Lønningerne eksploderer til cloud computing-ingeniører

31. marts 2016 kl. 13:15
Der er kamp om it-talenter, der kan mestrer de enorme datamængder bag cloud computing. I USA er lønningerne fordoblet på fem år.
Artiklen er ældre end 30 dage

»Kan du håndtere petabytes?«

Dét er blevet det vigtigste spørgsmål i rekrutteringen af fremtidens it-professionelle.

Cloud services skaber i øjeblikket et hidtil uset behov for højtuddannede ingeniører og matematikere med evner, der rækker ud over webudvikling og de sidste nye programmeringssprog. Både store virksomheder som Oracle og Amazon, men også mindre amerikanske it-iværksættervirksomheder kæmper om specialister, der kan håndtere de enorme datamængder, der er grundlaget i cloudsystemer. Det skriver New York Times.

Konsekvensen af den stigende efterspørgsel de seneste år har været en konstant opadgående lønspiral, hvor stillinger tilbydes til en løn på op mod 6,5 million kroner om året, fortæller headhunter Shannon Anderson til avisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Cloud Computing

Cloud computing muliggør, at data fra apps, hjemmesider og forskelle typer af sensorer kan flyde frit mellem enheder og services spredt ud over store distancer - og samtidig fungere som én maskine. Teknologiens muligheder er utallige: Den spiller sågar en vigtig rolle i udviklingen af jetmotorer og kunstig intelligens.

I San Francisco er det ikke ualmindeligt, at en nyuddannet ingeniør med evner inden for cloud computing bliver tilbudt en årsløn på ca. 823.000 kr. Med blot fem års erfaring stiger nogle til en årsløn på 2 millioner.

Shannon Anderson, der rekrutterer ingeniører i Seattle og San Francisco, bekræfter, at der er rift om de dygtigste blandt it-ingeniørerne i øjeblikket:

»Arbejder man med de tunge data-opgaver i en virksomhed som Amazon, får man mellem fem og 20 jobtilbud om dagen. Lønningerne er fordoblet på fem år,« siger hun til New York Times.

Mindre virksomheder kæmper mod gigant-lønninger

Også i mindre it-virksomheder kan man mærke guldfeberen. Virksomheden Krux, som håndterer data fra tre milliarder enheder, har omkring 160 ansatte, og mange af dem bliver efterstræbt af de store it-virksomheder såvel som andre startups.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udviklere hos Krux får daglige opkald med jobtilbud. Dataingeniører får mere end 20 henvendelser gennem LinkedIn om ugen. En af virksomhedens grundlæggere, Tom Chavez, udtaler til New York Times, at virksomheden var interesseret i en praktikant fra Stanford University; men Google tilbød hende 300.000 kr for tre måneders praktikophold.

Læs også: Sådan fungerer Facebooks ingeniørbootcamp

Ifølge Krux’ personalekonsulent, Cade Garrett, er virksomheder som Facebook og LinkedIn også på jagt blandt hans medarbejdere.

»Jeg kan ikke konkurrere med en tiltrædelsesbonus på 330.000 kr fra Google. I stedet fokuserer jeg på den enkelte person, og hvad der motiverer vedkommende. Hos os kan man udvikle sine egne produkter,« siger han til New York Times.

Selv har Cade Garrett fået omkring 100 it-ingeniører til Krux. Og han tøver ikke selv med at snuppe stjernefrø fra andre virksomheder, som har problemer med at holde på dem.

»Selvfølgelig ikke«, siger han. »Hvis en virksomhed er i problemer, så udnytter jeg det.«

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger