Linux danser limbo i sommervarmen

Den 3. juli frigav den største Linux-distributør Red Hat deres første beta-udgave af den kommende Red Hat Linux under kodenavnet "Limbo". På mange måder er der store nyheder i vente til den kommende udgave af Red Hat-Linux. Efter at have anvendt den nye Red Hat Limbo i nogle dage er der gode erfaringer og dårlige, men alt i alt et spændende indblik i, hvad der kommer til Linux-brugerne de kommende måneder.

Alle problemerne

Den dårlige nyhed er, at Limbo er ufærdig. Dette er forventeligt for en tidlig beta-udgave med så mange nye programmer.

Der er problemer med de danske bogstaver i flere af programmerne. Enkelte af de programmer som kører stabilt med den nuværende Red Hat 7.3 går ned ved opstart under Limbo. Dette skyldes sikkert, at Red Hat har valgt at opgradere deres C/C++ compiler til GCC version 3.1. Det er et stort skridt fremad, specielt programmer skrevet i C++ kan forventes at blive en del hurtigere. Modsat er det ikke alle programmer, som direkte kan oversættes med den nye compiler. Heraf følger en del problemer.

Sammen med Limbo startede Red Hat også en ny post-liste til diskussion af problemer og erfaringer med Limbo, hvor flere ansatte hos Red Hat er meget aktive. Et af de første emner på listen var om den kommende Red Hat kommer til at hedde 8.0 eller 7.4 - og det vides endnu ikke, ej heller hvornår den næste version af Red Hat er færdig. Det kan dog forventes, at der kommer mere end én beta-udgave, og der vil sandsynligvis blive en beta-test periode længere end den måned, som tidligere har været tilfældet.

Hvad kan man forvente af den kommende Red Hat

Limbo viser mange nyheder både til server-brug og udviklere, men mest for desktop-brugere.

Den grafiske desktop KDE er i denne beta-udgave af Red Hat Linux kommet i version 3.0.1. KDE er et af de bedste bud på en brugervenlig desktop til Linux. Da KDE er skrevet i C++ og nu oversat med den nye effektive C++ compiler, så fremtræder KDE markant hurtigere end den version 3.0 som fulgte med Red Hat 7.3. Der er også en beta-udgave af KOffice 1.2 med - som er KDE-projektets Office-pakke. Det virker dog som om KOffice stadig halter en del efter office-pakkerne OpenOffice.org og StarOffice, men meget kan stadig ske på det område.

Den største konkurrent til KDE er Gnome-desktoppen, der er med i den helt nye version 2.0 frigivet for få uger siden. I forhold til
tidligere versioner af Gnome er der i version 2.0 kælet for de grafiske deltaljer og ydelsen. Bl.a. er det grafiske program til
håndtering af filer blevet en del hurtigere. Desværre er dokumentation til Gnome stadig meget mangelfuld.

En rigtig god nyhed i Limbo er OpenOffice.org version 1.0 - som er den første store udgave af open source udgaven af SUNs StarOffice 6.0 (dog minus database og flere templates). For den almindelige hjemmebruger er OpenOffice.org en tiltrængt nyhed, da man her kan læse og skrive Microsoft Word og Excel-filer under Linux. OpenOffice 1.0 har stadig nogle problemer, men alt i alt et markant skridt fremad for Linux. OpenOffice.org kører desværre endnu ikke stabilt under Limbo.

Problemet med danske bogstaver i nogle programmer (bl.a. Emacs og pine) skyldes, at Red Hat prøver en gang for alle at få løst de evindelige problemer med forskellige tegnsæt i forskellige dele af verden. Red Hat har valgt at konvergere på den fælles standard UTF-8 (Unicode) fremfor ISO-8859-1 som anvendes i vest-Europa. Det er langt fra trivielt at lave denne udskiftning i samtlige programmer.

Apache web-serveren er opgraderet til version 2.0.36 - hvilket betyder, at Red Hat har valgt at sige farvel til 1.3-serien. Version 2.0.36 er uheldig, da blev fundet en sikkerhedsfejl i den version (som efterfølgende blev rettet ca. 24 timer efter fejlen blev offentliggjort). Der er desuden problemer med Perl-moduler til at virke, så Limbo skal ses som en mulighed for at få testet web-server på den hurtigere 2.0-serie af Apache, men Limbo kan ikke anbefales til produktionsbrug som web-server.

Limbo tilbyder også en tiltrængt opdatering af konfigurations-værktøjerne til at sætte Red Hat op. Blandt andet inkluderer grafiske værktøjer til at konfigurere Samba (filserver for Windows/Linux), NFS (filserver for UNIX/Linux), lydkort, grafik, keyboard, mus og netværkssikkerhed.

Endelig er "logical volume management" (LVM) kommet med i Red Hat - dvs. muligheden for at lave dynamiske grænser mellem de enkelte partitioner på harddiskene. Grænserne kan flyttes rundt efter behov endog under system-drift. Dette er meget attraktivt til specielt større filservere, da man ikke behøver at spilde ekstra harddisk-plads for hver enkelt partition.

En interessant nyhed i Limbo er, at man nu understøtter "Access Control Lists" (ACL) og "Extended attributes" (EA), der er en overbygning på den traditionelle Unix-måde at håndtere gruppe-rettigheder. Om man vil anvende dette er op til brugerne, men muligheden er der for en meget fleksibel måde at styre, hvad de enkelte brugere og grupper må på systemet.

Vil du lege på forkanten?

Hvis man ønsker at prøve Limbo, skal der hentes 3 cdrom'er på totalt ca. 1,9 GB. Cdrom nummer 4 og 5 indeholder kildekode og et par ekstra programmer. Installation kan ske direkte fra cdrom, og installation minder meget og den fra tidligere versioner af Red Hat Linux.

Under installationen af denne beta-udgave har Red Hat meget humoristisk erstattet de sædvanlige viste reklame-bannere med andre sjove indslag bl.a. et lille skilt foran en PC-ventilator "You should have bought a squirrel", og det er nok meget karakteristisk for Red Hats Limbo. Det er en beta-udgave med fejl, så problemer kan forventes, men Limbo viser, at den kommende Red Hat version bliver rigtig interessant både for udviklere, til server-brug og i specielt for almindelige brugere.