Lynbeskyttelse til ulande for en tier
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Lynbeskyttelse til ulande for en tier

Civilingeniør Steen Carlsen fra Carlsen Power Electronics i Århus har konstrueret en billig trefaset lynbeskyttelse til brug i Nepal og andre ulande.

Apparatet kan fremstilles med simpelt håndværktøj, og materialerne koster omkring en tier. En prototype er for tiden til afprøvning i Tyskland, hvor den bliver udsat for op mod en kvart million ampere.

»Jeg var i Nepal sidste år, og to ud af de tre vandkraftværker, jeg besøgte, var ødelagt af lyn. En europæisk lynbeskyttelse koster cirka 6.000 kroner, men det er alt for dyrt i Nepal,« siger Steen Carlsen.

Det bekræfter Kirsten Offesen, som er Nepals konsul i Danmark:

»Lynnedslag er et stort problem i det bjergrige land. Tordenvejr er hyppige i regntiden, og mange bliver slået ihjel. Husene er letantændelige, og el-nettet er meget sårbart. Meget ofte er der slet ikke taget hensyn til lynafledning.«

Nepal har næsten ingen industri, og den smule, der er, får jævnligt ødelagt infrastruktur og elektrisk maskineri af tordenvejr.

»Det er ærgerligt, for det er et af verdens allerfattigste lande, selv om der er gode muligheder for vandkraftværker,« siger Kirsten Offesen.

Uddannelsesniveauet er lavt - for eksempel er der kun 160 tandlæger til den 24,4 millioner store befolkning, tilføjer hun. Og derfor skal al teknik være meget enkel, så lokalbefolkningen selv kan reparere den.

Steen Carlsens lynbeskyttelse består af fem tilspidsede bolte, monteret i en stump jernbjælke men isoleret fra hinanden. De tre faser, nul og jord forbindes til hver sin bolt, og så vil en overspænding på 1-2 kV tænde en lysbue mellem boltene, som vil kortslutte alle faser samt nul. Sikringerne vil ikke holde til det, men det vil elnettet.

Steen Carlsen vil ikke have patent på sin idé, men stiller den til rådighed for enhver, der har lyst til at hjælpe befolkningen i den tredje verden.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten