Mærkede marsvin efterlyses

Hvert år drukner op mod 6.000 marsvin i de danske farvande, fordi de bliver fanget i fiskegarn, som står på bunden og kun rager 1-4 meter op i vandet. Det skal en elektronisk overvågning af marsvinene nu råde bod på. Forskerne er på jagt efter en metode til at redde marsvinenes liv.

I øjeblikket svømmer seks marsvin rundt i de danske farvande med sendere. Da forskerne endnu er usikre på, om senderne påvirker dyrene, beder de folk om at ringe til DMU, hvis de har set et mærket marsvin. Dyrene har en sender og et nummer på ryggen. Gode fotos af dyret belønnes med 200 kroner. Forskerne vil gerne vide, om marsvinene opfører sig normalt.

I løbet af de seneste fem år, har cirka 50 marsvin været udstyret med satellitsendere i de danske farvande. Kortlægningen har medført, at forskerne nu véd noget mere om deres vaner. Der er indtil nu tale om fire forskellige slags adfærd:Unge marsvin der om foråret vandrer op til 800 km langs den svenske vestkyst til det sydøstlige Norge.Mødre med unger der svømmer frem og tilbage langs den sjællandske nord- og vestkyst.Stedfaste marsvin i Bælthavet som vandrer mindre end 100 km.Marsvin som foretrækker den vestlige del af Østersøen.Især er forskerne bekymret over de mange mødre med unger, fordi der på den sjællandske kyst er mange fiskegarn af den type, der er farlige for dem.