Legelaboratoriet: Byg en elektrisk labyrint
Det kræver en sikker hånd at mestre en elektrisk labyrint, men det kræver kun materialer for omkring 30 kroner at bygge en.
Legelaboratoriet runder sommerens bygge-serie af med et klassisk stykke legetøj, der let kan laves billigt fra bunden af enhver byggeglad sjæl. Det er for os uvist, om legetøjet har et officielt navn, men hvis De, kære læser, ligger inde med denne viden, opfordres De hermed til at dele den.
Indtil da nøjes vi med titlen el-labyrint og denne gang er det garderobeskabet, der har doneret den vigtigste byggedel: to styk bøjler i metal.
Bøjlerne bøjes ud i en hjemmelavet forhindringsbane og i et håndtag. Målet er at komme fra den ene ende af banen til den anden – uden at metaldelene rør hinanden. Sker det, blinker en batteridrevet læselampe og afslører fejlen.
Justerbar sværhedsgrad
Hele anordningen monteres på et bræt med to skruer. Hvis ikke man ligger inde med et bræt, kan Legelaboratoriet anbefale at kigge efter billige trærester i et byggemarked. Som ‘alarm’ har vi valgt en lille læselampe – det er fristende at vælge noget med en høj lyd, men lyset er mere skånsomt for omgivelserne.
Sværhedsgraden kan let justeres ved at gøre banen mere eller mindre kompleks eller ved at ændre størrelsen på cirklen for enden af håndtaget. Når labyrinten er klar, kan man selv bestemme, hvilke regler der gælder – Legelaboratoriet udfordrede selv redaktionen til en dyst på tid, hvor man starter forfra, når lampen blinker.
El-labyrinten er som byggeprojekt skabt til en sommerdag, hvor vejret opfordrer til indendørs aktivitet. Legelaboratoriet ønsker god byggelyst til Ingeniøren-læsere i alle aldre.
