Lomborgsagen: Massiv kritik af UVVU
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Lomborgsagen: Massiv kritik af UVVU

Direktør Bjørn Lomborg fra Institut for Miljøvurdering fik en urimelig behandling, da han af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) i januar 2003 blev kendt objektivt uredelig og i strid med normerne for god videnskabelig praksis.

Det fremgår af en afgørelse fra Ministeriet for Videnskab og Teknologi. Ministeriet har fungeret som klageinstans for Lomborg og holder sig til det juridiske i, at UVVU har overskredet deres beføjelser ved at skrive begrebet »Videnskabelig uredelighed« ind i deres konklusion.

UVVU kan ikke afsige en sådan dom. Det er der ikke hjemmel for i de bekendtgørelser, som udvalgene fungerer under, mener ministeriets jurister.

Men for Lomborg er det dét principielle der tæller. En af ministeriets konklusioner er, at UVVU ikke har dokumenteret, hvor Lomborg har været ensidig i sin udvælgelse af data. :

»For mig er det langt det væsentligste punkt. Ministeriets kritik er i høj grad af juridisk karakter. Men for mig, er dét her det substantielle«, siger Bjørn Lomborg til Dagbladet Politiken.

Væsentligt svigt af UVVU

Lomborg klagede til ministeriet, efter at UVVU havde kritiseret ham.

Ifølge Videnskabsministeriet gjorde UVVU sig skyld i "væsentlige svigt" i sin behandling af sagen.

UVVU's formand, landsretsdommer Henrik Waaben, ønsker at nærlæse Videnskabsministeriets vurdering, før han vil udtale sig om UVVU's reaktion.

Men han bekræfter, at valget står mellem at lade sagen ligge som forkastet eller at foretage en helt ny afgørelse.

»Vi træder sammen i det nye år for at diskutere, hvad vi gør. På trods af, at UVVU har lidt et troværdighedsknæk på denne sag, så eksisterer vi stadigvæk og vil fortsætte vores arbejde,« siger Henrik Waaben, der først er tiltrådt efter Lomborg-sagen, til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Videnskabsministeriet tager med afgørelsen ikke stilling til den videnskabelige diskussion om den faglige kvalitet af Bjørn Lomborgs bog, "Verdens Sande Tilstand".

Ministeriet har udelukkende forholdt sig til, om UVVU behandlede klagerne over Lomborg efter reglerne, understreger ministeriets embedsmænd.

Videnskabsminister Helge Sander (V) ønsker ikke at kommentere afgørelsen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først