Løsning på el-ørkner: Flydende solceller ved Nilens vandkraftværker

Flere asiatiske lande satser på hybrid-kraftværker med sol- og vandenergi, som her i Thailand, hvor Sirindhorn-dæmningens reservoir har flydende solceller med en effekt på 45 MW. Illustration: The Electricity Generating Authority of Thailand (EGAT)

Ugandas vandkraftværker, der er landets primære kilde til elektricitet, skal udstyres med flydende solceller for at øge energimikset og sikre en større andel af befolkningen adgang til el.

Det er idéen med et nyt projekt, som ingeniørvirksomheden Sweco er hyret til af den ugandiske stat og Swedfund, som er den svenske stats udviklingsfond.

Sweco skal blandt fire vandkraftværker finde det mest egnede til et flydende solcelleanlæg, herefter designe et pilotanlæg og lave analyser af miljøkonsekvenser og det økonomiske potentiale.

Nalubaale Hydroelectric Power Station, der ligger ved Nilen, fra 1954 med en maksimaleffekt på 180 MW er et af de kraftigste eksisterende vandkraftværker i Uganda. Men flere med større effekt er undervejs, herunder Karuma Hydropower Station på 600 MW. Illustration: Wikimedia Commons

»Det er et nyt teknologisk felt, som er yderst attraktivt for elselskaber, private investorer og finansfolk,« siger Conny Udd, divisionschef for Energi og Industri i Sweco-koncernen, i en pressemeddelelse.

Projektet begynder nu og fortsætter til sommeren 2024. Det er støttet med otte millioner svenske kroner.

Vandkraftværker leverer cirka 80 procent af elektriciteten i Uganda. Det er dog kun godt 40 procent af landets 46 millioner indbyggere, der har adgang til elektricitet.

Optager ikke plads på land

Flydende solceller har været i kraftig vækst de seneste ti år, og udviklingen vil formentlig fortsætte, konkluderede Det Internationale Energiagentur (IEA) i en rapport om fotovoltaiske energiteknologier sidste år.

Teknologien er særligt udbredt i Asien med Japan i førersædet.

På grund af mangel på ledige landområder har Japan udstyret reservoirer og søer med solcelleanlæg. Også Kina, Sydkorea, Singapore og Thailand har bygget store anlæg eller er undervejs med det.

Når solcelleanlægget etableres ved eksisterende vandkraftværker, er elinfrastrukturen allerede på plads. Desuden forventer man at kunne skifte mellem solceller og vandkraft afhængig af vejrforholdene med mere stabil elforsyning til følge.

En tredje fordel, der blev fremhævet, da Thailand etablerede 145.000 flydende solpaneler på samlet 45MWp ved en dæmning sidste år, er, at vandet afkøler solcellerne, hvilket øger produktiviteten.

En af ulemperne ved flydende solceller (sammenlignet med landbaseret) er, at de skal forankres til bunden af vandreservoirerne. Her et bud fra Singapore på, hvordan det kan se ud:

Illustration: Solar Energy Research Institute of Singapore (SERIS)

Blandt ulemperne er, at solcellerne skal kunne modstå et mere aggressivt miljø i vandet og er mere komplicerede og dermed dyrere at bygge, da anlæggene for det meste skal forbindes til havbunden.

Derudover er der også de vandmiljøeffekter, det har for planter og dyr, når der blokeres for sollys.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Solcellerne behøver ikke lukke lyset ude fra søen under panelet. Har set, at man i Tyskland og Holland eksperimenterer med at overdække frugtplantager med solceller af tyndfilm på glas. Det dæmper lyset med ca. 6 % mere end den plastfolie man normalt bruger til overdækning. Om den indtrængende lys så kan give en for kraftig opvarmning af søen, da panelet jo samtidg lukker for fordampning og dermed afkøling fra overfladen, må afhænge af hvor meget gennemstømning med frisk vand der tilgår søen.

  • 0
  • 0

Særligt ved afrikanske dæmninger hvor afdampning er et væsentligt problem grundet vandmangel, må det være en stor fordel at solcellerne reducere afdampningen, samtidig med at de producere strøm.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten