Der er godt nyt til rådgiverne, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag middag holdt sin tale ved Folketingets åbning.
Blandt emnerne var som ventet sygehusområdet, hvor regeringen vælger at lægge sig op af anbefalingerne fra et ekspertudvalg fra sidste år.
Planen er at præsentere en sundhedsplan på fredag. Den vil indeholde 40 milliarder kroner, der skal bruges til et nyt sygehus i Aalborg Øst, et nyt Universitetshospital i Århus, et nyt hospital i Gødstrup vest for Herning, et nyt universitetshospital i Odense samt et nyt hospital ved Hillerød.
»Desuden kommer otte væsentlige udbygninger og moderniseringer af eksisterende sygehuse, samt tre store psykiatriske projekter. Hertil kommer sygehusene i Region Sjælland, som endnu ikke er på plads, men som vi har sat penge af til at realisere,« sagde Lars Løkke Rasmussen i sin tale.
Ikke innovative nok
Ud over penge til sygehuse kan danskerne se frem til en virksomhedsrettet innovationsstrategi, der præsenteres i efteråret.
Målet er at styrke virksomhedernes innovation, så danske virksomheder bliver endnu mere innovative i fremtiden, end de er i dag og ikke mindst på det grønne område.
»Det grønne er en vækstmotor, der kan skubbe på job og velstand i fremtiden. Og udviklingen af en ny grøn verdensøkonomi er allerede i fuld gang. Vi har en styrkeposition. Et forspring. Det skal vi holde fast i og drage fordel af. Men vi skal også vide, at konkurrencen skærpes,« sagde statsministeren.
Han pegede som eksempler på Kina som verdens største eksportør af lavenergiløsninger samt Indien, der huser verdens tredjestørste vindmølleproducent.
»Danmark har stadig den største, men hvis vi vil fastholde den position, så skal vi kæmpe for den,« sagde Løkke.
Topmøde i fokus
Klimatopmødet var naturligvis også med i talen, og Lars Løkke Rasmussen benyttede også denne lejlighed til at understrege vigtigheden af en aftale.
»Nok har store lande som USA, Kina og Indien planlagt omfattende grønne investeringer. Men udfordringen er større. Ambitionsniveauet skal løftes i samlet flok. Det er opgaven, og det er dét perspektiv, der har fået regeringen til at gøre værtskabet for klimakonferencen til Danmarks største udenrigspolitiske satsning i nyere tid,« sagde Løkke og fortsatte:
»Klimatopmødet er et enestående udstillingsvindue for Danmark og dansk formåen. Danmark er førende inden for en række miljøvenlige og energieffektive teknologier. Det skal
