Lydspecialister fra Aalborg får bassen til at svinge i Korea-biler

Det 20 år gamle aalborgensiske udviklingsfirma AM3D har underskrevet en flerårig aftale med Autonet og Motornet, to datterselskaber i den koreanske Hyundai-koncernen. Lydfirmaet skal levere software fremtidens bilradioer, for specielt i mindre biler har lyden hidtil været for ringe.

»Kontrakten løber i mange år. Der er tale om software for et flercifret millionbeløb, til rigtig mange modeller og i adskillig millioner biler,« siger AM3D's adm. direktør, Sven Vestergaard.

Han forventer, at aftalen med Autonet og Motornet vil kaste flere lignende ordrer af sig, fordi mange bilfabrikanter står med de samme problemer uden at have råd til gå på indkøb hos B&O, der har en voksende forretning med at levere stereoanlæg til Audi.

Kontrakten er kommet i hus, samtidig med at AM3D har deltaget i et stort erhvervsfremstød i Sydkorea og med Dronningen og Prins Henrik som spydspidser. Men den er resultatet af en længere indsats:

»Vi har været igennem en hård konkurrence med langvarige lydtest med fem-seks konkurrenter for at få ordren. Det har været en sej proces, over et år. Selvfølgelig er prisen altid et parameter, men først og fremmest de tekniske resultater har gjort udslaget,« fastslår Sven Vestergaard.

AM3D's patenterede audioteknologi er et resultat af forskning på Aalborg Universitet i 1980'erne.

» Det startede med 3D-lyd, hvor vi på grundlag af vores viden om, hvordan lyd når frem til det menneskelige øre, kan vi tage en hvilken som helst monolyd og gøre den 3-dimensionel, så det menneskelige øre næsten opfatter den som kommende fra naturen,« forklarer Sven Vestergaard.

Siden fortsatte arbejdet over udviklingen af lyd til MP3-afspillere, at de egentlig ikke er egnet til deres formål, men hvor AM3D overkom de fysiske umuligheder ved hjælp af software.

»Også i bilerne bliver enhederne mindre og mindre, i takt med at de skal produceres billigere. Men vi undersøgte, om vi kunne forbedre basoplevelsen i en bil, på trods af at man bruger billigere og billigere enheder. Det har vi gjort ved hjælp af det, der populært hedder overtoner. Dvs. vi snyder øret, så det ikke hører den rigtige bas, men opfatter det, som om det er,« forklarer Sven Vestergaard.

AM3D har 10 medarbejdere, og Sven Vestergaard regner med, at den nye aftale medfører beskæftigelse til yderligere fire medarbejdere årligt.

Emner : Lyd
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten