Mademballage fyldt med miljøgift
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Mademballage fyldt med miljøgift

Poser omkring blandt andet mikrobølgepopcorn og økologisk bag selv-rugbrødsblanding indeholder så høje koncentrationer af uforgængelige fluorstoffer, at det kan være direkte sundhedsskadeligt at spise indholdet.

Det konkluderer forsker Xenia Trier i en ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet og DTU.

6 ud af 10 papirposer og papæsker med almindelige fødevarer, som er undersøgt i afhandlingen, indeholder miljøgiften, der øger risikoen for bl.a. brystkræft og kronisk nyresygdom.

I de mest udsatte emballager bestod 0,9 procent af papiret af de såkaldte perfluorerede stoffer.

»Stofferne ophobes i kroppen, og derfor bør vi ikke udsættes for dem hele tiden gennem vores fødevarer,« siger Xenia Trier.

Selv holder hun sig helst helt fra mad, som er i direkte kontakt med papir og pap. Hun foretrækker plast:

»Papir bør suge fedt. Når det ikke gør det, er det lidt suspekt.«

Fluorstofferne skyer både vand og fedt og indgår derfor i en række andre produkter, f.eks. imprægnering af sko og tekstiler.

I menneskekroppen er stofferne og deres nedbrydningsprodukter så godt som uforgængelige. De har en halveringstid på fire til otte år i blodet og oplagres i hovedsageligt lever og nyrer - sandsynligvis for evigt.

Derfor er fluorstofferne, ifølge Allan Astrup Jensen, direktør for Nordic Institute of Product Sustainability, et større problem end f.eks. de hormonforstyrrende phthalater. Dem er der grænseværdier for i plastemballage, mens der ikke findes grænseværdier for fluorstofferne i papirposer.

»Fluorstofferne akkumuleres og virker i kroppen hele livet, hvor det bliver værre og værre. Derfor er de farligere,« siger han.

Allan Astrup Jensen, der var opponent på ph.d.-forsvaret, er holdt helt op med at købe mikrobølgepopcorn og har skruet ned for forbruget af brødblandinger.

Og det med god grund. Der kommer nemlig flere og flere beviser på, at fluorstofferne er skadelige, selv i de koncentrationer, som er almindelige i mennesker, påpeger professor Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen, Aarhus Universitet.

Hun har i et nyt studie fundet en sammenhæng med brystkræft. Andre studier viser bl.a., at forhøjet indhold af fluorstoffer næsten fordobler risikoen for kronisk nyresygdom.

Derfor kalder professoren de nye fund af fluorstofferne 'skræmmende', og vil have dem forbudt i fødevareemballage:

»Personligt har jeg allerede ophobet en mængde fluorstoffer i kroppen gennem livet. Det er mere mine børn og børnebørn, jeg tænker på.«

Professorkollegaen Pim de Voogt fra universitetet i Amsterdam, der koordinerer et EU-program, der skal kortlægge kilderne til fluorstoffer i fødevarer, er enig.

»Vi skal så vidt muligt forbyde fluorstofferne i fødevareemballage, undtagen hvis der ikke er alternativer. Det er hverken tilfældet med popcorn- eller melposer,« siger han.

Fundene kommer helt bag på Valsemøllen, som står bag en økologisk rugbrødsblanding, hvis emballage indeholder store mængder fluorstoffer.

»Det lyder uholdbart. Vi må få vores emballageleverandør til at forholde sig til det,« siger kvalitetschef Susanne Danielsen.

På baggrund af fundene har Fødevarestyrelsen bestilt en kortlægning hos DTU, der skal vise, hvor mange af de skadelige fluorstoffer der siver over i maden. Indtil da vil styrelsen lade poserne stå på hylderne.

Fakta:

Top 10 over fluorstoffer i emballage

  1. Småkagepose, Subway** 9.050

  2. Finax økologisk rugbrødsblanding 5.240

  3. Blomberg Bills Micropop* 2.250

  4. Popz popcorn, Føtex 1.290

  5. Pommes frites-bakke, lille, McDonald's** 733

  6. Mellemlægspapir, Fakta 636

  7. Papir til kylling, McDonald's** 99

  8. Estrella mikrobølgepopcorn* 98

  9. Blomberg Flying Pops popcorn 66

  10. Dækkeserviet til bakke, McDonald's** 65

  • Købt i Sverige. ** Købt i Canada. Tabellen viser det samlede indhold af persistente fluorstoffer i mikrogram per gram emballage. Fluorstofferne udgør således 0,9 pct. af vægten i posen fra Subway.