Mærsk undersøger fusk med data om oliespild
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Mærsk undersøger fusk med data om oliespild

Det skyldes hverken fejl i måleudstyr eller rene tilfældigheder, at Mærsks platforme indrapporterer mindre oliespild, end der faktisk har været.

Derimod er ledelsen på en af Mærsks største platforme i Nordsøen nu blevet afsløret i at presse ansatte til at fuske med de prøver, som bliver brugt til at beregne, hvor meget giftig olie, selskabet leder ud i havet.

Det skriver Politiken, der er kommet i besiddelse af en hemmelig båndoptagelse med det pinlige indhold.

På båndoptagelsen presser platformens øverste chef en ansat til at tage flere prøver og kun indrapportere dem til Miljøstyrelsen, der fremviser det laveste indhold af olie.

Det må man selvfølgelig ikke, siger Kim H. Esbensen, professor ved Institut for Kemi, Miljø og Bioteknologi på Aalborg Universitet og Geus, til Politiken.

»Hvis man tager flere prøver, skal samtlige analyseres og bruges i beregningen af udledningen,« slår han fast.

Mærsk undersøger pres fra ledelsen

Miljøstyrelsen har nu bedt Mærsk gøre rede for, om selskabets egenkontrol fungerer efter hensigten.

I den forbindelse har Jakob Thomasen, administrerende direktør i Mærsk Olie og Gas, sat en undersøgelse i søen af, om medarbejderne bliver presset af ledelsen til af fuske.

»Hvis medarbejdere presses til at vælge gode frem for dårlige prøver, er det helt, helt uacceptabelt og udtryk for en problematisk kultur på platformene,« fastslår han over for Politiken.

Afsløringerne af de forfalskede tal for oliespild har vakt vrede i Miljøstyrelsen.

I Folketinget har formanden for miljøudvalget, Ida Auken, SF, kaldt miljøminister Karen Ellemann (V) i samråd for at forklare, hvordan hun vil sikre troværdige opgørelser om Mærsks oliespild.

Og Enhedslistens Per Clausen tiltror ikke Mærsk at undersøge sig selv. Han har simpelt hen meldt selskabet til politiet. Han er også opbragt over, at Mærsks helikopterafdeling systematisk har advaret selskabets boreplatforme, når Miljøstyrelsens overvågningsfly var i luften for at kontrollere olieudslip fra boreplatformene.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først