Lidegaard sænker ambitionerne for EUs energibesparelser

Klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard sænker nu det danske ambitionsniveau for et nyt energidirektiv i EU. Direktivet skulle ifølge Lidegaards tidligere planer have dikteret energibesparelser på 20 pct. i 2020 i hele EU. Men der var ikke opbakning til planerne blandt de andre EU-lande, forklarer ministeren.

»Danmark står ret alene med sine ønsker om at bevare ambitionsniveauet. Skal vi så droppe det eller fremlægge noget, der er mindre ambitiøst? Vi har valgt det sidste, for vi tror ikke, at der kommer nogen bedre mulighed for at køre direktivet igennem end under det danske formandskab,« siger Martin Lidegaard til Politiken.

Så sent som i februar sagde du ellers, at målet stod fast?

»Det gjorde jeg jo, fordi alle regeringscheferne i Det Europæiske Råd gentagne gange har slået fast, at de 20 pct. skal nås. Det er ikke med vores gode vilje, at vi nu lægger noget mindre ambitiøst frem,« siger ministeren til Politiken.

Martin Lidegaard vil fremlægge de mindre ambitiøse planer på onsdag når der er blevet lavet nye beregninger på området. Han vil derfor endnu ikke løfte sløret for hvor meget målet bliver mindsket, men Europaparlamentet vedtog i sidste måned et udkast, der er langt mindre ambitiøst og det kan derfor blive en svær forhandling for Martin Lidegaard.

Kilde: Politiken

Emner : Politik