Livreddende radioaktivt vand strålede i Danish Tech Challenge

Livreddende radioaktivt vand strålede i Danish Tech Challenge

Kronprins Frederik præmierede i går vinderen af Danish Tech Challenge 2015. Sejren og præmien på 500.000 kr. gik til MedTrace, som med radioaktivt vand kan redde liv blandt hjertepatienter.

»Det er fuldstændig surrealistisk. Det sitrer i hele kroppen lige nu.«

Ordene er Martin Stenfeldts. Han er administrerende direktør i virksomheden MedTrace, og i går blev han og virksomhedens to medstiftere, Rune Wilk Kristensen og Peter Larsen, 500.000 kroner rigere, da de blev udråbt som vinder af 2015-udgaven af Danish Tech Challenge.

MedTrace tog prisen, fordi deres opfindelse vil gøre en stor forskel for læger verden over og forbedre behandlingen af hjertepatienter.

Læs også: Se billederne: Danish Tech Challenge bugner af iværksætteri

Når læger skal identificere og diagnosticere problemerne hos hjertepatienter i en PET-scanner, benytter de radioaktive væsker kaldet sporestoffer. Indtil nu har disse sporestoffer været både upræcise og meget dyre at anvende, hvorfor det efterlader plads til fejl i en situation, hvor fejl kan koste liv.

MedTrace har udviklet et apparat, der omdanner gas fra en cyklotron til radioaktivt vand, som giver lægerne et meget mere nyanceret billede af patientens hjerte end hidtil. Det sker naturligvis med et strålingsniveau langt under grænseværdierne for både patienter og personale.

Opfindelsen kan redde liv

Vinderen blev udpeget i et felt af seks finalister, som alle har enormt stort vækstpotentiale, fortæller jurymedlem Mikkel Næsager fra investorgruppen Exit. Alle finalister er fra hans synspunkt meget kompetente, men MedTrace løb med prisen, blandt andet fordi de har ramt et marked, hvor nytænkningen har direkte konsekvenser for millioner af patienter.

»Vi lagde især vægt på det faktum, at det er en meget modig satsning. Det er en virkelig banebrydende opfindelse inden for en branche, hvor der ikke er sket noget i de seneste 40 år. Det er noget, der for alvor kan redde liv, det her,« fortæller Mikkel Næsager.

Læs også: Ny tech-pris går til firma bag ny type strømforsyning

MedTraces har allerede tiltrukket sig interesse fra så store spillere i branchen for hospitalsudstyr som GE, Siemens og Philips Healthcare, hvilket også spillede ind på juryens afgørelse.

»Det er en virksomhed, der har formået at vise, at hvis man har det rigtige produkt, kan så store virksomheder som GE, Siemens og Philips Medicare blive tvunget til at lægge vægt bag deres interesse for at fremme deres egne interesser,« siger Mikkel Næsager.

En fremtid med cancer og Miley Cyrus

Interessen fra de tre store mastodonter kommer naturligvis ikke bare, fordi de synes, MedTrace er en god idé. Den kommer, fordi MedTrace med deres apparat til radioaktivt vand gør det mere attraktivt for hospitaler at investere i de store, dyre cyklotroner.

Både GE og Siemens har estimeret, at apparatet, der omdanner gas til radioaktivt vand, vil kunne femdoble deres salg af cyklotroner.

»Når det sker, så bliver vores apparat en gamechanger, for så vil det også kunne anvendes til diabetes, cancer og Alzheimers,« siger Martin Stenfeldt fra MedTrace.

Læs også: Hjertet pumper kraftigere med stamceller fra knoglemarv

Lige nu er der dog primært fokus på hjertepatienter, og med 500.000 kroner fra sejren i Danish Tech Challenge i ryggen er der mulighed for at tænke stort.

»Vi har selvfølgelig tænkt over, hvad vi kunne bruge så mange penge til, og vi har snakket om at få Miley Cyrus til at komme til vores næste personalefest,« jokede direktøren umiddelbart efter de havde fået overrakt prisen af kronprins Frederik.

I en mere seriøs tone, da Ingeniøren fangede Martin Stenfeldt efterfølgende, var fremtidsplanerne dog lidt mere forretningsorienterede:

»Vi skal til at kontrahere med nogle teknologiske udviklingspartnere, og der vil 500.000 lune rigtig meget. Vi vil kunne sætte gang i flere ting parallelt nu, og det vil helt bestemt gøre, at vi kommer på markedet hurtigere,« sagde han.

Kommentarer (2)