Lego investerer en milliard i jagt på bæredygtigt klods-materiale

Lego investerer en milliard i jagt på bæredygtigt klods-materiale

Lego vil ansætte over 100 materialeeksperter til at gøre klodserne bæredygtige i 2030. Initiativet kan holde familiefirmaet på forkant med loven, mener CSR-ekspert.

Lego Sustainable Materials Centre er titlen på en ny forskningsorganisation i Lego-koncernen, der har dedikeret en milliard danske kroner til at jage nye bæredygtige materialer til de populære klodser.

For pengene vil koncernen blandt andet rekruttere over 100 specialister inden for materialeudvikling til at lægge hovedet i blød og komme med bæredygtige alternativer til det nuværende klods-materiale. Målet er at tage de forbedrede materialer i brug i 2030, oplyser Legos administrerende direktør, Jørgen Vig Knudstorp.

Læs også: Sådan bygger du en partikelaccelerator af Lego-klodser

»De tests og den research, vi allerede har udført, har givet os større indsigt i de udfordringer, vi skal løse for at nå vores ambition, og vi går nu ud og tilfører betydeligt flere ressourcer for at være klar til at gå ind i den næste fase i jagten på alternative materialer,« forklarer han i en meddelelse.

Imødekomme fremtidens lovkrav

Over 60 milliarder klodser blev lavet i 2014, så det kan ifølge koncernen have markant miljøbetydning at finde bedre materialer til legetøjet. Også på forretningsområdet kan der være fordele i investeringen, mener Esben Rahbek Gjerdrum Pedersen, der er professor i CSR-strategier ved CBS.

»Legetøjsbranchen er et kraftigt reguleret området, og der kan være et incitament i at være på forkant med loven,« vurderer han.

Læs også: Ny definition af 'kilogram' kan demonstreres med Lego

Med milliardinvesteringen, der blev offentliggjort i dag, kan koncernen imødekomme fremtidens lovkrav til legetøj, siger Esben Rahbek Gjerdrum Pedersen til Ingeniøren.

Plastic-losseplads i Stillehavet

Også før den nye forskningsmilliard har Lego haft succes med at markere sig som et socialt ansvarligt selskab. I en opgørelse fra december sidste år kom Lego-koncernen ind på en sjetteplads over internationale firmaer med godt CSR-omdømme – noget der også er nødvendigt for et firma, der lever af at sælge plastic.

Læs også: Efter 17 år fortsætter fuldstændig intakte Lego-figurer med at skylle i land i England

»Der har været snak om plastic-lossepladser i Stillehavet, og hele dagsordenen om cirkulær økonomi er meget stærk. Den diskussion påvirker også CSR-beslutninger,« vurderer Esben Rahbek Gjerdrum, der påpeger, at Lego drager fordel af at lave et produkt, der holder længe og kan gå i arv fra barn til barnebarn.

Der findes ikke nogen officiel definition på et bæredygtigt materiale. Men Legos forskning vil ifølge selskabet tage faktorer som miljøpåvirkning, menneskerettigheder, klimaforandringer samt brug af fossile ressourcer med i overvejelserne, når fremtidens klods skal opfindes.

Kommentarer (6)

Synes det er godt at en stor plastic producent som Lego laver en indsats for at gøre deres klodser mere bæredygtige.

På den anden side, hvem kunne dog finde på at smide dem væk. Det er jo en gave til enhver der har trang til at bygge noget :-)

  • 7
  • 1

På den anden side, hvem kunne dog finde på at smide dem væk. Det er jo en gave til enhver der har trang til at bygge noget :-)

Ja, netop. LEGO er et fantastisk eksempel på, at man kan lave succesfulde produkter uden at designe indbygget forældelse ind i dem - faktisk ved at gøre det modsatte.

Da min søn fyldte fem kom min mor på besøg med en stor kasse med mine gamle LEGO-klodser. Ud over, at det var et herligt gensyn (knægten havde svært ved at komme til at lege med dem fordi hans far sad og byggede løs med et sageligt smil....) var det lidt specielt at opleve, at noget, der var 30+ år gammelt, uden videre kunne anvendes sammen med noget, der lige var købt dagen før.

De har altså gjort et-eller-andet helt rigtigt dernede i Billund.

/Bo

  • 7
  • 0

Man kan spørge, hvorfor Lego ikke har spurgt de normale plastleverandører, om at komme med et alternativt plast til Lego-klodserne. Så vidt jeg erindrer, har Lego i en stor presseomtale berettet om netop de leverandører ( Bayer eller BASF ) som er SÅ stolte over at kunne levere plastmaterialet til Lego.
Disse producenter har ganske givet allerede hundreder af ingeniører og videnskabsfolk der ville være
parate til at arbejde med at skaffe denne store kunde et erstatningsmateriale.
I øvrigt er det formodentlig MEGET svært at udvikle en plasttype som med sikkerhed kan indfarves holdbart, og som ikke svinder 15 eller 25 år efter produktionen.
Sker det, falder det, man bygger fra hinanden.
Man må også spørge, om Lego virkelig tror, de kan hamle op med de kemiske koncerner rundt om i verden, der har hundreder af års erfaring inden for kemien.
Minder historien ikke på sin vis om den gang da Eternit-tagpladerne ikke længere måtte indeholde
asbest. Der er sikkert tusinder af husejere, der i dag græmmer sig over hvor dårligt de nye "erstatningsplader " kunne holde.

  • 3
  • 1