Lynhurtig nanomotor leverer medicin direkte til cellerne

Ingeniører fra University of Texas har bygget en ekstremt lille og meget hurtig elektromotor. Den har dimensioner, der skal måles i nanometer og mikrometer, så den kan med lethed være inde i en menneskelig celle.

Af pressemeddelelsen fra University of Texas fremgår det, at der er tale om verdens hidtil mindste menneskeskabte nanomotor, men den påstand skal man dog tage med et gran salt.

I 2011 præsenterede forskere fra Tufts University i USA nemlig en elektromotor bestående af et enkelt butylmethylsulfid-molekyle adsorberet på en kobberoverflade. Meget mindre bliver det ikke.

Læs også: Nanorobotter arbejder sammen i levende kakerlakker

Til gengæld har Texas-forskerne udviklet en af de absolut hurtigste nanomotorer, der hidtil er demonstreret. Motorens rotor er en nanotråd, der er 20 til 400 nanometer i diameter og 6 til 10 mikrometer lang. Den kan rotere med en hastighed på over 18.000 omdrejninger i minuttet, omtrent svarende til tophastigheden for motoren i en Formel 1-racer.

Motorens omdrejningsretning og -hastighed kan kontrolleres ved at variere det elektriske felt, der får rotoren til at dreje, og flere nanomotorer ved siden af hinanden kan bringes til at køre synkront. Motorerne kan køre i timevis uden problemer.

Forskerne forestiller sig, at nanomotorer som denne kan være en del af nanorobotter, der meget målrettet leverer medicin til syge celler - for eksempel kræftceller. De har da også vist, at biokemiske stoffer aflejret på nanorotoren frigives i mængder, der er proportionale med rotationshastigheden. Jo hurtigere motoren drejer, desto mere medicin frigives der.

En videnskabelig artikel om nanomotoren er publiceret i online-tidskriftet Nature Communications. Den kan også findes på preprint-serveren ArXiv.

Emner : Nanoteknologi