Mærsk-selskab vil udvikle serviceskibe til vindmøller

Det Mærsk-kontrollerede selskab Esvagt foretager et pludseligt kursskifte fra udelukkende at fokusere på oliebranchen til at satse på markedet for service af havvindmøller.

Esvagt har netop købt to specialbyggede skibe fra et norsk værft til en værdi af i alt ca. 800 mio. kr., skriver Børsen.

»Vores ambitioner er meget store. Vi vil være en drivende aktør på dette område, som endnu ikke er udviklet. Vi har drevet et ombygget skib i de sidste par år ud for Belgiens kyster ved nogle af Vestas' havvindmøller, men nu har vi valgt at gå ind i med egne nybyggede skibe,« siger Esvagts administrerende direktør, Søren Nørgaard Thomsen til Børsen.

Ifølge selskabet selv, er indkøbet af de nye skibe deres største investering nogensinde. Herudover skal selskabet selv designe og specialbygge skibene yderligere.

Skibene skal bruges til at patruljere i større havvindmølleparker, der ligger langt fra land, og hvor der er brug for altid at være nogen til stede, der kan træde til, hvis en vindmølle sætter ud. På den måde skal selskabets skibe være med til at øge den tid, vindmøllerne producerer elektricitet.

Dokumentation

Børsens artikel