Københavns Kommune har en klimaplan, der siger, at kommunen skal være CO2-neutral i 2025.
Samtidig er Københavns Kommune gennem Amager Ressourcecenter (ARC) som bekendt medejer af det overdimensionerede forbrændingsanlæg Amager Bakke, som udleder CO2, når det forbrænder affald.
Anlægget til fire mia. kr. kan se ind i gigantiske økonomiske problemer, allerede inden det er kommet i gang. Det skyldes, at de affaldsmængder og elpriser, der er forudsat i den oprindelige business-case, ikke holder, hvilket også blev påpeget fra flere sider, inden finansieringsbeslutningen blev taget. Men det springer vi hen over nu.
Nu foreligger der en indtil videre dybt hemmelig økonomisk redningsplan for anlægget, som bl.a. sætter den årlige tilladte forbrændingsmængde op fra 400.000 til 440.000 ton affald. Planen tillader også import af affald, hvilket var udelukket før. Op til 90.000 ton importeret affald om året ifølge pressen.
Artiklen fortsætter efter grafikken
Men den helt store udfordring for økonomien bliver at overholde de oprindelige og stramme krav til CO2-udledningen fra forbrænding af det plastholdige københavnske husholdningsaffald. Det rummer det yderst sparsomme offentliggjorte materiale ikke meget om. Og måske med god grund.
Grænserne for udledning af CO2 fra det store forbrændingsanlæg blev i den oprindelige finansieringsaftale fra august 2012 fastsat af hensyn til Københavns Kommunes klimamål om CO2-neutralitet. Og grænserne betyder reelt, at plast i husholdnings- og erhvervsaffaldet i vid udstrækning skal sorteres ud af affaldet inden forbrænding.
Udsortering af plast fra affaldet er del af Københavns Kommunes Affalds- og Ressourceplan frem til 2025 – men humlen er, at udsorterer man plasten, forringer man brændværdien af affaldet og fjerner i omegnen af 50 pct. af energien.
Det vil populært sagt sige, at der skal meget mere affald til – eller store mængder ekstra biomasse – før Amager Bakke kan levere den varme og strøm, der skal få forretningen til at løbe rundt med den tilladte CO2-udledning.
Er import en redning?
Redningsplanen indeholder som nævnt 90.000 ton importeret affald årligt, og det importerede affald har traditionelt et højere plastindhold end vores eget affald – 15-40 pct. mod 11 pct. i det danske.
Også her kan plasten selvfølgelig frasorteres, men dels koster det penge (som enten belaster ARC’s i forvejen trængte økonomi eller skal betales af kommunens borgere), dels vil de 90.000 ton så svare til mindre end 45.000 ton affald med ‘normal’ brændværdi (10,6 GJ/ton). Hvilket igen vil sige, at man skal importere den dobbelte mængde affald.
I den gamle aftale forholdt man sig ikke til brændværdi-dilemmaet, men man erkendte, at det nok ikke ville være muligt at få sorteret al plast ud, hvilket var grunden til, at Amager Bakke fik lov at udlede CO2 – også efter 2025.
Konkret må anlægget udlede 91.000 ton CO2 i 2025 og 82.000 ton CO2 i 2030. Ved afbrænding af 400.000 ton usorteret affald vil CO2- udledningen ligge over 160.000 ton.
Man gik med andre ord på kompromis med målet om CO2-neutralitet i 2025 – og har måske så regnet med, at man kunne kompensere for den ekstra CO2-udledning i andre sektorer; for eksempel via investeringer i vindmøller eller andre tiltag.
Groft sagt har en redningsplan, der skal øge affaldsmængderne til ARC, i denne sammenhæng to muligheder: Man kan enten tillade en større CO2-udledning, så den fulde brændværdi bevares, og affaldsmængderne holder – eventuelt med kompensation på andre områder.
Eller man kan holde fast ved CO2- målene i den oprindelige aftale og lade forbrændingsanlægget fyre med mere biomasse. Men biomasse skal købes og belaster altså økonomien.
At værket skal have mulighed for at afbrænde biomasse, nævnes faktisk specifikt i det offentligt tilgængelige oplæg til teknik- og miljøudvalgsmødet i København om sagen.
Et spændende valg
Det bliver altså spændende at se, hvilken vej redningsplanen vælger, når den engang offentliggøres. Sandsynligvis først når alle fem ejerkommuner har sagt ja.
Ifølge de sparsomme facts vil man sikre CO2-neutralitet – set i et livscyklus-perspektiv – af det importerede affald ved at fyre med det om vinteren, så det erstatter fossile brændsler. Men det holder kun til 2020-2022, når Hofors store biomasseværk fyrer op under kedlerne.
Det erkender SF’s Peter Thiele også over for Ingeniøren, og han henviser samtidig til, at den nye politiske aftale siger, at ARC kun må importere, så længe det ikke øger CO2-udledningen.
Retfærdigvis skal det nævnes, at der ifølge oplægget til den politiske behandling tillige skal udarbejdes en plan for øget genanvendelse og CO2-reduktion med etablering af nye anlæg.
Spændende bliver det også, om man denne gang håndterer dilemmaet omkring brændværdien i affald uden plast – eller blot lader det være endnu en tikkende bombe under Amager Bakkes økonomi.
Hvordan politikerne i sin tid kunne vedtage den politiske aftale omkring Amager Bakke uden tilsyneladende at forholde sig til eller blive orienteret om brændværdi-problematikken – ja, det er en helt anden historie.
Som en kilde i branchen udtrykker det: Der har været så stor fokus på at få projektet presset igennem, at man lovede hvad som helst – og så håbede på, at det nok ordnede sig hen ad vejen.
