Lussing til Neurosearch

Det er mindre end et år siden, at Neurosearch meldte ud, at det tilsyneladende var lykkedes den danske biotekvirksomhed at udvikle en medicin mod den frygtede arvelige blodsygdom seglcelle anæmi - en sygdom, der hovedsagelig rammer mennesker af afrikansk afstamning. I august sagde firmaets administrerende direktør, Jørgen Buus Lassen, til Ingeniøren|Net at medicinen meget vel kunne blive virksomhedens første kommercielle gennembrud. Ifølge direktøren viste beregninger, at der alene i USA var et marked på omkring to milliarder kroner om året.

Men i dag har Neurosearch i en fondsbørsmeddelelse oplyst, at den yderligere forskning og fase 1 studier af NS3728, som var lægemiddelkandidatens navn, nu tyder på, at lægemidlet alligevel ikke kan anvendes til behandling af seglcelle anæmi patienter i alle sygdommens faser. Derfor vurderer firmaet, at det ikke vil være rentabelt at fortsætte forskningen i lægemidlet.

Seglcelle anæmi skyldes en genetisk defekt, der får patienterne til at lide af dehydrering, hvilket får de røde blodlegemer til at falde sammen og blive seglformede - deraf sygdommens navn. De seglformede blodlegemer har en stærk tendens til at klumpe sig sammen og danne blodpropper. Patienter med sygdommen lever under stærke lidelser og gennemsnitsalderen for mænd med seglcelle anæmi er blot 42 år, mens de kvindelige patienter lever seks år længere. I Danmark er seglcelle anæmi stort set ukendt, men i resten af Europa er der 70.000 og i USA 90.000 patienter, der lider af sygdommen. I Afrika, der dog af Neurosearch ikke blev betragtet som et potentielt marked, skal antallet af patienter, der lider af sygdommen ikke tælles i titusinder, men i millioner.

Efter at Neurosearch har opgivet NS3728, er antallet af lægemiddelkandidater, som firmaet har i klinisk udvikling, på kort tid skrumpet ind fra seks til fire. I februar blev rettighederne til den potentielle Alzheimer- og Parkinsonmedicin NS2330 solgt til en tysk medicinalvirksomhed for 680 millioner kroner.

Selvom Neurosearchs grundlægger og bestyrelsesformand, Asger Aamund, ifølge dagens fondsbørsmeddelelse fortsat regner med, at firmaet i 2002 for første gang i virksomhedens mere end tiårige levetid vil komme ud med et lille overskud, så har aktiehandlerne her til morgen torsdag givet Neurosearch-aktien et dyk på mere end 13 procent.