Linoliemaling er suveræn træbeskyttelse
Efter tre år under tropesol og heftige regnskyl i Malaysia har linoliemaling bevist, at det yder en suveræn beskyttelse mod trænedbrydende svampe.
Teknologisk Institut har testet fem træbeskyttelsesmalinger blandt nogle af de største producenter herhjemme, og linoliemalingen fra Wolfs Linolie- & Trætjærefabrik topper i testen.
»Tre års eksponering i tropisk klima er en ekstrem hård belastning for træbeskyttelsessystemer beregnet for tempereret klima - måske svarende til 10-15 års eksponering i Danmark. Ubehandlet skovfyr splint er til sammenligning reduceret til træpulver,« skriver Teknologisk Institut i en rapport.
Testen går ud på, at der males træbeskyttelse på hjørnesamlinger til vinduer. Træet anbringes så udenfor i henholdsvis Danmark og Malaysia, og efter tre år undersøger man, hvordan træet ser ud.
Efter tre år i Malaysia viste kun en af prøverne fra Wolf en let misfarvning i en hjørnesamling og der var ingen tegn på svækkelse eller nedbrydning. Træets fugtindhold lå på mellem 18 og 29 procent, mens gennemsnittet for de øvrige producenters prøver lå på 69 procent.
Linoliemalingen skal påføres træet med pensel og indeholder 0,1 procent af det aktive stof IPBC, som er et svampedræbende kemikalie, der i dette tilfælde bruges som konserveringsmiddel for at forhindre malingen i bøtten i at rådne.
Mængden af svampedræbende kemikalier i linoliemalingen er minimal i forhold de fleste andre produkter på markedet.
Derfor er direktør Hans Wolf særligt stolt over resultatet.
»Det er en sejr for miljøet, at det alene er linoliens unikke egenskaber - især evnen til at trænge dybt ind i træet - som forhindrer råd og svamp,« siger Hans Wolf.
Han har været i malerbranchen, siden han som ni-årig arbejdede som bydreng for Danmarks ældste farvehandler i Haderslev.
»Der har været så mange løgnehistorier om linoliemaling gennem tiderne. Nogle siger, at malingen afgasser formaldehyd, og andre mener slet ikke, at linolie duer som træbeskytter. Men alt det er nu blevet modbevist,« siger Hans Wolf.
