LNG-anlæg i Frederikshavn skal forsyne skibe med flydende naturgas

LNG-anlæg i Frederikshavn skal forsyne skibe med flydende naturgas

Flere skibe ventes i fremtiden at benytte flydende naturgas som brændstof. Frederikshavn fungerer som pitstop på ruten til og fra Østersøen, og snart vil et nyt anlæg i byen kunne levere LNG.

Selvom kun få skibe endnu bruger flydende naturgas (LNG) som brændstof, har virksomhederne Bunker Holding og Kosan Crisplant besluttet at opføre et produktionsanlæg i Frederikshavn, der skal fortætte naturgas. Dermed bliver det muligt at tanke flydende naturgas på vej til eller fra Østersøen uden at gassen skal hentes med tankbiler i Rotterdam, hvor det nærmeste produktionsanlæg ligger.

»Vi tror, der her er tale om et hønen og ægget-kompleks. Skibene (der sejler på naturgas, red.) kommer ikke, før det bliver nemt at tanke naturgas,« siger Head of Physical hos bunkerselskabet Bunker Holdings Peter Zachariassen.

Læs også: Miljøvenlig gas fravælges på forhånd i bornholmske færger

Peter Zachariassen fortæller desuden, at Bunker Holding også vurderer, at EU's nye svovldirektiv vil bidrage til flere gasdrevne skibe på verdenshavene.

Produktionsfaciliterne opføres af Bunker Holding i samarbejde med Frederikshavn Havn og firmaet Kosan Crisplant og vil, når det kører for fuldt tryk, kunne producere 150 ton LNG om dagen. Det svarer til godt 300 kubikmeter LNG, der fylder 600 gange mindre set i forhold til naturgas i gasform.

Energikrævende proces

Gassen fortættes ved voldsom nedkøling. En proces, der kræver op mod 15 pct. af den energi, gassen udgør ved forbrænding.

Læs også: Danmarks første tankanlæg med flydende naturgas på vej til Hirtshals

I konkrete tal betyder det, at anlægget vil bruge 4,5 MW, når det kører med fuld effektivitet. Det er en ganske stor mængde energi, der udelukkende går til at omdanne et fossilt brændstof til en anden form, så det kan bruges til flere formål.

»I Danmark har vi en del biogas i gasnettet, og derudover er vi ved at undersøge mulighederne for at bruge noget af spildvarmen i processen til fjernvarme,« siger kommerciel chef i Kosan Crisplant Lars Sall.

Fem forskellige kølevæsker

Vil man fortætte naturgas, skal det køles ned, og det kan man industrielt set gøre på to måder. Enten kan man komprimere gassen, indtil den når et tryk på 300-350 bar. Når gassen herefter presses igennem en såkaldt JV-ventil, vil den køle af og fortættes. Det er dog energikrævende at skabe det fornødne tryk, hvorfor det er en dyr metode.

Alternativt kan man køle gassen ned til omkring -150 grader celsius med kølevæsker. Kosan Crisplant har i samarbejde med DTU og Cowi udviklet en blanding af fem kølevæsker, der sikrer en optimal udnyttelse af energien, der bruges til køling.

»Kølevæsken består blandt andet af butan, nitrogen og tre andre kølemidler, som vi betragter som en forretningshemmelighed,« siger Lars Sall.

Læs også: På Siemens' generatorfabrik er al produktion i størrelse XXL

Anlægget vil koste i omegnen af 230 millioner danske kroner, og Bunker Holding vurderer, at det første spadestik bliver taget om cirka et år. Ifølge Lars Sall er der i skrivende stund i omegnen af 20 skibe med naturgas som brændstof under konstruktion.

Kommentarer (1)

Jo, det er da et teknisk interessant anlæg, som nu skal laves.
Men hvis jeg tager rederhatten på, så har jeg lidt spørgsmål.
- Hvordan vil folket få gassen fra tanken (i land) til skibet?
- Er det meningen at skibet skal ligge langs i Frederikshavn?
Hvis ja, så løber udgifter til lodser og slæbebåde på....og så er det uinteressant.

Bevares, med færger stiller sagen sig lidt anderledes. Dog syntes det som om at sigtet er tankbåde, som er på vej ind i Østersøen efter næste last. De skibe går ikke i havn bare for en gang bunker. Den der stiller med en bunkerbåd til LNG vil være godt med......men de koster jo også penge.
Og så er der lige hele cirkusset med at bunkre LNG til søs....skal lige have slået efter hvad holdningen hos diverse klassifikationsselskaber er.
Endelig er der anlæggets kapacitet. Jeg håber at anlægget kan udbygges, da sjatbunkring på 150 tons ikke er specielt interessant for en tankbåd. En 250-400 tons (måske mere for de større både) vil være mere passende, men få fat i nogle af de mange bunkerfirmaer, som operere i Ålbæk bugten; de bør have en vis viden.

  • 0
  • 0