Lindø-værftet fyrer 250 ansatte

250 medarbejdere på Odense Staalskibsværft, Lindø-værftet, skal ud og lede efter et nyt job. Ledelsen har meldt ud, at omkostningerne er nødt til at blive reduceret kraftigt, hvis værftet skal overleve på et internationalt marked præget af øget konkurrence.

Medarbejderne har signaleret deres opbakning til værftet gennem konkrete forslag til besparelser, men de battede ikke i sidste ende. Bestyrelsesformand Lars-Erik Brenøe oplyser, at en fælles indstilling til bestyrelsen fra værftets ledelse og medarbejdere om Lindøs fremtid ikke var mulig.

»Vi har i bestyrelsen tiltrådt ledelsens indstilling, idet vi med beklagelse har konstateret, at den seneste uges forhandlinger mellem ledelse og medarbejdere ikke har ført til enighed om, hvordan værftets svære økonomiske situation kan afhjælpes,« lyder det fra ham i en pressemeddelelse.

I flere år har Lindværftet haft milliardstore underskud. Sidste år landede driftstabet på 810 millioner kroner. Værftets storhedstid var der 5.000 medarbejdere, mens der i dag er 2350 timelønnede og cirka 500 funktionærer.