Målrettet jamming er Pinds nye våben mod mobiler i fængsler
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Målrettet jamming er Pinds nye våben mod mobiler i fængsler

Jamming af al kommunikation med radiofrekvenser er et både udbredt og ulovligt våben i bandemiljøet.

Det konstaterer en ekspertgruppe under Justitsministeriet i en ny rapport. I selvsamme rapport anbefaler gruppen, at jamming – helt præcist målrettet jamming – er det mest oplagte middel imod brugen af mobiltelefoner blandt indsatte og arresterede.

Justistsminister Søren Pind og den øvrige regering er enige og foreslår at lave forsøg med målrettet jamming af mobiltelefoner i fængsler og sikrede institutioner for udviklingshæmmede. For en blokering og oprydning er der skam også behov for.

Medarbejderne i Kriminalforsorgen endevender og overvåger de indsattes celler ved mistanke eller rutinetjek for mobiltelefoner. Men indsatsen nytter ikke nok, så nu vil regeringen tage nye metoder i brug. Illustration: Kriminalforsorgen

1.700-1.900 mobiltelefoner konfiskerer Kriminalforsorgen årligt i de danske fængsler og arresthuse. Men det er vel at mærke kun de mobiltelefoner, som Kriminalforsorgens ansatte har opdaget ved hjælp af deres håndholdte mobildetektorer og baggagescannere. Den opgave besværliggøres nemlig af en presset kriminalforsorg, mere og mere opfindsomme måder at gennemføre indkast og indsmugling af mobiltelefoner på samt et helt grelt eksempel sidste år, hvor en betjent forsynede indsatte med mobiltelefoner.

Læs også: GPS-jamming er nu barnemad for kriminelle

»Varetægtsfængslede og dømte kriminelle skal ikke have mobiltelefoner i fængslerne. Det kan forpurre retssager eller bruges til ny kriminalitet. Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu kan tage fat på at blokere mobilsignaler med målrettet jamming,« lyder det fra justitsminister Søren Pind i en pressemeddelelse.

To sager tilskynder blokering

Søren Pinds iver for at indføre målrettet jamming som forsøg i udvalgte fængsler skyldes i særdelshed to sager. Den første har afsæt i en redegørelse fra i år, som påviste enorme sikkerhedshuller i sagen om de fem varetægtsfængslede personer tiltalt for medvirken til angrebet på Krudttønden og den jødiske synagoge i København. Mens de sad i arresten havde de adgang til mindst 12 og muligvis flere mobiltelefoner.

Den anden sag gælder socialområdet og udviklingshæmmede personer dømt for pædofili og drab anbragt på særligt sikrede afdelinger på institutionen Kofoedsminde i Rødby. Trods overvågning og karakteren af deres domme har de været i besiddelse af mobiltelefoner og internetadgang. Det har de haft anvendt til eksempelvis at besidde og distribuere børneporno. Sikkerhedshullet skyldes, at de pågældende personer færdes på opholdsarealer, hvor de kan være sammen med personer, som ikke har domme, der indskærper brugen af telefon og internet.

»Når pædofile udviklingshæmmede bliver dømt til ophold på en særligt sikret institution som Kofoedsminde og får forbud mod at bruge internet, skal de selvfølgelig ikke kunne sidde og kontakte mindreårige piger over mobiltelefon,« siger social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V).

Læs også: Maskintyve bruger jamming-udstyr

Ekspertgruppen bestående af blandt andre Politiets Efterretningstjeneste, Kriminalforsorgen og en række teleselskaber har derfor brugt de seneste måneder på at granske tekniske løsninger til hindring af indsattes brug af mobiltelefoner. Målrettet jamming er det mest oplagte, lyder konklusionen, og den metode bør testes på en række udvalgte fængsler.

Stopper al kommunikation

De udvalgte fængsler bliver så udstyret med en jammer, som er et apparat, der er konstrueret til at forstyrre eksempelvis mobilsignaler, så det ikke er muligt at tale i sin mobiltelefon eller få adgang til mobilt bredbånd. En jammer er således en radiosender, der virker ved at udsende støj på de frekvenser, som blandt andet mobilnettet og trådløse datanet bygger på.

Vi fortsætter den hårde kurs mod ulovlige mobiler med bl.a. razziaer, mobilhunde og mobilscannere, og her kan jamming være et nyt effektivt værktøj. Justitsminister Søren Pind

Jamming kan stoppe al kommunikation, der anvender radiofrekvenser, altså mobildata, indbrudsalarmer, WiFi, bluetooth, broadcast-radioer, satellittelefoner, walkie-talkies, trådløse telefoner (DECT), GPS samt flykommunikation og togenes sikkerhedskommunikation. For at være effektivt skal et jammingsignals styrke være kraftigere end det signal, som skal overdøves.

Læs også: Britisk militærsatellit modstår jamming

Jamming kan være mere eller mindre intelligent. Simpel jamming består typisk af et støjsignal, som sendes ud med høj effekt på et bredt frekvensområde. Det indebærer, at al kommunikation i det pågældende område jammes, medmindre området radioskærmes for at forhindre jammersignalerne i at slippe ud i omgivelserne.

Målrettet jamming, også kaldet adaptive responsive jamming eller spotjamming, er derimod tilpasset til kun at ramme særlige frekvensområder af interesse, ligesom effekten tilpasses, så den netop kun har det nødvendige niveau for at overdøve senderen.

Illustration: Justitsministeriet

Målrettet jamming vil lytte efter bestemte signaler og alene reagere på de signaler, som den er defineret til at jamme. Det indebærer, at de potentielle skadevirkninger for omgivelserne er markant mindre end ved simpel jamming.

Teleselskaber skal tages med på råd

To ulemper ved målrettet jamming står dog i vejen, og dem skal politikerne og politiet ændre:

  • Det er som udgangspunkt ulovligt at sælge og bruge jammere i EU. Men ingen lov uden undtagelser. Myndighederne må gerne anvende jammere, hvis det gælder om eksempelvis at sikre den offentlige sikkerhed. Men der er ikke på nuværende tidspunkt hjemmel til at anvende jamming i Kriminalforsorgens institutioner eller i boformer på det sociale område.

  • Jammere anvender samme frekvenser, som mobilnettet bygger på. Teleselskaberne TDC, Telia, Telenor og 3 har købt brugsretten til at bruge frekvenser til mobilkommunikation, og det betyder, at der som udgangspunkt ikke er andre, der har lov til at bruge disse frekvenser.

Læs også: Forbrydere optrapper brugen af GPS-jammere

Målrettet jamming kan tilpasses til kun at ramme særlige frekvensområder af interesse, hvorfor man for eksempel kan lade personalets DECT-overfaldstelefoner gå fri.

Samtidig vil målrettet jamming i en fængselscelle ske med så lav effekt, at afskærmning af cellen ikke forventes at være nødvendig. Derudover vil der ikke være behov for at jamme med høj effekt, hvorfor skadevirkningerne for omgivelserne minimeres i forhold til simpel jamming. Det forudsætter dog, at den pågældende fængselscelle befinder sig på en vis afstand fra fængslets ydermure og de omkringliggende områder.

Målrettet jamming har imidlertid ikke tidligere været anvendt i Danmark på dette område. Får regeringen grønt lys til sine forsøg med målrettet jamming skal forsøget udarbejdes og designes i samarbejde med telebranchen med henblik på at sikre, at jammingen ikke utilsigtet forstyrrer omgivelserne.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

At sätte micro-basestationer op omkring fängslet som er kontrolleret af politiet?

Alle telefoner inden for däkningsområdet roamer ind på de lokale basestationer, de som ikke er godkendte kan slukkes eller blokeres, telefoner man er särligt interesseret i kan aflyttes direkte.

Man skal også huske at nogen kan sätte både WiFi og Mobile access points op forholdsvis langt väk med relativt simpelt udstyr som sagtens kan overdöve en simpel jammer. Så det er en del "af pakken" at overvåge spektrumet.

  • 3
  • 0

Trafiksikkerheden ville vinde kolossalt hvis der også blev installeret jammere i alle biler så der ikke kan tales i mobiltelefon under kørslen.
Selvom det kun er tilladt at bruge mobilen hvis den ikke er håndholdt, så overtrædes forbuddet massivt 24/7. Og da bilisterne ikke gider rette sig efter det enkle forbud, så er der ikke andet for end at der obligatorisk installeres en jammer i alle biler. Så ka de lære det!
Et problem er det, at der vist ikke er muligt, at jamme de mange cyklister der bruge mobilen mens de cykler.

  • 0
  • 3
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten