Magasin kårer årets 100 største innovationer

Magasinet Popular Science har taget et kig på årets bedste tekniske bud på vigtig viden og et nemmere liv. Her er et udvalg.

Teknisk set var intet for stort eller småt i 2015. Det er det indtryk, man får, når man scanner Popular Sciences bud på de 100 mest innovative krumspring i 2015.

Gå selv på opdagelse i de spændende tekniske nyskabelser i den fulde liste fordelt på ti kategorier her. Blandt andet finder du verdens første 3D-printede bil, en laserståle med hvidt lys i det fulde farvespektrum og verdens største kunstige surf-anlæg. Plus det løse.

New Horizons' nærkontakt med Pluto

For ti år siden drog New Horizons af sted mod nye horisonter. Det kulminerede i sommer, da fartøjet kom i nærkontakt med dværgplaneten Pluto og kvitterede med spektakulære billeder fra ‘Udkants-solsystemet’. Det forskerne længe troede var en gold og kedelig klump is, viste sig at være et dramatisk landskab med bjergkæder og mulighed for seismisk aktivitet i undergrunden. Missionen er endnu i gang og ventes fortsat at sende nye oplysninger tilbage fra Kuyper-bæltet – alt sammen viden der kan gøre os klogere på solsystemets opståen.

Teslas væg-batteri

Med Teslas eksisterende viden i fremstilling af lithium-batterier til elbiler lå det næsten til højrebenet at optimere teknikken til flere af livets elektriske gøremål. Det 110 kg tunge batteri Powerwall er kompakt i størrelse og som skabt til lagring af den flyvske sol- og vindenergi til privat forbrug. Teslas batteri fik stor opmærksomhed i 2015 og kan i dag købes på det amerikanske marked fra 20.000 kr.

Læs også: Tesla lancerer batteriet til hjem og virksomheder

Japansk fold ud-bro

Når naturkatastrofen rammer, bliver vital infrastruktur ofte ødelagt, og det besværliggør nødhjælpen. Det ved de alt om i Japan, hvor ingeniører på Hiroshima University i 2015 lod sig inspirere af papirfoldningstraditionen origami og udviklede netop det: en bro, man folder ud. Fremstillet i stål og aluminium vejer den ikke meget og kan let transporteres og placeres over en bæk eller kløft, uden at man skal bygge et fundament. Ifølge ingeniørholdet kan prototypen til den sammenklappelige bro foldes ud på mellem én og to timer, men for tiden arbejdes der på en ny version, der endnu hurtigere kan gøres klar.

Læs også: Japansk ‘origami’-bro kan foldes ud på en time

Overlevelses-robotten

Udviklingen af robotteknologi tog for alvor fart i 2015, og af de større tekniske nybrud kan nævnes selvkorrigerende adfærd. En seksbenet mobil robot fra på Pierre & Marie Curie University i Paris er et godt eksempel på dette, da den blev udviklet til at overvinde handicap og tilstræbe sig nye adfærdsmønstre i forbindelse med fysiske skader. En evne, der især kan komme til sin ret i forbindelse med eftersøgnings- og redningsopgaver i ruiner og stenskred.

Metanfri risdyrkning

Over halvdelen af Jordens befolkning har ris som fast bestanddel i de fleste måltider. Det betyder samtidig, at rismarker udleder så meget som 17 procent af Jordens totale metan-emission. Men heldigvis har den amerikanske biokemiker Christer Jansson og hans hold fra The Pacific Northwest National Laboratory efter ti års forskning udviklet genetisk modificerede risplanter, der næsten er fri for emission af metan. Ved hjælp af genspaltning ændrede forskerne plantens håndtering af fotosyntese. I stedet for at sende kulstof til rødderne som foder til de bakterier, der producerer metanen, dirigeres kulstoffen i stedet mod risen og bladene. Det øger samtidig stivelsesniveauet og udbyttet.

Risen har foreløbig vist gode resultater i kinesiske forsøg, og med tanke på risens globale udbredelse er der virkelig bæredygtige landvindinger at komme efter her.

Multi-tool-armbåndet

De bedste ideer er ofte de simpleste: Angiveligt var det en uheldig episode I Disneylands security-tjek, der fik værktøjsproducenten Leathermans chef, Ben Rivera, til at udvikle et nyt slags multi-tool. Hele 25 styks unikt værktøj i miniature-format, bl.a. skruetrækker, dåseåbner og glasskærer, er der blevet plads til på håndledsstørrelsen. Alle delene kan pilles af og på, alt efter hvad man lige står og mangler.

Læs også: Ny Leatherman giver dig 25 stykker værktøj i et armbåndsur

Kommentarer (0)