Lupo-lov standser økoknapper

Folkevognsfabrikkerne må droppe en økoknap i den miljørigtige VW Lupo, hvis en ny afgiftslempelse skal opnås Af Henning Mølsted hm@ing.dk Skatteminister Ole Stavad (S) vil forhindre, at særligt miljørigtige biler kan opnå en ny afgiftsnedsættelse, hvis bilen er udstyret med en knap, der kan slå økokørslen fra og dermed øge antallet af hestekræfter og brændstofforbruget.

Skatteminister Ole Stavad har fremsat et lovforslag om at lempe afgiften på biler, der kører særligt langt pr. liter brændstof. Men efter Ingeniørens omtale af den nye økobil VW Lupo, som er udstyret med en knap, der slår den grønne kørsel fra, vil han lukke den mulighed for at omgå loven. Lupo'en kaldes en tre-liters bil, fordi den kan køre 33 kilometer pr. liter brændstof i økoindstilling, men i normalkørsel øges ydelsen fra 45 til 61 hestekræfter, og den er testet til at bruge 17 procent mere brændstof. Ole Stavad har drøftet sagen med trafikminister Sonja Mikkelsen og de er enige om at æn dre betingelserne for afgiftsnedsættelsen. Udgangspunktet er større lempelse, jo bedre brændstoføkonomi, men har bi len en øko-knap, der øger ydelse og brændstofforbrug, vil bilens forbrug i begge indstillinger tælle med i beregningen af afgiftslempelsen. - Man kan ikke forbyde knappen, men man kan sige, at brændstofforbruget tillægges en procentdel, hvis der findes en sådan knap. Så kan bilfabrikkerne selv bestemme, om de vil pille økoknappen ud eller ej, siger fuldmægtig Joel Nielsen, Skatteministeriet. For en tre-liters dieselbil til cirka 200.000 kroner, udgør registreringsafgiften i dag ca. 108.000 kr. Det kommende fradrag vil blive på cirka 36.000 kr. i perioden 2000-2005. Efter år 2005 nedsættes lempelsen. - Det er overordentligt store afgiftslettelser, der er på tale, og det vil forekomme urimeligt over dem, der køber andre biler i samme prisklasse, hvis der ikke er sikkerhed for, at bilerne også kører særligt brændstoføkonomisk, siger Joel Nielsen. Skatteministeriet er klar over, at ydelsen også kan ændres på andre biler, f.eks. med indstilling til sports- eller vinterkørsel, hvilket allerede i dag giver en fordel i forhold til den løbende grønne ejerafgift (vægtafgiften), som er beregnet efter normalkørsel. - Forskellen er beløbsstørrelsen. Det her stikker mere i øjnene, siger Joel Nielsen. Informationschef Henrik Hagen, Skandinavisk Motor Co., som er den danske importør af Folkevognsbiler, fastholder, at VW Lupos brændstofforbrug er det samme uanset økoknappens indstilling. Derudover vil han ikke kommentere Skatteministeriets planer, før de foreligger i konkret form. Konkret vil Ole Stavad fremlægge et ændringsforslag i forbindelse med Folketingets behandling af loven. Lovforslaget bliver førstebehandlet i Folketinget i dag, fredag. n

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg savner min Lupo :`(

;-) fat mod, for godtnok er en Lupo en nøjsom fossil bil, men den er ingenting sammenlignet med en elbil der kører på vindmøllestrøm.

Det paradoksale lige nu er faktisk, at de afgiftlettede fossile mikromiljøbiler til godt 100.000 DKK, samtidig er de hårdeste konkurrenter til de helt rene elbiler.

Man burde derfor overveje at forhøje afgiften på fossile mikrobiler, således at teknologiskiftet væk fra fossile biler, og over til elbiler, kunne komme til at gå lidt hurtigere.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten