Ugandas vandkraftværker, der er landets primære kilde til elektricitet, skal udstyres med flydende solceller for at øge energimikset og sikre en større andel af befolkningen adgang til el.
Det er idéen med et nyt projekt, som ingeniørvirksomheden Sweco er hyret til af den ugandiske stat og Swedfund, som er den svenske stats udviklingsfond.
Sweco skal blandt fire vandkraftværker finde det mest egnede til et flydende solcelleanlæg, herefter designe et pilotanlæg og lave analyser af miljøkonsekvenser og det økonomiske potentiale.
»Det er et nyt teknologisk felt, som er yderst attraktivt for elselskaber, private investorer og finansfolk,« siger Conny Udd, divisionschef for Energi og Industri i Sweco-koncernen, i en pressemeddelelse.
Projektet begynder nu og fortsætter til sommeren 2024. Det er støttet med otte millioner svenske kroner.
Vandkraftværker leverer cirka 80 procent af elektriciteten i Uganda. Det er dog kun godt 40 procent af landets 46 millioner indbyggere, der har adgang til elektricitet.
Optager ikke plads på land
Flydende solceller har været i kraftig vækst de seneste ti år, og udviklingen vil formentlig fortsætte, konkluderede Det Internationale Energiagentur (IEA) i en rapport om fotovoltaiske energiteknologier sidste år.
Teknologien er særligt udbredt i Asien med Japan i førersædet.
På grund af mangel på ledige landområder har Japan udstyret reservoirer og søer med solcelleanlæg. Også Kina, Sydkorea, Singapore og Thailand har bygget store anlæg eller er undervejs med det.
Når solcelleanlægget etableres ved eksisterende vandkraftværker, er elinfrastrukturen allerede på plads. Desuden forventer man at kunne skifte mellem solceller og vandkraft afhængig af vejrforholdene med mere stabil elforsyning til følge.
En tredje fordel, der blev fremhævet, da Thailand etablerede 145.000 flydende solpaneler på samlet 45MWp ved en dæmning sidste år, er, at vandet afkøler solcellerne, hvilket øger produktiviteten.
En af ulemperne ved flydende solceller (sammenlignet med landbaseret) er, at de skal forankres til bunden af vandreservoirerne. Her et bud fra Singapore på, hvordan det kan se ud:
Blandt ulemperne er, at solcellerne skal kunne modstå et mere aggressivt miljø i vandet og er mere komplicerede og dermed dyrere at bygge, da anlæggene for det meste skal forbindes til havbunden.
Derudover er der også de vandmiljøeffekter, det har for planter og dyr, når der blokeres for sollys.
