Leptin sætter fut i fedtcellerne

Hvis man kunne få fedtceller til at forbrænde fedt i stedet for at lagre det, havde man en effektiv afmagringskur. Det er lige præcis, hvad der er lykkedes for et amerikansk-schweizisk forskerhold. Deres overvægtige laboratorierotter opnåede vægttab på 26 procent på 14 dage, og der er grund til at tro, at metoden kan benyttes på mennesker.

Lelio Orci og Roger Unger benyttede en uskadelig virus til at transportere et fedtregulerende gen ind i rotternes fedtceller. Viruspartiklerne indeholdt genet for proteinet leptin, som har sit navn efter det græske ord for tynd: Leptos.

Rotterne fik injektioner af leptin-virus-genpakken, og det havde en voldsom effekt. På to uger faldt deres gennemsnitsvægt fra 280 g til 207 g. Det er et vægttab på mere end en fjerdedel. Leptin findes naturligt i kroppen også hos mennesker, men hos rotterne, der fik ekstra gen, blev leptinkoncentrationen i blodet øget med en faktor 75. Dette "boost" af leptin fik rotternes fedtceller til at overgå fra fedtlagring til fedtforbrænding. Deres mitochondrier gik over til at arbejde på højtryk med oxidation af fedtet.

Lelio Orci og Roger Unger håber, at deres metode kan udvikles til behandling af fedme hos mennesker, så man har en hurtig og sikker løsning på overvægtsproblemet.

Kilde:
Artiklen »Rapid transformation of white adipocytes into fat-oxidizing machines« i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences, Vol.101, p.2058-2063, 2004.