Lille robot triller programmering ud i klasselokalerne
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Lille robot triller programmering ud i klasselokalerne

Illustration: Maria Fonfara

Robotten trillede hen over de små farvede puslespilsbrikker – og vupti havde den lært, hvad den skulle gøre. Børnene var begejstrede, og glæden smittede af på Tommy Otzen og hans studiekammerat Daniel Lindegaard.

Inden længe besluttede de sig for at bygge videre på det, der var deres afgangsopgave fra studiet på Syddansk Universitet, hvor de læste til civilingeniør i lærings- og oplevelses­teknologi.

I dag har flere års udviklingsarbejde ført til en virksomhed og produktion af en robot med venlige øjne, som børn kan lege og have det sjovt med, samtidig med at de lærer og forstår nogle af de helt basale funktioner inden for programmering.

Illustration: MI Grafik

»Under studiet fik vi lavet en prototype, som kunne aflæse nogle farvekort ved hjælp af en lyssensor. Vi testede den på en 2.-klasse og en 10.-klasse, og begge steder oplevede vi, at de i løbet af to sekunder havde forstået princippet og var vildt begejstrede. Det var nærmest helt magisk at se, hvad der skete, når børn fik mulighed for at sidde med en fysisk robot, som de selv kunne styre,« fortæller Tommy Otzen.

Sammen med Daniel Lindegaard grundlagde han Kubo Robotics i 2015. Senere kom to andre studiekammerater med, og i dag har virksomheden otte medarbejdere.

Legat banede vej for virksomhed

At det lige blev til en virksomhed på det tidspunkt, skyldtes mere administration end et egentligt behov for at etablere sig. De to studerende havde nemlig søgt om og fået 25.000 kroner i et mikrolegat fra Fonden for Entreprenørskab. Nu ville de søge om yderligere 50.000 kroner, og det krævede et CVR-nummer. Men det satte også nogle andre tanker i gang:

»Det, at vi fik så positiv feedback fra børnene, og at vi faktisk kunne få finansiering, selvom vi bare var studerende, fik os til at tænke, at det her skulle vi arbejde med på fuld tid, når specialet var færdigt,« siger Tommy Otzen.

Som sagt, så gjort. Kubo kom ind i Odense Robotics’ startup hub, og gennem Innovationsfonden fik de to grundlæggere et legat, så de kunne gå på mindste dagpengesats i et år.

Og så gik det stærkt: Lyssensorerne blev skippet til fordel for RFID’er ,og den første investor kom om bord: KMD Venture, som også stillede kontorfaciliteter til rådighed.

Kubo vandt prisen for bedste pitch på teknologikonferencen Web Summit i 2016, en crowdfundingkampagne blev sat i gang for at undersøge potentialet i ideen, en professionel bestyrelse blev etableret, og Vækstfonden gik ind sammen med KMD og investerede i alt syv millioner kroner i Kubo.

Grundlæggerne af Kubo, Anders Lindegaard (tv.) og Tommy Otzen (th.) overvejede at outsource produktionen til Asien. I stedet blev det på Fyn hos produktions- og logistik­chef Allan Juhl Hansen (i midten) og Micro Technic. Illustration: Maria Fonfara

Crowfundingkampagnen blev gennemført i starten af 2017:

»I løbet af den første måned solgte vi for 500.000 kroner i 39 lande. Det bekræftede os i, at ideen fungerer, og at folk gerne vil købe robotten,« siger Tommy Otzen.

Skoleklasser det vigtigste marked

Det vigtigste marked blev dog hurtigt udpeget som skoleklasser, hvor lærerne måske er dygtige til at lære børnene matematik og fysik, men når det gælder robotter og programmering, så står de fleste af:

»Husk på, at 30 procent af lærerne er uddannet, før internettet blev lanceret, og 50 procent før iPad’en blev opfundet. Der er altså et enormt behov for at understøtte lærerne, så børnene tidligt kan lære teknologi,« forklarer Tommy Otzen.

Men der er også pres på, for markedet for læringsrobotter til skoleklasser vokser med raketfart, og der er masser af konkurrenter. Ingen har dog fat i den ‘skærmløse’ løsning, som Kubo kalder for ‘TagTile’, benævnt efter de brikker (tiles) forsynet med RFID-chips (tags) og symboler, som eleverne lægger ud i et mønster, og som programmerer Kubo-robotten, når den kører hen over brikkerne.

De første prototyper blev samlet med 3D-printede skaller og hjul, en Arduino-microcontroller, en farvesensor og to DC-motorer. Men det er nogle helt andre komponenter og produktionsmetoder, der skal til for at skalere op til en fuld professionel produktion og derfor overvejede Kubo at outsource produktionen til Asien, nærmere bestemt Hong Kong.

Aarup vandt over Hong Kong

Men flere forhold fik virksomheden på andre tanker. Først og fremmest ville det kræve en forudbestilling på 5.000 robotter inklusive betaling. Det ville låse udviklingen fast og ikke give plads til nye ideer:

»I stedet fandt vi en lokal partner i Micro Technic i Aarup, som bare ligger 20 minutter fra Odense. Her fik vi den fleksibilitet, vi havde brug for, og med langt mindre investeringer. Her betyder det ikke så meget, om vi producerer én robot eller 100. Sammen har vi også været i stand til at prisoptimere produktionen og brugt den erfaring, som Micro Technic har med outsourcing af delkomponenter,« siger Tommy Otzen.

Den korte fysiske afstand til Micro Technic, kun 20 minutter i bil, gør, at udviklingen bliver fleksibel, og nye ideer hurtigt kan afprøves. Illustration: Maria Fonfara

For der er naturligvis brug for mange iterationer, når en læringsrobot skal gå fra prototype til fuldt færdigt produkt, og noget tager længere tid end andet.

Kubo er lige nu til salg i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Storbritannien. I april lanceres robotten i USA og Singapore og derefter hedder det Tyskland, Holland, Spanien og Australien.

Forskellighed gav gnidninger

Og så er der også det med at lære hinanden at kende og forstå hinandens forskellige styrker. For en idé kan være nok så god og salgbar, men hvis de involverede ikke kan føre den ud i livet, kan det være lige­ meget – og Tommy og Daniel var meget forskellige:

»Straks vi gik i gang, ville jeg ud og sælge ideen i Kina og USA – vi skulle være globale fra dag ét. Men Daniel ville til Aalborg og København. Jeg var fuld af flyvske ideer og det kunne ikke gå hurtigt nok,« siger Tommy Otzen.

»Jeg syntes ikke, at Daniel havde ambitioner nok, og det gav nogle gnidninger i starten. I dag kan jeg se, at Daniels sans for detaljen og for produktudviklingen er helt afgørende for, at vi overhovedet er, hvor vi er i dag – det tog vel omkring halvandet år før vi fandt melodien,« griner han.