Det kan være farligt for din hjerne at indånde forurenet luft. Eksponeres man for smogpartikler i længere tid, kan det føre til småændringer i hjernen, som øger risikoen for, at hjernen skrumper og ældes. En konsekvens af dette kan være, at den enkelte hjerne rammes af, hvad der refereres til som 'silent strokes': At blodkar, som leverer blod til hjernen, blokeres. Stille slagtilfælde mærkes ikke nødvendigvis af personen, som rammes, og forekommer dybt i den del af hjernen, der normalt forbindes med hukommelse og demens.

Den ledende forsker bag undersøgelsen og forsker i hjerte-kar-epidemiologi på Harvard Medical School i Boston, Elissa Wilker, forklarer, at man på baggrund af resultaterne ikke kan bevise en direkte sammenhæng, men projektets resultater peger i retning af kausale forbindelser.

»Vores undersøgelse tyder på, at luftforurening er associeret med snigende effekter på hjernens ældelse, selv for demens- og slagtilfældefri individer,« citerede britiske The Telegraph undersøgelsens ledende forsker.

Derfor har det ifølge studiet betydning, hvor man bosætter sig. Ud fra de 943 deltagere i undersøgelsen, viste resultaterne, at forskellen er markant mellem at være bosat uden for byerne i områder med større mængder ren luft og at bo inden for byernes betonvægge og tætte trafik. Selvom deltagerne kun var udsat for en mindre mængde forurenet luft, skrumpede deres hjerner stadig med 0,3 procent, og det gav ligeledes betydelig større risiko for et stille slagtilfælde. Et andet medlem af holdet bag forskningprojektet, professor i neurologi Dr Sudha Seshadri fra Bosten University School of Medicine, forklarer i The Telegraph, hvorfor resultatet er foruroligende.

»Gennemsnitligt havde deltagere, som boede i mere forurenede områder, en hjernevolumen, der svarede til at være et år ældre end dem, som boede i mindre forurenede områder. De havde derudover også en 46 pct. større risiko for 'stille slagtilfælde'. Det er bekymrende, fordi vi ved, at 'stille slagtilfælde' øger risikoen for reelle slagtilfælde, problemer med at gå, depression og udvikling af demens,« uddyber Dr. Sudha Seshadri.

Sundhedsskadelige mikropartikler

De usunde mikropartikler, som kroppen og hjernen infiltreres af, er mindre end 2,5 mikrometer i diameter. Det svarer til, at diameteren er en tyvendedel mindre end af et hårstrå, hvilket er årsagen til, at mennesket hverken bemærker, at det indånder partiklerne, eller at partiklerne sætter sig i hjernen. Luftforureningen, som kan påvirke hjernen, stammer fra blandt andet bilos, kul og røg fra brændende træ.

Adskillige studier har forbundet forurenet luft med kroniske inflammatoriske sygdomme som diabetes, lungesygdomme som såvel hjernesygdomme. Det pointerer Dr. Sam Gandy, som er direktør for Center for kognitiv sundhed på Mount Sinai Hospital i New York City, i en udtalelse publiceret i philly.com. Direktøren perspektiverer til Mexico City som et eksempel på en by, hvor forurenet luft kan have haft en negativ effekt på selv unge hjerner.

»I Mexico City, hvor luftforureningen er rekordhøj, har man selv hos teenagere fundet symptomer på hjernebetændelse og hjernebeskadigelse forbundet med Alzheimers,« fortæller Sam Gandy.

For at spore, hvordan forurening påvirker hjernens udvikling, blev deltagernes hjerner MRI-scannet i en periode fra 1995-2005. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, fremhæver på deres hjemmeside, at man ved at reducere luftforurening kan mindske risikoen for slagtilfælde, hjertesygdomme, lungekræft samt både kroniske og akutte luftvejssygdomme som astma. Udendørs luftforurening i både byer og landdistrikter estimeres af WHO til at være skyld i 3,7 millioner for tidlige dødsfald i 2012.

Det vurderes, at 80 procent af dødsfaldene, som overvejende forekom i lav- og mellemindkomst lande, var et resultat af hjertesygdomme og slagtilfælde, hvor blodkarene var blevet forsnævrede grundet de skadelige partikler i forurenet luft. Til sammenligning anslår WHO, at 6 pct. af dødsfaldene kan spores tilbage til lungekræft.

Mikropartiklerne optages ligesom kokain

Måden, hvorpå de skadelige partikler finder vej til hjernen, skal findes gennem næsen. Ligesom det euforiserende stof kokain finder vej gennem næsen og op i hjernen, gør forureningspartikler det samme. Når man indånder forurenet luft, inhalerer man både gennem munden og næsen en række forskellige partikler. Nogle af de partikler bliver, som vindblæst støv, fanget i svælget, næsen eller øvre luftveje, hvor de med tiden fjernes ved hjælp af hoste, nys eller en løbende næse. Men mindre partikler slipper forbi kroppens naturlige forsvar og når hele vejen til mere følsomt væv, som for eksempel findes i lungerne eller i hjernen.

Indersiden af menneskets næsehulrum indeholder millioner af specialiserede nerveceller, hvor mange millioner bittesmå hår bølger i en gel af slim. Hårene opfanger inhalerede kemikalier og videresender oplysninger om dem til duftcentret i midten af hjernen, som kaldes lugtekolben. Denne proces gør det muligt at vurdere, om for eksempel mælken er for gammel. Nasalnerven, hvis hår er udsat for luften uden for næsen, når hele vejen ind til hjernen. En direkte linje, som giver næsen adgang til hurtig kommunikation med hjernen. Selvom evnen kan være nyttig i forhold til at kunne opdage forældet mælk, rådden mad eller i tidligere tider fange lugten af fjender, er det denne færdighed, som gør mennesket modtagelige over for forureningspartikler.

De skadelige partikler kan nemlig rejse langs de olfaktoriske (nasale) nerveveje op i hjernen, altså fra næsehårene og direkte op i hjernen. I de bløde væv, som er i blandt andet lunger og hjerne, kan mikropartiklerne indlejre sig og fremme infektion, kræft eller fra lungerne passere ud i blodbanerne, hvor partiklerne skaber biprodukter, der siden cirkulerer rundt i kroppen og er til fare for organer og kropsfunktioner.