Leder: Vi FÅR faktisk ryddet op efter årtiers miljøsvineri

Vi er i gang med at skrive en historie, som vi med stolthed kan læse for vores børn. Historien finder man brudstykker af i den seneste rapport om, hvordan det går med havet omkring os.

Hvert år udgiver Nationalt Center for Miljø og Energi den såkaldte Novana-rapport, og jævnligt smider miljøorganisationer, politikere og bladsmørere som os selv tal fra rapporten i hovedet på hinanden som bevis på, hvor skidt det hele står til med alt fra iltsvind over ålegræs til miljøskadelige stoffer – typisk med landbruget som hovedskurk.

Men ofte får korttidshukommelsen overtaget. Vi har fokus på få år, de små tidsserier. Og vi glemmer det store billede. Det finder man i rapporten, hvor graf på graf dokumenterer, at rigtig mange miljøproblemer er på tilbagetog. Lad os tage et par eksempler: Vi ser færre snegle med kønsforstyrrelser, efter vi forbød TBT i bundmaling til skibe i 2003. Tungmetaller som kobber, bly og zink bliver fundet meget sjældnere end i starten af 1990’erne. Sæler og marsvin lever i bedste velgående. Bundplanter er i massiv fremgang, og havet er betydeligt mere klart og frit for alger end i 1990’erne. Det er egentlig ganske imponerende i et lille land med erhvervs­fiskeri, akvakultur, skibstrafik, sandsugning, klapning, havvindmøller, broer, olie, gas, økonomisk vækst ... og knap 13 millioner svin.

Det går godt af to årsager. Vi har handlet hurtigt og langsigtet. Forbud og skrappere grænseværdier har fjernet miljøgifte. Teknologiskift i industrier og rensningsanlæg har ført til nogle af de største nedgange i udledningen af næringsstoffer. Men vi har også taget fat om den svære del, landbruget. Og med vandmiljøplaner har vi fjernet 45 procent af gødningen siden 1990 – tilsvarende fald ser vi i kvælstoftabet til vandmiljøet.

Landbruget har hylet og skreget. Miljøfolk har revet sig i håret. Journalister har stukket mikrofonen frem overalt. Og det er langtfra slut. Men stop op et øjeblik. Træk vejret. Set over tre årtier er vi på rette vej. Det er på en måde betryggende at vide, at vi aldrig for alvor har glemt den fælles enighed om målet: et renere og mere bæredygtigt Danmark.

Det minder på mange måder om situationen på energiområdet, hvor vi trods evige interne kampe er blandt verdens førende på vedvarende energi. For både miljøet og klimaets skyld må vi ikke – især i en Brexit-tid – glemme, at EU er en væsentlig del af årsagen til denne udvikling. EU presser både Danmark og andre i samme retning.

På mange måder står vi nu et helt nyt sted. De klassiske vandmiljøplaner er et overstået kapital. Nu skal de nye vandområdeplaner tage over. Den positive udvikling med mindre næringsstoffer synes også at være gået i stå de seneste år, og landbrugspakken gør det ikke bedre.

Er vi tilfredse? Er vi i mål? Svaret er nej. Selvom det går godt, så har vi ikke en situation, hvor vandmiljøet ikke tager skade af menneskets aktiviteter. Meget natur har stadig ikke en god økologisk tilstand. Stopper vi op nu og bliver selvtilfredse, så er arbejdet kun gjort halvt. Vi er stadig i gang med oprydningen. Vi må indse, at vi blev dem, som skulle rydde op efter vores forældre. Vi er dem, som skal skabe bæredygtighed for os selv og vores børn. Det er den historie, vi skriver nu. Og den mangler sidste kapitel.