LEDER Vi mangler svar på sikring af vores kritiske infrastruktur
Efter at Europa har lagt sig i overhalingsbanen for på rekordtid at sikre en energiforsyning uafhængig af russisk gas, venter der en diskussion af sårbarheden i andre vitale funktioner. I slutningen af 00’erne ignorerede politikerne advarsler mod netop at basere afgørende dele af EU’s energiforsyning på Rusland. Advarslerne kan i dette medie dateres helt tilbage til 2008. Der betales nu dyre lærepenge, men endnu dyrere kan det blive, hvis vi ikke benytter den aktuelle tilspidsede situation til at genbesøge risikovurderingen af forsyningen bredt.
At der mangler klarhed om vores kritiske infrastruktur ser vi i den aktuelle valgkamp, hvor Venstres forslag om frasalg af Ørsteds vindmølleforretning har skabt heftig debat mellem partiets formand Jakob Ellemann-Jensen og statsminister Mette Frederiksen om, hvorvidt Ørsteds havvindmølleparker er kritisk infrastruktur. Og om ejerskabet fortsat bør ligge hos staten for at mindske risikoen for at fremmede – ondsindede – magter en dag vil udnytte møllerne som redskab til at destabilisere vores samfund.
Mette Frederiksen er sidenhen blevet underkendt af eksperter, som fastslår, at havvind ikke er kritisk infrastruktur. Men det rykker ikke ved, at der er behov for en faglig diskussion af, hvilke teknologier vi er særlig afhængige af – og i værste fald kan udnyttes destruktivt. Ville vi eksempelvis sove godt om natten, hvis det statsejede russiske selskab RusHydro opkøbte flere danske havvindmølleparker, eksempelvis Vattenfalls Kriegers Flak, der producerer strøm svarende til 600.000 husstandes forbrug?
Der er sat barrierer op for, at offentligt eller forbrugerejet kritisk infrastruktur uden videre kan privatiseres. Et flertal pålagde i 2019 regeringen, at kritisk infrastruktur fremover kun kan sælges, hvis køberen enten har det offentlige eller forbrugerejede selskaber som majoritetsejer. Vi kommer næppe til at se privatisering af Energinets højspændingsledninger. Men problematisk er det, at vi ikke har en klar definition af kritisk infrastruktur - som i øvrigt heller ikke er en konstant størrelse.
Vi har en tendens til at se forsyning med elektricitet som den mest kritiske infrastruktur. Men i virkeligheden kan vand, spildevand og fjernvarme også være særdeles kritisk infrastruktur, hvis vi fokuserer på risikoen for ødelæggende påvirkning af sundhed eller samfundsøkonomi. Til og med er mange systemer uden for elforsyningen ofte mere sårbare, fordi man her sjældent har backup, hvis systemet går ned. Iøjnefaldende er også landets 190 biogasanlæg, der spiller en stadigt større rolle for energiforsyningen. Før Ukrainekrigen er det svært at forestille sig, at nogen ville opfatte dem som kritisk infrastruktur, men i dag er situationen en anden.
Med den omfattende digitalisering af det danske samfund giver det heller ikke længere mening at sondre mellem software og hardware. Energinet fik således i april massiv kritik af Rigsrevisionen for at have outsourcet sin it-drift til KMD, fordi det ‘har skabt unødvendige risici for den forsyningskritiske infrastruktur’. Det fremstår noget halvhjertet at bevare det danske backbone – transmissionsnettet på 100 kV og derover – under fuld statskontrol, når man overlader driften af softwaren bag til en japansk virksomhed. Ingen mistænker japanerne for at have andet end gode intentioner over for Danmark, men dels viser den aktuelle situation os, at de diplomatiske spilleregler hurtigt kan ændre sig, dels er det ude af vores kontrol, om it-driften af denne kernekomponent i vores strømforsyning sælges videre til en mindre venlig aktør.
Distributionsnettet, som er ledningerne ind til den enkelte husstand eller virksomhed, er ofte forbrugerejet, men også det er under pres. Da Ørsted ville sælge netselskabet Radius, som dækker 1 million kunder på Sjælland, var byderne kapitalfonde. Køberen endte med at være SEAS-NVE, men der var ingen garanti mod, at f.eks. en udenlandsk ejer var trådt ind.
Senest har vi set, at en del af fiberselskabet Norlys Tele, der dækker 700.000 husstande, er solgt til et konsortium bestående af den hollandske pensionsfond PGGM og det franske investeringsselskab EDF Invest. Hvordan ville vi have det, hvis dette centrale datanet blev solgt videre til kinesiske Huawei? Overførsel af data er for mange virksomheder og institutioner kritisk, og en afkobling heraf kan destabilisere vitale funktioner i f.eks. sundhedsvæsnet eller industrien.
Der bør også rejses et flag ud for datacentraler og infrastruktur på sygehusene. Region H kalder selv deres center for it og tele for »Danmarks måske mest kritiske infrastruktur«. I 2018 var regionen alligevel i gang med at outsource det og var i dialog med indiske Hindustan Computers Limited. Man endte dog med at droppe outsourcing-manøvren med henvisning til, at det ville blive for dyrt.
Svaret skal givet ikke være, at alle små som store kritiske enheder skal overgå til offentligt ejerskab. Det ville svække en sund konkurrence og sende problematiske signaler om protektionisme. Der er mange andre måder at sikre sig på. Folketinget kunne beslutte en liste over stater, som ikke må få ejerskab til vores særlig kritiske enheder. Også kloge teknologiske løsninger kan være en del af løsningen, f.eks. backup og redundante systemer eller spredning af infrastrukturen på flere uafhængige enheder. Men først og fremmest må der skabes et overblik over, hvad der er kritisk infrastruktur for Danmark i dag. hm/adf
Lederen udtrykker Ingeniørens holdning, der fastlægges af vores lederkollegium
