Magnetfeltet kan hjælpe bibelhistorikerne
De gamle kobberminer i Timnadalen gemmer på en historie om en tid, da Jordens magnetfelt varierede voldsomt – og det kan komme bibelhistorikerne til hjælp, mener Erez Ben-Yosef fra Tel Aviv University, som i dag står for udgravningerne i området.
Jordens magnetfelt skyldes primært elektriske strømme i den flydende kerne, men kan med meget god tilnærmelse beskrives som et såkaldt dipolfelt fra en stangmagnet i Jordens midte, som hælder ca. 11 grader i forholdet til Jordens rotationsakse.
Dipolmomentet måles i ampere kvadratmeter (Am^2) og angives normalt med præfiks zetta (Z), som står for 10^21, og har i dag en værdi på ca. 80 ZAm^2. De seneste par hundrede år har styrken været konstant faldende.
Der findes en del undersøgelser og analyser, der fortæller, hvordan magnetfeltet for 50.000-42.000 år siden faldt fra noget omkring det nuværende niveau til kun 20 ZAm^2, hvorefter det langsomt steg igen til over 110 ZAm^2 omkring 1000 f.v.t.
Korttidsvariationer har det dog været sværere at kortlægge.
Ved site 30 i Timnadalen findes en høj på ca. halvanden meter med slagge fra kobbersmeltning, som indeholder ti tydeligt forskellige lag.
Store magnetiske udsving
I højen fandt arkæologerne fem forskellige steder organisk materiale i form af frø, bark og grene, som kunne tidsbestemmes nøjagtigt med kulstof 14-metoden. På den måde kunne man tidsbestemme hver del af højen fra år 1034 f.v.t. i bunden til 890 fvt. i toppen – typisk med en usikkerhed på plus/minus fem år, forklarer Ron Shaar, Erez Ben-Yosef og de øvrige forskere bag undersøgelsen i en videnskabelig artikel i Earth and Planetary Science Letters.
Magnetisering af slaggen bestemt af styrken af Jordens magnetfelt, da den blev dannet under afkøling, blev efterfølgende målt.
Artiklen fortsætter efter grafikken
Slaggemålingerne viste, at dipolmomentet i størsteparten af perioden lå omkring 140 ZAm^2 plus/minus 15 ZAm^2. To kortvarige perioder på omkring 25 år viste dog markant større værdier på helt op til 204 ZAm^2. For feinschmeckere bør det bemærkes, at der er benyttet et såkaldt virtuelt aksialt dipolmoment (VADM), der er noget større end det ‘sande’ dipolmoment.
Det kunne være et statistisk tilfælde, men det er der ikke meget, der tyder på, forklarer forskerne. Samme variationer fandt de nemlig også i prøver fra den historiske kobbermine Khirbat en-Nahas (KEN) nord for Timna i det nuværende Jordan.
En næsten ti år gammel undersøgelse beskrevet i en artikel med Mads Faurschou Knudsen, i dag lektor ved Aarhus Universitet, som førsteforfatter viser, at dipolmomentet var særligt højt i denne periode. Andre undersøgelser peger dog på, at magnetfeltet kun være ekstraordinært højt over Europa og Mellemøsten, mens det globale magnetfelt ikke har været udsat for samme store variation.
Det vides derfor ikke med sikkerhed, om de markante udsving skyldes en ændring af dipolmomentet eller højere ordens effekter (kvadrupoler, oktupoler eller lign.), der så at sige har fordelt magnetfeltet anderledes over jordkloden.
Åbner for ny dateringsmetode
Under alle omstændigheder er der tale om en voldsom lokal forandring på kort tid og nogle af de højeste feltstyrker, der er konstateret.
Ud over at dette er interessant for forståelsen af Jordens magnetfelt, pointerer forskerne, at det også åbner for en ny form for datering, idet man kan tidsfastsætte genstande ud fra deres magnetisering, hvis man ikke har organisk materiale, som kan kulstof 14-dateres. Det er en teknik, de selv har benyttet ved udgravningerne i Timna-dalen.
Da det 9. og 10. århundrede før vores tidsregning bl.a. er knyttet til beskrivelser i Biblen, som har været anfægtet af historikere, kan magnetisme måske også vise sig interessant som et ekstra stykke værktøj for bibelhistorikere, mener Ben-Yosef.
