Lego søger 100 ingeniører med 'globalt udsyn' og 'jysk sindighed'

Farveingeniører, polymereksperter og projektledere er bare nogle af de specialister som Lego gerne ser i ansøgningsbunken til de 100 specialiststillinger, som legetøjsgiganten netop har annonceret, at de vil slå op i løbet af de kommende halvandet år.

Ekspertstillinger, de gerne ser besat af ingeniører, der kan begå sig på den internationale scene, men som samtidig har 'fødderne solidt plantet i jorden', som Lars Halsboe, HR Senior Manager i Lego, formulerer det.

»Vi er en international virksomhed med 10.000 medarbejdere verden over og søger derfor ingeniører, der kan lide at have kontakt med udenlandske medarbejdere og leverandører. Samtidig er vi jo en virksomhed præget af jysk fornuft og sindighed, hvor vi ikke gør tingene vanskeligere, end de er, og de kompetencer ser vi også gerne hos de kommende medarbejdere,« fortæller Lars Halsboe.

Læs også: Sådan arbejder seniordesigneren hos Lego

Skal passe ind i Lego-kulturen

Det er en bred palet af eksperter, der i løbet af de næste par år vil blive sluset ind i Lego-koncernen. Det nye hold af specialister skal blandt andet bestå af farveingeniører, laboranter, projektledere, værktøjsmagere og polymerspecialister.

De skal være med til at udvikle de støbe- og plastforme, der udgør kernen i Lego-produktionen og skal desuden involveres i materialeindkøb, leverandørkonktrakter og oplæring og træning af medarbejdere i produktionen.

»Vi leder både efter nyuddannede med den rette profil og mere erfarne specialister. Det er et nyt hold, vi skal have sat sammen, og derfor ser vi ikke alene på de rent faglige kompetencer, men også på, om kandidaterne har den rette personlighed. De skal passe ind i Lego-kulturen,« uddyber Lars Halsboe.

Betyder det, at de skal have leget med Lego som børn eller være i stand til at bygge et Lego-rumskib på under 15 minutter?

»Nej, det er ikke et selektionskriterium, men man skal synes, det er sjovt at være med til at udvikle et produkt, hvor leg og kreativitet er i højsædet. Og det skader på ingen måde, hvis man selv har været vild med klodserne som mindre,« forklarer Lars Halsboe.

Det er første gang, at legetøjskoncernen skal ansætte så mange ingeniører på en gang. Årsagen er, at der er så meget gang i Lego-byggeriet i børneværelserne verden over, at den danske legetøjsgigant de seneste år har oplevet solid vækst og derfor har akut brug for at udvide produktionsfaciliteterne i både Billund og på fabrikkerne i Ungarn, Tjekkiet og Mexico

Lego i massiv udvidelse

De mange nye medarbejdere skal primært have base i Billund, og Lars Halsboe håber, at det ikke kun er jyske ingeniører, der vil overveje et karriereskift til legetøjskoncernen, men at også ingeniører fra andre dele af Danmark vil være parate til at rykke til det midtjyske.

»Det er svært at spå om folks mobilitet, men der er ingen tvivl om, at det bliver en stor udfordring at skaffe 100 specialister på så kort tid. Det ville det også være, selv om vi lå placeret i København. Vi håber, at ingeniørerne vil være parat til at flytte efter de udviklingsmuligheder, de kan opnå hos os, som den store globale spiller vi er, « siger Lars Halsboe.

Lego har udvidet medarbejderantallet markant de senere år. I 2007 var der 4.200 medarbejdere, mens koncernen i dag tæller omkring 10.000 medarbejdere globalt og forventer at skulle ansætte 500 -1.000 medarbejdere i indeværende år på globalt plan.