Lønførende branche ramt af den faldende oliepris

Råstofindvindingsbranchen er en af de absolut højstlønnede brancher i ingeniørverdenen. International konkurrence og et generelt højt prisniveau har været med til at få pengene til at flyde i samme omfang som olien.

»I råstofbranchen har der – især i olieindustrien – været tradition for nogle relativt høje lønninger, blandt andet fordi man har konkurreret internationalt. Det er ikke usædvanligt, at deres løn ligger 25 pct. over andre brancher,« siger formanden for Ansattes Råd i IDA, Morten Thiessen.

Tid til nye udfordringer? Tjek Jobfinder

En forskel i startløn på omkring 5.000 kr. fra en branche til en anden lyder af meget, mener økonomiprofessor Niels Westergård-Nielsen fra CBS. Han er dog enig i, at der er en logisk forklaring på, at råstofbranchen lønner nyansatte godt:

»Hvis en branche har en høj indtjening, som råstofindvindingsbranchen har haft, så er de heller ikke blege for at give en højere løn for at sikre sig de bedste medarbejdere,« siger han.

Læs også: Grønlands første råstofingeniør: Jeg er ikke jubeloptimist på Grønlands vegne

En usikker branche

Ifølge Niels Westergård-Nielsen er det normalt at blive belønnet ekstra for at arbejde i en risikofyldt branche:

»Det er en markedsbestemt situation, og de ansatte i råstofbranchen betaler prisen nu. De løber en risiko ved at risikere at blive fyret inden for et halvt år, fordi der ikke er brug for dem, så de skal også have ekstra i løn for det,« forklarer han og peger på, at Maersk Oil allerede har afskediget flere hundrede medarbejdere som følge af olieprisens nedtur:

»Så på den måde er der en mening med galskaben.«

Læs også: Løgn og latin, at dansk ingeniørløn er for høj

Længere mellem ansættelser

Formanden i Ansattes Råd i IDA, Morten Thiessen, mener ikke, at den nedadgående pris på en tønde olie vil sætte det store præg på startlønnen i råstofbranchen. Til gengæld vil der kommer endnu færre ansættelser end normalt:

»Den branche ansætter i forvejen som udgangspunkt ikke ret mange nyuddannede. De sørger i stedet for, at de kan få fingrene i erfarne folk andre steder fra. Det, der sker lige nu som følge af de faldende oliepriser, er, at alle de store investeringsprojekter bliver smidt på hylden. De trykker bare på pauseknappen, og så kommer der ikke til at være ansættelser i samme omfang som tidligere,« siger Morten Thiessen.