Legetøj af genanvendt plastik kan indeholde store mængder giftige stoffer

Illustration: Bigstock/oksun70

Legetøj af genanvendt, 'sort plastik' kan være giftigt for mennesker og særligt for børn, der propper legetøjet i munden, viser en ny fagfællebedømt undersøgelse fra en gruppe forskere fra International Pollutants Elimination Network (IPEN), Arnika og BioDetection Systems.

»Alle prøver indholdt niveauer af giftige kemikalier, som svarer til de niveauer, der findes i farlig affald såsom asken fra et affaldsforbrændingsanlæg,« skriver IPEN i en pressemeddelelse.

Forskere analyserede legetøj og legetøjsdele, som var lavet ud af det, som forskerne kalder for 'sort plastik', der var købt i Argentina, Tyskland, Tjekkiet, Indien, Nigeria og Portugal. Denne 'sorte plastik' kommer ofte fra meget giftig plastik fra elektronikskrot, der bl.a. indeholder såkaldte bromerede flammehæmmere, skriver IPEN.

Her fandt forskerne altså »faretruende høje niveauer af flammehæmmere og dioxiner« som svarer til niveauerne i 'farligt affald', og det er den første undersøgelse, der konstaterer de skadelige, toksiske effekter af denne type genanvendt, sort plastik, lyder det i IPEN's pressemeddelelse.

Forskerne undersøgte i et laboratorie, hvordan legetøjet påvirker menneskeceller og identificerede dermed høj dioxinaktivitet i cellerne, hvorefter de konkluderede, at når børn propper legetøjet i munden, så fører det til, at de indtager alarmerende høje doser af dioxin.

Læs også: Blandt verdens farligste miljøgifte: Forurening i Hørsholm sætter spot på dioxin

En farlig mangel i den cirkulære økonomi-model

Dioxiner anses for at være nogle af verdens mest giftige kemikalier og er ekstremt skadelige selv i meget små mængder på få tiendedele af et picogram pr. gram. En del af det undersøgte legetøj indholdt flere tusinde gange denne mængde, skriver IPEN.

Bromere dioxiner påvirker blandt andet hjernens udvikling, skader immunsystemet og øger risikoen for kræft, fremgår det af IPEN's pressemeddelelse, som også nævner, at de ikke er forbudt på globalt plan, men at flere eksperter taler for en strengere regulering af bromerede dioxiner.

»De alvorlige fund er bekymrende for børns helbred over hele verden og kaster lys på en farlig mangel i den cirkulære økonomi-model, der søger at reducere plastaffaldet gennem øget plastanvendelse,« skriver IPEN.

Forskerne bag studiet mener, at der er behov for omgående handling for at ændre det globale genanvendelssystem for at forhindre, at giftige kemikalier ender i eksempelvis legetøj.

»Disse fund indikerer, at mange forbrugerprodukter lavet af genanvendt, sort plastik indeholder bromerede flammehæmmere (såsom PBDE'er), meget giftige bromerede dioxin-lignende stoffer bør hurtigst muligt monitoreres og forhindres,« siger Peter A. Behnisch, der er direktør for BioDetection Service, der er laboratoriet i Amsterdam, der gennemførte analyserne.

Læs også: Danskere får dobbelt dosis dioxin

Undgå sort plastik

Professor i biologi ved University of Massachusetts, Thomas Zoeller, er ikke tilknyttet undersøgelsen, men har kigget på den og peger på alvoren i, at der kan findes kræftfremkaldende kemikalier i legetøjet.

»Vi er omgivet af plast, især i legetøj, og vi kender ikke altid de kemikalier, der bruges til at lave plastik, særlig hvis det er genanvendt plastik. Det her er en meget vigtig undersøgelse, som ikke bare gjorde det hårde arbejde med kemisk analyse, men også anvendte en ny type analyse, der hjælper os med at bestemme plastens samlede toksicitet,« lyder det fra ham i IPEN's pressemeddelelse.

»De fandt ud af, at sort plastik nogle gange indeholder høje niveauer af kræftfremkaldende kemikalier. Ingen forældre ønsker at udsætte deres barn for giftige stoffer,« lyder det fra Thomas Zoeller.

IPEN opfordrer forældre til at undgå legetøj fremstillet med sort plastik for at reducere deres børns eksponering for giftige kemikalier, men nævner også, at selvom den sorte plastik mest sandsynligt er fremstillet af elektronikskrot, så kan andre farver plastik også indeholde giftige kemikalier.

Undgå giftig plastik i børnenes legetøj

Hvis man som forbruger og bekymret forælder ønsker at undgå giftig plastik i børnenes legetøj, så kan man vælge at kigge efter svanemærket legetøj, der ikke må være fremstillet af plastik fra kilder, hvor der er risiko for indhold af farlige stoffer, eksempelvis genanvendt plastik fra elektronikskrot.

»Svanemærket stiller også krav til, at man kan dokumentere, hvilke plastiktyper der indgår i legetøjet. Og hvis man anvender recirkuleret plastik, skal man derudover også kunne dokumentere, hvilke kilder plastikken stammer fra – for netop at sikre, at der ikke indgår skadelige kemikalier,« siger Lisbeth Engel Hansen, der er kriterieudviklingschef i Miljømærkning Danmark.

Hun oplyser, at Svanemærket også stiller skrappe krav til, hvilke kemikalier der må tilsættes plastikken og til eventuel overfladebehandling. Blandt andet må der ikke tilsættes CRM-stoffer - og heller ikke bromerede eller andre halogenerede flammehæmmere

Rettelse 12. maj klokken 13.13 : Som en læser har påpeget, så er der tale om genanvendt og IKKE genbrugt plastik. Derudover er der sort plastik nu omgivet af et anførselstegn for at markere, at det er en særligt type plastik, som forskerne undersøgte. Derudover er der lavet en lille ændring i tredje afsnit, så dette fremgår tydeligere.

Tilføjelse: Sidste afsnit omkring Svanemærket er tilføjet 12. maj klokken 17.19.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det siger næsten sig selv. Kender i nogle af den slags produkter? Jeg kan ikke komme i tanke om nogle...

  • 1
  • 0

Det er vel samme historie som at man længe har skullet undgå sorte grydeskeer og paletknive fordi de kunne være lavet af genbrugsplast (og dermed indeholde uønsket kemi).

Sort genbrugsplast anvendes i stor stil til autostole - og man er også begyndt at bygge legepladser i genbrugsplast. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvor meget børnene optager fra disse produkter, men de kommer da i tæt kontakt med begge.

  • 1
  • 0

Skal vi have en mærkningsordning så forbrugerne kan undgå disse produkter lavet af genbrugsplast? Nej! - men det er da utroligt det kan ende sådan. Man anstrenger sig for at sortere og genbruge sit affald efter bedste evne, og så ender det på denne måde.

  • 1
  • 0

Spørgsmålet er - Hvordan - forældre og bedsteforældre kan identificere det legetøj der indeholder den slags plastik. Jeg kunne godt ønske mig et "positiv mærke" krav her i Danmark. Så ting med et særligt mærke var checket, og ikke giftigt/skadeligt

  • 0
  • 0

Til forskel fra alt andet materiale, der kan genbruges, har plastik også en værdi som fossilbrændsel med en brændværdi som fyringsolies, så hvis plastikaffald bliver blandet sammen med andet affald der alligevel afbrændes i kraft-varmeværker, vil det gøre god gavn gavn der. Børnene kan så få ugiftigt legetøj lavet af frisk plastikgranulat og en statsstøttet feel-goodindustri kan nedlægges til glæde for skatteyderne, og arbejdskraften fra den frigøres til noget mere fornuftigt.

  • 11
  • 0

Genbrug af plastik burde forbydes indtil det kan garanteres at det ikke eksporteres for til slut at ende i naturen og indtil man har sikkerhed for renheden af det evt genbrugt plast genbruges til.

At brænde det af under ordnede forhold er den mindst skadelige måde at komme af med det på.

  • 9
  • 0

Uheldig sammenblanding Sorte bakker af virgint plast, som anvendes til levnedsmidler, indeholder formentlig ikke giftige stoffer, men hvordan forholder det sig med sorte bakker af genanvendt plast? Hvordan forhindrer man, at plast der har været anvendt til forskellige formål - og derfor indeholder mange forskellige tilsætningsstoffer, bliver blandet og anvendt til formål, hvor disse stoffer er absolut uønskede? Disse stoffer kan jo også være problematiske i urtepotter, sorte spande, baljer, vandkander og meget andet, der bruges til lidt af hvert osv. Plast som det er forsvarligt at genanvende til følsomme formål, må opsamlet separat og holdes fri for plast, som måske kan genanvendes, men kun til samme formål, som de oprindelige. Det er jo oplagt, at plast i en bil eller i elektroniske produkter skal tilsættes stoffer, som er brandhæmmende og giver andre ønskede egenskaber end dem, som vi kræver af legetøj, fødevareemballage mv., men har genanvendelsesindustrien overhovedet folus på disse problemstillinger?

  • 7
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten