Godt gjort. 11 milliarder mere i byggeomkostning end forventet, det ændrer på regnearkets næst-nederste række af tal. En samtidig forsinkelse af alle fremtidige indtægter fra kraftværket med 3 år, betyder tre nuller i fremtidens første tre næst-næst-nederste celler af tal. Dette hamrer for alvor bundlinien i sænk, og det betyder, at samtlige årsbudgetter for dette projekt, som nogen har arbejdet intenst med i årevis, intet som helst er værd. Hvad har disse mennesker kostet i løn, lad mig gætte: Tyve millioner kroner, hvis vi inkluderer et revisor eller to.
Dermed melder der sig et spørgsmål: Hvis aktionærernes bestyrelse havde bemandet den økonomiske ledergruppe bedre, hvor meget mere i lønomkostning dertil ville dette have kostet, i forhold til samtidig at have kunnet undgå et økonomisk tab på mindst 11 milliarder danske kroner?
Mit gæt er, at blot to mennesker mere ansat, »fjendtlige revisorer«, ville have forhindret tabet. Der er nemlig et problem med revisorer, at de revisorer der er så heldige at blive tilknyttet et stort anlægsprojekt før det går i gang, lever fedt af at anbefale projektet og sidenhen få opgaven som revisor for projektet. Disse revisorers kritiske sans er således meget lille, for at sige det mildt, med hensyn til deres kundes chance for at opnå fremtidig fortjeneste fra projektet. Som betyder, at det regneark, som ofte er meget stort og fyldt med titusindevis af tal, og som revisorer altid deltager i at lave, typisk er ét stort fantasifoster, grebet ud af luften i et kontor, uden at nogen har undersøgt de fysiske realiteter bag tallene. Samtidig har nogle ingeniørfirmaer typisk lavet tegningerne til værket, uden at nogen har regnet på de dynamiske tidsrækkefølger i konstruktionsarbejdet, de mange faser, herunder godkendelser af milepæle, herunder også myndigheders godkendelser, undladt at regne præcist på hvor lang tid hver af disse opgaver vil vare i kalenderen. Dette opdager en bygherre ofte ikke i tide, alle disse undladelser af omhu, fordi han/hun jo er omgivet af højtbetalte specialister, en tro på at disse ved hvad de gør. De ved præcis hvad de gør: malker en idiot mens idioten endnu sover. Denne idiot, der altid bærer en titel som direktør eller bestyrelsesformand, er dog også selv ombord i sovse-toget: Ved at anbefale et meget stort projekt til en gruppe af aktionærer, opnår han/hun magt i en årrække, med høj løn imens, og med lidt held når vedkommende at blive tilstrækkelig gammel i tide til at kunne nå at blive pensioneret. Eller, må man spørge, hvad er ellers forklaringen? Det er jo en gåde, at byggeriet af et atomkraftværk har en så sløset ledelse, fordi, man bør jo synes, at projekter af denne art, hvortil der stilles meget store krav til nøjagtighed, at chancen for at tidsplanen og økonomien holder, burde være høj.
Det fremgår af artiklen, at bygherren forlanger at tabet skal erstattes af bygmesteren, leverandøren. Det vil sandsynligvis vise sig, i samtaler imellem advokater, at dette ikke er muligt, at de to parter sidder i samme båd, skal deles om regningen. Vi må dermed håbe at myndigheder er vågne, holder øje med at der i den afsluttende byggefase ikke sker besparelser på værkets sikkerhed, for én ting er helt sikkert: bygherre og bygmester leder intens efter muligheder for at kunne spare, på grund af tabene.
Og så til en interessant bemærkning i artiklen, at bygmesteren skriger på at kunne få lov til at indføre hurtigere arbejdsmetoder. Hvilke, mon? Lad mig gætte:
Vi er jo altid imod bestikkelse af offentlige myndigheder i nordiske lande. Og hvad betyder det? Det betyder, at offentlige styrelser, som har til opgave at føre tilsyn med meget store og potentielt farlige private byggerier, er underbemandet, ude af stand til at reagere hurtigt, når bygherren anmoder om at få godkendt en milepæl i sit byggeri. Min mening er, at når private bygherrer bygger meget store projekter, at da bør disse bygherrer have lov til at betale lønningerne for offentligt ansatte specialister, de mennesker som skal godkende arbejdet, kontante tilskud betalt direkte til de offentlige styrelser, så disse styrelser har bemandingen på plads til at kunne deltage aktivt og hurtigt i et smidigt samarbejde med alle andre deltagere i projekterne. Realiteten er nemlig desværre, i hvert fald i Danmark, at vore styrelser er underbemandet i forhold til de dynamiske krav som store private projekter stiller, og som betyder at styrelsers reaktionstid ofte er et par uger eller mere, hver gang en bygherre beder om at få en godkendelse for en milepæl. Sådan spiltid i kalenderen koster ikke en offentlig styrelse så meget som en krone i styrelsens regnskab, men det hamrer økonomien itu i de private projekter, som i sidste ende er et samfundstab.
