Lokale underleverandører slår udenlandsk outsourcing
Det kom meget bag på den lille fynske virksomhed Proxeon, der laver højteknologisk laboratorieapparatur, men konklusionen var klar: Det kan ikke betale sig at outsource produktionen til udlandet. I stedet har virksomheden nu et godt samarbejde med mindre danske underleverandører og samler i sidste ende selv apparaterne.
»Vi havde alle sammen regnet med, at vi skulle outsource produktionen, så det var en overraskelse, at der ikke var noget at hente overhovedet ved at gå den vej, og at vi var nødt til at holde montagen og testarbejdet inhouse,« fortæller Morten Bern, der er driftschef ved Proxeon.
Spørgsmålet om outsourcing kom op, da Proxeon gik fra at være en ren forsknings- og udviklingsvirksomhed til et massivt stigende salg af produkter.
I 2009 var salget oppe på 134 laboratorieapparater - en fordobling i forhold til 2008. De første blev stort set produceret fra ende til anden i virksomhedens maskinværksted.
Høje krav til nøjagtighed
I januar 2009 begyndte den lille virksomhed derfor at undersøge mulighederne for at outsource hele produktionen. Fynboerne begyndte derfor at kigge efter en producent, der kunne stå for disse dele, og som også havde erfaring med at håndtere meget små volumener af væsker.
Proxeon begyndte jagten i Sverige, både på grund af den lave svenske kronekurs, og fordi den svenske våbenindustri har affødt en række virksomheder, der er eksperter i mekatronik.
Men selv om nogle af de mulige partnere i Sverige blev anbefalet af referencekunderne, var det ikke nok til at lave en aftale med danskerne.
»De priser, som svenskerne kunne levere, var faktisk ikke konkurrencedygtige med dem, vi fik fra Danmark. Vi undersøgte virksomhederne i Tyskland på samme måde, fordi de også er kendt for deres kvalitet. Men de kunne heller ikke være med på priserne,« siger Morten Bern.
Proxeon overvejede også at bestille bl.a. kabinetterne i Kina, men valgte også det fra, da prisen stort set blev den samme som i Danmark, når alle transportomkostningerne blev medregnet, fordi de ville komme til at bestille et forholdsvis lille antal produkter.
»Vi var desuden meget nervøse for, hvordan det ville gå. Leveringstiden ville blive meget længere, og vi ville ikke have den samme fleksibilitet som med danske leverandører. Herudover var kineserne i tvivl om, de kunne lave det i god nok kvalitet.«
Udvikler sammen med leverandør
Sideløbende med kortlægningen i udlandet begyndte Proxeon at undersøge, om der var nogle leverandører tæt på i Danmark, som kunne lave de forskellige mekatronikdele.
»Vi fandt ud af, at der omkring Sønderborg er en del mekatronikvirksomheder og ekspertise i at arbejde med finmekanik og så videre - nok på grund af Danfoss. Så dér har vi fundet nogle, som nu producerer dele for os,« siger Morten Bern.
De danske underleverandører skulle dog ikke kun kunne producere delene, men også komme med input.
»Vi krævede, at de havde en udviklingsafdeling, for det er vigtigt for os, at de også kan komme med forslag til at produktionsoptimere delene.«
I forhold til de store outsourcing- konkurrenter har de små danske leverandører desuden den fordel, at de kræver bestillinger på meget mindre volumen og over langt kortere tid. De er i det hele taget nemmere at gå til.
»Dialogen er også en anden, når man i størrelse er ligeværdige selskaber. Vi ville blive en meget meget lille kunde hos et stort firma og ikke have så høj prioritet, som vi har hos de her mindre danske leverandører.«
Artiklen er en forkortet version af den, der er trykt i denne uges udgave af Ingeniøren. Abonnenter kan logge ind og læse artiklen i fuld længde på linket herunder.
