Magnetfeltmålende fly og sonarer leder efter forsvundet argentinsk ubåd

Der er sat store ressourcer ind i at finde den ubåd, som i sidste uge forsvandt på en 3.000 kilometer lang rejse langs Argentinas kyst.

Der har indtil nu ikke været andet end ‘kolde’ spor i eftersøgningen. Og det er på trods af, at der er sat et enormt antal forskellige fartøjer ind i forsøget på at opstøve den 66 meter lange ubåd.

Nasas magnetregistrerende fly

Den amerikanske flåde har søsat to ubemandede undervandsfartøjer, som, ved hjælp af side-scan-sonarer skal gennemsøge de områder, hvor ubåden med højeste sandsynlighed kan befinde sig. Det var samme metode, som blev brugt i jagten på både Nautilus, og efterfølgende Kim Walls lig, og som Ingeniøren den gang beskrev mere detaljeret.

Nasa har til missionen leveret et Lockheed P-3 Orion fly, hvis kendetegnende egenskab blandt andet er evnen til at lokalisere ubåde. Det gør det ved hjælp af en såkaldt ’magnetic anomaly detector’ eller ’MAD’. For en ubåd af San Juans størrelse, vil – grundet materialets ferromagnetiske egenskaber – skabe en forstyrrelse i det magnetiske felt. Denne forstyrrelse er P-3 Orion i stand til at måle, og det kan give tegn på, hvor ubåden befinder sig.

Håbet er, at P-3 Orion, de to ubemandede undervandsfartøjer eller nogle af de øvrige eftersøgningsfartøjer, heriblandt Storbritanniens HMS Protector, der normalt bruges til polarforskning, vil være i stand til at finde ubåden, inden tiden rinder ud.

Kortslutning ombord

Hvad der præcist har forårsaget forliset vides naturligvis ikke endnu. Den argentinske ubåd skulle rejse over 3.000 kilometer fra et af Argentinas sydligste punkter, og op til basen ved byen Mar del Plata. Men omkring 430 kilometer fra den argentinske kyst meddeler ubådskaptajnen, at der er sket et svigt (failure) i ubådens batterisystem. Ifølge CNN er der tale om en kortslutning.

Dog var dette ikke noget, som besætningen ikke var trænet til at håndtere, men på trods af det, nåede den argentinske søfartsmyndighed kun at få kontakt med ubåden en enkelt gang, hvorefter signalet forsvandt.

Skuffelser

Indtil nu har alle de signaler, som man har observeret, vist sig at være ‘falske alarmer.’ I lørdags lokal tid opfangede man syv nødsignaler, som man mente kunne stamme fra den forliste ubåd. Det viste sig dog relativt hurtigt ikke at være tilfældet.

Ligeledes meldte et af de eftersøgende fartøjer, at de havde observeret lyde, som kunne tolkes som værktøj, der blev slået mod et metalskrog.

Men ej heller dette viste sig at stamme fra San Juan. Derfor bliver spørgsmålet om, hvor længe de forskellige eftersøgningsenheder har til at finde ubåden, konstant mere og mere aktuelt.

Og det er der mange faktorer, der bestemmer, hvornår sker. Besætningens tilstand, mængden af tid siden ubåden sidst var oven vande, hvad der faktisk er skyld i forliset osv.

Derfor er det heller ikke muligt at give et præcist bud på, hvor lang tid redningsmandskabet har til at finde ubåden. Nogle kilder peger på to dage, mens andre mener, at ubådens reserver kan holde op til 14 dage.

Ubåden er døbt San Juan, og er en diesel-elektrisk TR-1700 klasse, som blev bygget i 80’erne af Vesttyskland for Argentina. Den benytter sig af fire dieselmotorer og en enkelt elektrisk.