Luxembourg giver virksomheder lov til at gå på rov i rummet
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Luxembourg giver virksomheder lov til at gå på rov i rummet

Flere virksomheder som Planetary Ressources og Deep Space Industries, hvis illustration er vist her, arbejder på at udvinde ressourcer i rummet. Luxembourgs nye lov vil give investorerne sikkerhed for, at firmaerne har ejendomsretten til det, de udvinder.

Med et kontor i Luxembourg kan private virksomheder fra denne måned begynde at udvinde mineraler, vand og gasser på månen, asteroider og andre himmellegemer. 1. august trådte en ny rumlov nemlig i kraft i hertugdømmet, der giver ret til kommerciel udnyttelse af ressourcer i rummet. Det skriver flere medier - heriblandt britiske Engineering & Technology Magazine.

USA indførte i 2015 lignende lovgivning, men for at få tilladelse til udenjordisk minedrift skal virksomhederne være kontrolleret af amerikanere.

Ifølge den luxembourgske lov, skal en virksomhed bare have et kontor i hertugdømmet for at kunne få lov til at gå på rov i rummet.

Mulig konflikt med rumtraktat

Lovene har været heftigt omdiskuterede, fordi der ikke er global enighed om ejendomsretten uden for jorden.

FN har godt nok vedtaget flere traktater, men de er ikke ratificeret i alle lande. Den første traktat, vedtaget i 1967, er imidlertid ratificeret af 105 lande (per 1. januar 2017) - heriblandt USA, Rusland, Kina, Indien, Japan - og Luxembourg.

Læs også: Amerikanske firmaer vil eje asteroider

Traktaten slår fast, at ‘Udforskning og udnyttelse af det ydre rum, herunder månen og andre himmellegemer, skal ske til gavn for og i alle landes interesse uden hensyn til graden af deres økonomiske eller videnskabelige udvikling og skal være hele menneskehedens virkefelt.’

Desuden kan ‘Det ydre rum, herunder månen og andre himmellegemer, (..)ikke gøres til genstand for national tilegnelse ved suverænitetskrav, ved udnyttelse, okkupation eller på anden måde.’

Minister: Forældet argument

Et argument mod lovgivningen har været, at enkelte stater ikke kan give virksomheder ret til at udnytte ressourcer, som disse stater ikke har ejendomsretten over. Men et modargument har sammenlignet muligheden for at få tilkendt ejendomsret over genstande fra andre himmellegemer med retten til at fiske. Ingen stater ejer fiskene i havene, men alligevel giver stater fiskere lov til at udnytte denne fælles ressource.

Fordi traktaterne ikke eksplicit forbyder private virksomheder at udnytte ressourcer i rummet, mener Luxembourg, at landet kan give ejendomsret til virksomheder, der måtte ønske det.

»Den nuværende internationale lovgivning blev vedtaget i 60’erne, da minedrift i rummet blot var science fiction. I dag forhindrer disse regler at man kan tage rummet og himmellegemer i besiddelse, men de udelukker ikke udnyttelsen af materialer, som kan findes der,« har den luxembourgske vicepremierminister Etienne Schneider tidligere argumenteret overfor nyhedsbrevet EU Observer.

Reparationer og brændstof

Flere kommercielle selskaber arbejder på at udnytte ressourcer i rummet. Og Luxembourg har afsat 1,5 mia. kr til at støtte projekter, der arbejder på at bringe sjældne mineraler tilbage til jorden.

I første omgang er det imidlertid planen, at bruge de indvundne materialer i forbindelse med de aktiviteter, der allerede foregår uden for jordens atmosfære.

Læs også: Klondike-eventyr i rummet kan være på vej

Ifølge Etienne Schneider kan det snart være økonomisk realistisk at udvinde materialer til at reparere satellitter eller producere brændstof til dem. En anden anvendelsesmulighed er, at udvinde materialer, som kan bruges i de 3D-printere, der testes på den internationale rumstation for tiden. Skal materialerne i stedet flyves op fra jorden vil det koste mellem 75.000 og 112.000 kroner per kg.

Rumminedrift skal gavne Luxembourg

For Luxembourg handler det også om kroner og øre. Hertugdømmet har nemlige gode erfaringer med at investere i rummet.

I 1985 stiftede landet Société Européenne des Satellites, som ifølge Engineering & Technology Magazine er verdens største satellitoperatør.

Nu håber Schneider at rumminedriften kan medføre lignende erhvervssucceser.

Kommentarer (18)

Som sædvanligt sover Danmark i timen - vi kunne snild, mod en mindre afgift, sælge tilladelser til at sælge is på Månen eller hyrevogns tilladelser på Mars ;)

  • 7
  • 0

Som om vicepremierminister Etienne Schneider ikke ved at han bryder mod både tekst og intention i traktaten.
Det giver præcis lige så meget mening som hvis jeg oprettede et kontor der gummistemplede ejendomsret til himmellegemer.

Kan vi ikke få taget det op på EU-plan og få Luxemburg til at forstå, at enten så opfører de sig anstændigt eller også så vanker der med den store kæp.

  • 3
  • 0

@Jens Olsen
I artiklen "USA indførte i 2015 lignende lovgivning, men for at få tilladelse til udenjordisk minedrift skal virksomhederne være kontrolleret af amerikanere."

I så fald skal du så gøre det samme mod USA. Dem glemte du at nævne.

  • 4
  • 0