Lille dansk firma vinder stor EU-pris
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Lille dansk firma vinder stor EU-pris

Begejstringen og triumfen var skrevet over hele ansigtet på Thorkil Dahlgreen, administrerende direktør i det lille danske firma, Eco-dan, som er hjemmehørende i Kvistgård. Mandag aften modtog han på virksomhedens vegne en af de tre førstepriser på hver 1,5 mio. kroner (200.000 Euro), som EU årligt uddeler til teknologisk innovative firmaer i Europa.

Overrækkelsen fandt sted i Düsseldorf under årets IST-konference arrangeret af EU-Kommissionen. De to øvrige vindere var et norsk navigationsudstyr til hjernekirurger og fransk 3D-modellering.

Medstifter og teknisk direktør i Eco-dan, Henrik Burchardi, mener, at det var en kombination af vovemod, timing og teknisk miljørigtighed, der skaffede firmaet sejren.

»Jeg tror det er vigtigt at turde stikke snotten frem. Dem der ikke tør, kommer aldrig foran. Som vores amerikanske kunder siger, "either you make dust or you eat dust". Timingen var rigtig, og vi havde ikke mindst et produkt, som har mærkbart gavnlige effekter på miljøet,« forklarer Henrik Burchardi til Ingeniørens udsendte om årsagen til, at det danske firma vandt prisen i konkurrence med de i alt 294 europæiske virksomheder, der i år deltog i kampen om de prestigefyldte priser.

Eco-dans prisbelønnede opfindelse er en kombination af et selvudviklet digitalkamera og avanceret billedbehandling, som sammen med laserstyring gør det muligt at lave automatisk, præcis og begrænset dosering af pesticider i landbruget. Resultatet er, at der kan spares 75 procent på sprøjtemidler. Yderligere kan afgrøder sprøjtes med en hastighed som resulterer i, at arbejdet er overstået tre gange hurtigere end ved konventionel sprøjtning.

De to stiftere af Eco-Dan har en fortid i den danske vindmølleindustri, hvor de var to af de fem grundlæggere af Danwind. Henrik Burchardi var servicechef og Thorkil Dahlgreen var administrerende direktør og formand for den danske vindmøllebranche i en årrække i slutningen af firserne. Da deres veje skiltes i halvfemserne oprettede Henrik Burchardi et maskinværksted i Kvistgård. Men tanken om at udvikle produkter meldte sig igen:

»Jeg ville have mit eget produkt. Vindmøller havde jeg ikke penge til at komme ind på igen. Så kiggede jeg på skibsindustrien, som jeg producerede til - her ville jeg skulle konkurrere med mine kunder. Men jeg kiggede ud af mit vindue på markerne og tænkte "der må da kunne gøres noget med de marker",« husker han.

Prispengene vil de to direktører anvende til arbejdet med at udvikle det nuværende produkt. Hensigten er at fremstille en selvstyret maskine. De peger på at den grundlæggende teknik vil kunne indbygges i traktorer og kunne anvendes til andre typer planter end de nuværende rækkeafgrøder. De forventer, at den fornemme pris vil skaffe mange besøgende på firmaets stand, som er en blandt de mange europæiske firmaers på dette års IST-konference.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først