Lønstrid om udenlandsk ingeniør
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Lønstrid om udenlandsk ingeniør

Balladen om hvor meget en udenlandsk ingeniør skal tjene om måneden for at få arbejdstilladelse i Danmark kommer frem, efter at dagbladet Information torsdag omtaler en konkret sag, hvor en algerisk procesingeniør har fået nej til at få sin arbejds- og opholdstilladelse forlænget.

Begrundelse: Mourad Sarroub tjener ikke nok – hvilket i styrelsens øjne er IDAs anbefalede mindsteløn på 27.600.

Kravet vækker vrede hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Dansk Industri (DI).

»Det hører ingen steder hjemme, at Udlændingestyrelsen blander sig i, hvad folk får i løn. Det har styrelsen overhovedet ikke kompetence til,« siger konsulent i DI, Anne-Marie Levy, til avisen.

Forlanger lønkrav fjernet

Hos DA understreger arbejdsmarkedskonsulent Berit Kjær Pedersen, at lønnen ofte ikke siger meget om, hvad folk reelt tjener.

»Udenlandske ingeniører for eksempelvis ofte fri bolig, bil eller anden fryns ved siden af lønnen,« siger hun.

De to organisationer kræver, at Udlændingestyrelsen omgående fjerner lønkravet.

Men det afviser styrelsen:

»Ifølge loven skal vi sikre, at udlændinge, der kommer til Danmark, arbejder på normale vilkår. Derfor har vi fastsat en mindsteløn,« forklarer talsmand Morten Laursen.

Også danske ingeniører tjener for lidt

Og det er "helt rimeligt", mener formanden for IDA, Per Ole Front.

»Hvis en udenlandsk ingeniør ikke kan tjene 27.600 om måneden, er man næppe en af de specialiser, som Danmark har brug for,« siger han til avisen.

Per Ole Front bekræfter dog, at de 27.600 kroner er en vejledende mindsteløn, og at "en hel del" af foreningens danske medlemmer tjener væsentligt mindre end 27.600 om måneden.

På tirsdag skal de tre organisationer diskutere problemet på et møde med Udlændingestyrelsen.

Kommentarer (0)