde 300 m - kolapsdybden er såvidt mig bekendt ikke opgivet.

Max operationsdybde er dimensioneret ud fra materiale flydning og udmattelse, x000 dykninger til max dybde.
Kollapsdybden er beregnet ud fra materiale brud og "søjle" kollaps. Typisk 1,5-2 gange operationsdybde. Det betyder at en ubåd der har været dykket til mere end max operationsdybde, men mindre end kollaps dybde, nok kan bringe besætningen hjem, men derefter må kasseres på grund af skader på skroget.
Svenskerne dimensionerer efter en kollapsdybde på mere end 459 m, den største dybde i Østersøen, men i oceanerne er dybden typisk 3-4 km, det kan ingen militær ubåd modstå.

  • 2
  • 0

Har de fulgt en nogenlunde ret kurs fra Ushuaia til Mar del Plata, vil den være på kontinentalsoklen, mindre end 200 m dybde


Det lader nu til at stå klart, at der skete en eksplosion ombord på ubåden, og at den befandt sig på grænsen af kontinentalsoklen og kan være gledet ned i dybet, der på stedet er omkring 4000 m.

Der lader ikke til, at være håb om at finde nogen af de ombordværende i live.

Skulle nogen have undsluppet ubåden (inden eksplosionen), kan det ikke fuldstændigt udelukkes, at der kan være overlevende.
Eksplosionen blev bl.a. registreret i en afstand af 8000 km, så den har været kraftig.

Ubåden bad om hjælp ved den sidste kontakt - på grund af problemer med batterierne, ca. 30 sømil inden eksplosionen.

Hjælp blev afslået på grund af dårligt vejr.

Ifølge lokal presse...

  • 1
  • 0

Det måtte være simpelt, at udstyre ubåde med en eller to billige "bøjer" med en lille radiosender.
De skulle f.eks. sidde ved ubådens "tårn" og kunne frigøres - evt. automatisk, når der er brug for SOS.
Så ryger de op til overfladen, og markerer ubådens position temmelig præcist - og hurtigt!
Det kunne fly også være udstyret med, så bøjen frigøres, hvis et fly styrter i havet.

  • 0
  • 1

Det undre mig at du ikke googler emnet inden du går til tastaturet?

Alle u-både har nødsender-bøjer, men militære ubåde er ikke glade for at de går af i utide, så de skal normalt manuelt udløses.
Nogen skal være i live for at trykke på knappen / trække i håndtaget.

Skrogmonterede ultralyds sendere der udløses af et overtryk, findes også, men har begrænset rækkevidde og batterikapacitet.

  • 0
  • 0