Letvægtsrobot til 40.000 kroner begejstrer dansk robotforsker
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Letvægtsrobot til 40.000 kroner begejstrer dansk robotforsker

Med sin kun otte kilo er Eva-robotten ifølge Automata let nok til at blive flyttet rundt i produktionen eller laboratoriet efter behov. Ifølge dansk robotforsker minder Eva om den tyske lavbudgetsrobot Franka. Illustration: Automata

Kan den britiske robot Eva blive moderen til en generation af ultrabillige robotarme, der er så billige og lette at anvende, at de – ligesom Universal Robots gjorde det for et par år siden – kan skubbe til grænserne for brugen af robotteknologi?

Svaret blafrer i vinden over det nordøstlige London, hvor virksomheden Automata gennem flere år har arbejdet på en ny type letvægtsindustrirobot, som takket være et nyt design og en egenudviklet gearkasse skal kunne sælges fra næste sommer for bare 4.990 pund pr. robot – svarende til lige omkring 40.000 danske kroner.

Det skriver den engelske avis The Guardian, som har besøgt Automata og interviewet stifterne.

Professor: »Det ser vildt spændende ud«

Eva kan allerede nu forudbestilles på Automatas hjemmeside, men den kommer som nævnt tidligst på markedet næste sommer, så deciderede usercases er det stadig småt med.

Men hvad vi ved fra Automatas egen hjemmeside og artiklen i blandt andet The Guardian er, der er tale om en seksakset robotarm, der vejer otte kg, har en løfteevne på 1,25 kg og en gentagelsesnøjagtighed på +/- 0,5 millimeter.

Til sammenligning vejer Universal Robots mindste robotarm, UR3, 11 kg, har en løfteevne på tre kg og en gentagelsesnøjagtighed på +/- 0,1 millimeter.

Eva kommer med en browser-baseret proprietær software, Choreograph, der ifølge Automata giver mulighed for at programmere robotten ved simpelthen med hånden at vise den, hvordan en given bevægelse skal foretages.

Umiddelbart er Ole Madsen, professor på Institut for Materialer og Produktion på Aalborg Universitet, begejstret. Ikke mindst fordi det, som han påpeger det, er velgørende at se, at der i disse softwaretunge Industri 4.0-tider stadig er robotnørder derude, som satser på hardcore mekanikudvikling.

»Det ser vildt spændende ud. Nu er vi under 50.000 kroners grænsen, så nu begynder vi at kunne købe fem af den slags robotter for én standardrobots pris,« siger Ole Madsen, som dog også har en enkelt indvending – det vender vi tilbage til.

Gearkassedesign er nøglen til lavere pris

Automata er stiftet af arkitekterne Suryansh Chandra og Mostafa ElSayed, som under arbejdet med en pavillonkonstruktion til Venedig-Biennalen blev så desillusionerede over brugen af den robotteknologi, der var til rådighed, at de besluttede sig for at udvikle en meget bedre løsning selv.

Ideen var at udvikle en bordpladerobot, der ikke nødvendigvis skulle erstatte en hel gruppe medarbejdere, men snarere supplere medarbejderne ved dagligdagens helt simple, monotone arbejdsopgaver – eksempelvis testarbejde såsom at trykke på en dørklokke 10.000 gange, men hver gang med et svagt forskelligt tryk, teste touchskærme eller føde emner ind i en CNC-maskine. Eksempler på den slags brugercases kan ses på Automatas hjemmeside.

Hvordan er det så lykkedes at få Eva-robotten så langt ned i pris? Ifølge Automata handler det om dels en gentænkning af selve designet, dels at virksomheden har udviklet sin egen proprietære gearkasse frem for at købe en af de kommercielle tilgængelige på markedet.

»Der er grundlæggende to virksomheder, som leverer gearkasse til stort set samtlige robotproducenter i verden. Så hvis du er en kommerciel robotvirksomhed i dag, er du nødt til at købe gearkasser fra én af de to leverandører. Og hvis du gør det, kan du ikke fremstille en robot for under 9.000 dollars (56.900 danske kroner, red.),« lyder det fra Suryansh Chandra til The Guardian.

Gearkassen har Automata øjensynligt designet fra bunden, inklusive den servostyring og elektronik samt de lejer, sensorer og motorer, der ligger rundt om gearkassen.

Minder om tysk robot

Ole Madsen understreger, at han ikke er gearekspert, men ofte er netop gearkassen én af de helt tunge udgifter i en robot, siger han.

»Det lyder helt rigtigt at arbejde med gearkassedesignet.«

Han fortæller, at Eva-robotten minder ham om den tyske Franka-robot, som han selv så i aktion på årets Hannover-messe, og som han ligeledes var meget begejstret for. Også Franka-robotten ligger i den absolut billige ende af skalaen med en startpris på 10.000 euro.

»De traditionelle industrirobotter kan køre 24/7, er meget nøjagtige og er meget, meget hurtige. Og dem bliver vi ved med at få behov for. Det som de her robotter åbner op for, er at de måske ikke er så nøjagtige, de kører måske heller ikke 24/7, men går de i stykker, smider man den ud og køber en ny. Jo billigere robotten er, jo lettere er det måske at finde ud af, hvad den skal bruges til,« siger Ole Madsen, som dog ser én mulig barriere:

»Hvis man skulle tage nej-hatten på, så ville jeg sige, at i forbindelse med traditionelle automationsopgaver er robotten typisk en forholdsvis lille udgift – det der koster noget er fødere, gribere, programmering og afskærmning og den slags. Men måske er der ikke behov for den samme grad af sikkerhedsudstyr eller programmering her, så derfor kan man også sænke de øvrige udgifter.«

Universal Robots: Sundt med konkurrence

Med en pris på førnævnte 40.000 danske kroner kommer Eva-robotten til at koste under en tredjedel af Universal Robots billigste robotarm, UR3, som står i cirka 150.000 kroner og er anerkendt som en af markedets billigste industrirobotter.

Universal Robots oplyser til ing.dk, at selvom man holder et vågent øje med potentielle konkurrenter som Automata og Franka, foretrækker man at fokusere på sin egen forretning. Og at virksomheden i øvrigt hylder konkurrence.

Til de hurtige tilbyder Automata i øvrigt lige nu Eva-robotten til en intropris på 3.990 pund.

Rettet den 24/8: Det fremgik af den oprindelige artikel, at UR's mindste robot hedder UR5. Den hedder naturligvis UR3 - løfteevnen på tre kilo er dog god nok.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Universal Robots mindste robot hedder UR3, og har ganske rigtigt en payload kapacitet på 3kg. UR5, som i nævner kan klarer 5kg deraf navnet :)

  • 1
  • 0

Hvis man halverer prisen (og præcisionen, jeg kan leve med ±3 mm) så har vi noget som enhver kunne bruge til køkkenet.

...og med to arme monteret på et understel på larvefødder så kunne det være universel hushjælp.

  • 0
  • 0

Kære Anders,

Tak for rettelsen - du har selvfølgelig helt ret. UR's mindste hedder robot UR3 og ikke UR5, det var en slåfejl fra min side. Jeg retter med det samme..

Mvh. journalisten

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten