Letbaneoperatør trodsede advarsler mod nyt it-system
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Letbaneoperatør trodsede advarsler mod nyt it-system

Illustration: Aarhus Letbane

Aarhus Letbane retter nu skarp kritik mod letbanens operatør Keolis i sin netop publicerede redegørelse for problemerne, der førte til annullering af weekendens planlagte indvielse af byens letbane.

Det er blandt andet mangler i letbaneoperatørens såkaldte sikkerhedsledelsessystem, der står i vejen for, at Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen kunne udstede den nødvendige sikkerhedstilladelse, så letbanen kunne indvies som planlagt.

Problemet skyldes ikke mindst, at Keolis under forløbet har taget et nyt it-system i brug. Et it-system, som har forstyrret arbejdet med sikkerhedssystemet, og som Aarhus Letbane ifølge sin redegørelse opfordrede Keolis til at skrotte.

Læs også: Her er letbanens sikkerhedsproblemer

»Desværre har Keolis ikke på overbevisende vis evnet at dokumentere deres sikkerhedsledelsessystem. En ikke ubetydelig del af udfordringen skyldes, at Keolis vælger et nyt IT system, som viser sig for visse brugertyper at have en række forstyrrende fejl. Det er yderligere uheldigt, at Keolis holder fast i IT systemet på trods af flere opfordringer fra Aarhus Letbane om at flytte sikkerhedsledelsessystemet over i et papirformat, på samme måde som Aarhus Letbane har gjort det,« skriver Aarhus Letbane i sin redegørelse.

»Det er en ledelsesmæssig fejlvurdering hos Keolis. Det betyder dog ikke, at Keolis ikke har et sikkerhedsledelsessystem, men for udenforstående fremstår de IT-relaterede fejl forstyrrende,« skriver Aarhus Letbane videre.

Det er ejerne af Aarhus Letbane, som omfatter Aarhus Kommune og Region Midtjylland, der i weekenden har bedt Aarhus Letbane om en redegørelse for forløbet.

Kritik af Trafikstyrelsen

Sikkerhedsledelsessystemet skal dokumentere en jernbanevirksomheds aktiviteter, kompetencer, procedurer, risici samt de tiltag, der skal modvirke disse risici. Dermed kan sikkerheden af letbanedriften godt være i orden, selv om dokumentationen i sikkerhedsledelsessystemet ikke er det, hvilket Aarhus Letbane også påpeger i sin redegørelse.

I den forbindelse retter selskabet også en slet skjult kritik mod Trafikstyrelsen, som altså ikke godkendte sikkerhedsledelsessystemet.

»Et mindre godt sikkerhedsledelsessystem er således ikke afgørende for en sikker drift på kort sigt. Selvom Keolis' sikkerhedsledelsessystem er mindre godt, burde det ikke være grund til at letbanen ikke kan sættes i drift,« skriver Aarhus Letbane i sin redegørelse.

Mistillid til sikkerhedschef

Den nye redegørelse afslører også, at Trafikstyrelsen i løbet af processen har mistet tilliden til Keolis' sikkerhedschef, som derfor er blevet afsat. I stedet er Aarhus Letbanes egen sikkerhedschef Claus Pedersen indsat som fungerende sikkerhedschef i Keolis.

»I dialogen med Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen og fra Keolis selv er det forståelsen, at en del af udfordringen for Keolis ikke alene bunder i selve sikkerhedsledelsessystemet, men også i det forhold at der grundlæggende ikke tidligere har været tillid i Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen til Keolis’ daværende sikkerhedschef,« skriver Aarhus Letbane.

Læs også: Professor om Aarhus Letbane: Man spørger sig selv, hvad i alverden der foregår

»For at sikre, at det ikke bliver et blokerende forhold, laver Aarhus Letbane og Keolis en aftale den 21. august 2017 om, at Aarhus Letbanes sikkerhedschef efter aftale med bestyrelsen indtræder som fungerende sikkerhedschef i Keolis,« skriver Aarhus Letbane videre.

En måned senere er det imidlertid stadig ikke lykkedes Keolis at få bragt sikkerhedsledelsessystemet op på et tilfredsstillende niveau.

Keolis skal klokken 12.00 i dag levere en detaljeret plan for at få bragt sikkerhedsledelsessystemet i orden. Aarhus Letbane har bedt Metroselskabet om hjælp til at gennemgå Keolis’ plan, og gennemgangen skal indgå en advokatvurdering, »der er under udarbejdelse for at afklare eventuelle retslige forhold,« skriver Aarhus Letbane.

Ingeniøren har bedt Keolis om at forholde sig til den nye redegørelse, men selskabet har ingen kommentarer, oplyser pressechef Kasper Carstensen.

Emner : Letbane
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

" sikkerheden af letbanedriften [kan] godt være i orden, selv om dokumentationen i sikkerhedsledelsessystemet ikke er det"

Ja, men det er bare ikke til at vide, når det ikke er dokumenteret!
Hvis tilstrækkelig sikkerhed accepteres som en udokumenteret påstand fra operatørens side, er vi vist ude på et skråplan.

  • 10
  • 0

"Sikkerhedsledelsessystemet skal dokumentere en jernbanevirksomheds aktiviteter, kompetencer, procedurer, risici samt de tiltag, der skal modvirke disse risici. Dermed kan sikkerheden af letbanedriften godt være i orden, selv om dokumentationen i sikkerhedsledelsessystemet ikke er det, hvilket Aarhus Letbane også påpeger i sin redegørelse."

Det er så lige denne sætning, som viser hvorfor de selv har diskvalificerede sig.

Også kritiser man det auditerende organ, held og lykke.

  • 7
  • 0

Dele af politikerkasten og embedsværket har altid været imod indførelsen af letbaner her i landet. Det er skam ikke med deres gode vilje, at først Århus er kommet så langt, som tilfældet er. Og der er fortsat flere beslutningstagere, der gør hvad de kan for at boykotte de kommende letbaner i Ring 3 og i Odense.
De samme beslutningstagere, der havde held til at sabotere en kommende letbane i Ålborg.
Modstanden skyldes jo, at letbaner har den rigtig gode fordel, at de er med til at genere bilerne, og derved kan medvirke til trafiksanering i de gader, hvor letbanerne kører. Sådan er det gået i mange byer rundt om verden, hvor letbanerne kører - færre biler, og mindre stresset trafik.
Et eksempel på hvordan beslutningstagerne forsøger, at sabotere letbanerne, er, at de ikke har forkørselsret, men skal underkaste sig de samme vigepligtsregler som alm. trafik. Gak-Gak.
Så det kan da godt være, at Århus letbaneselskab ikke har været hurtig nok til at få alle sikkerhedsgodkendelser på plads til tiden, men en del af ansvaret for fadæsen, skyldes nu også Trafikstyrelsen, der stikker en kæp i hjulet.

  • 3
  • 3
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten