Løftebrud: Fossile brændsler modtager rekordhøj støtte

4. oktober 2011 kl. 13:121
G-20-landene lovede i 2009 at stoppe støtten til energiproduktion med fossile brændsler. Siden er er støtten vokset med 110 milliarder dollars, viser nye rapport fra IEA og OECD. Der er dog tegn på bedring i flere lande.
Artiklen er ældre end 30 dage

I 2009 blev lederne af G-20 landene enige om at udfase statsstøtte til energiproduktion ved fossile brændsler blandt andet for at øge investeringer i vedvarende energi.

Og nogenlunde sådan lød også budskabet i en erklæring fra de 34 OECD-lande samme år. Budskabet var i hvert fald det samme: Det skal være slut med subsidier til miljøskadelig energiproduktion.

Men sådan er det ikke gået siden udmeldingerne. Tværtimod. Helt nye tal fra det internationale energiagentur og OECD viser, at der siden 2009 bliver brugt flere, ikke færre, penge på statsstøtte til fossile brændsler i forskellige udformninger.

IEA har således beregnet, at der i 2010 blev brugt 2.285 milliarder kroner (409 mia. USD) på forskellige støtteordninger, som holder prisen på fossile brændsler kunstigt nede. Det var en stigning på 614 milliarder kroner (110 mia. USD) eller knap 27 procent i forhold til 2009.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»I en periode med faste høje energipriser udgør subsidier en betydelig økonomisk belastning,« siger generaldirektør i IEA Maria van der Hoeven i en fælles meddelelse fra de to organisationer.

Blandt 24 undersøgte medlemslande af OECD går 54 procent af støttemidlerne til olie. Landene repræsenterer i alt subsidier for mellem 250 og 420 milliarder kroner (45-75 mia. USD) hvert år, og der findes mere end 250 forskellige støtteordninger, hedder det i rapporten.

Enkelte viser vejen

Som eksempel nævner rapporten luftfarten, der siden 1944 har været fritaget for afgifter på internationale rejser, men samtidig er storforbruger af fossile brændstoffer. Fritagelsen blev bekræftet i 1999, men siden er enkelte lande begyndt at kræve afgifter på indenlandske flyvninger.

Norge kræver i dag 65 øre pr. liter, mens USA kræver 24 øre pr. liter, og flyver man fra Alberta-provinsen i Canada tillægges der 11 øre oven i den statslige afgift på 21 øre pr. liter flybrændstof, hedder det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er generelt flere lande, som går den anden vej og viser, at det sagtens kan lades sig gøre at udfase subsidier i energiproduktionen. Også store lande.

Tyskland, der har en stor og magtfuld kulindustri, udfaser sine subsidier fra 2018. Den tyske kulproduktion dækker i dag for en fjerdedel af det tyske forbrug, men siden 1999 er subsidierne mere end halveret til 15,6 milliarder kroner i 2009.

Frankrig har udfaset en årlig støtte til kulindustrien på 7,5 milliarder i 1990-kroner, mens USA's regering har forslået at stoppe en række subsidier til energiproduktionen, der fra 2012 vil spare det føderale budget for 20 milliarder kroner.

»Både udviklingslande og industrialiserede lande skal udfase subsidierne til ineffektive fossil brændsler. Det er en åbenlys måde at imødegå historiens værste økonomiske krise og samtidig opnå økonomiske, miljømæssige og sociale målsætninger,« siger generalsekretær Angel Gurria fra OECD.

Dokumentation

Mere data fra en fælles IEA/OECD database
Pressemeddelelse fra IEA/OECD

1 kommentar.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
20. april 2013 kl. 19:37

Som eksempel nævner rapporten luftfarten, der siden 1944 har været fritaget for afgifter på internationale rejser, men samtidig er storforbruger af fossile brændstoffer.

Jeg tror man skal læse rapporten meget grundigt, for at afgøre hvad der er reel støtte, og hvad der blot er mindre afgift/skat. »Både udviklingslande og industrialiserede lande skal udfase subsidierne til ineffektive fossil brændsler. Det var ellers et værdiladet udsagn, for hvad menes med "ineffektive". Hvad så med støtten til ineffektiv vedvarende/variabel energi?