Leder: Vandprøve-skandalen – ansvaret kan altså ikke outsources
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Leder: Vandprøve-skandalen – ansvaret kan altså ikke outsources

IC4, togsignalerne, universitetsbyggerierne, DR-Byen, MRSA-bakterierne, statens vaccinefabrik, Skats EFI-system, Polsag. Et rædselskabinet af offentlige skandaler, som i sig selv kunne fylde hele denne leder, for listen vokser hele tiden.

Den senest tilkomne skarns­unge er de fejlramte analyser af det danske vandmiljø, som i et årti har givet os et misvisende skønmaleri af virkningen af de danske vandmiljø­planer. En markant sag på flere måder. For det første står det nu hen i det uvisse, hvorvidt 15 års dyr og kontroversiel indsats for at nedbringe udslip af fosfor og kvælstof fra danske landbrug overhovedet har virket. Dermed bliver det endnu sværere at overbevise de trængte landmænd om, at deres udslip skal meget længere ned.

Forskerne troede, at fjordene var på vej mod bedre tider, for det fortalte prøverne fra private laboratorier, som Miljøstyrelsen har outsourcet måleopgaven til. Men laboratorierne havde egenhændigt og uden om styrelsens anbefaling anvendt en anden analysemetode. De troede nemlig, at den billigere UV-metode kunne fungere lige så godt som den dyrere autoklave med trykkogning i brintoverilte, når det gælder om at frigive det organisk bundne kvælstof. Kontrolberegninger fra Aarhus Universitet har nu fastslået, at det var forkert – kvælstofudvaskningen fra vores ferskvand var målt 7 procent for lavt, mens kvælstofindholdet til fjordene er målt hele 13 pct. for lavt. Og det kan være værre, for da der er tale om gennemsnitstal, tør forskerne ikke konkludere noget om vandmiljøets sande tilstand, før der er lavet langt flere analyser

Det er aldeles problematisk, at vi p.t. ikke aner, om vandmiljøplanerne virker. Særligt i lyset af, at blå bloks landbrugspakke på baggrund af de misvisende målinger har udskudt yderligere nedbringelse af kvælstofudslippet til efter 2021. Det går ikke, hvis farvandene allerede gisper efter vejret.

Endnu mere problematisk er det, at sagen ikke får politikerne op af stolene. De involverede analysefirmaer har lagt sig fladt ned og erkendt deres fejl. Miljøstyrelsen, derimod, har gentagne gange afvist at have gjort noget forkert, selv om de af deres egen kontrolinstans var advaret om, at den benyttede metode ikke virkede.

Her ligner sagen desværre de andre fra rædselskabinettet af offentlige skandaler: Det har med ganske få undtagelser været umuligt at stille nogen til ansvar. Ansvaret i det offentlige er smurt så tyndt ud i en uskøn blanding af private leverandører, forskellige institutioners embedsmænd og deres politiske chefer, at alle nemt kan vaske hænder. Der er behov for at gøre op med ansvarsforflygtigelsen, og det ville klæde Miljøstyrelsen at starte.

Frem til 2006 bestyrede amterne prøvetagningen. Da de blev nedlagt, overgik ansvaret til staten, og mange af laboratorierne blev opkøbt af private. Allerede på det tidspunkt fumlede Miljøstyrelsen med kontrollen, og helt galt gik det fra 2010, da prøverne blev sendt i et samlet udbud. Det største laboratorium, Eurofins, har selv forklaret, at det helt enkelt lå i kulturen, at de ikke behøvede følge retningslinjerne.

Der er kun de ansvarlige myndigheder at bebrejde, når outsourcing og indkøb går galt. Miljøministeriet har som bekendt varslet udbud af den rådgivning, som hidtil har ligget på universiteterne. Det kalder på, at ministeriet tager grundigt ved lære af skandalen om vand­prøver.

Illustration: MI Grafik

Problemet ligger i det skift der har været, i opfattelsen af embedsmænds rolle:

Siden 1800 tallet, forventedes de at agerer ansvarligt, vidensbaseret og i samfundets interesse, under skiftende politisk ledelse. Det var et tungt og hierarkisk system, fordi en minister i sidste ende skulle stå til ansvar for alt hvad der foregik. Men der var bred accept af adskillelse mellem politik og embedsværkets arbejde.

I dette århundrede har politikerne blande sig mere i ledelsen og fagligt videntunge beslutninger.
Vi har byttet viden til holdninger, adskillelse til mikromanagement og ansvarlighed til nulfejlskultur.

Embedsværket har travlt med at tilpasse virkeligheden til de politiske vinde, ikke at hænge på ansvar og passe egne interesser. - ikke ulig det etiske stade hos de Christiansborg politikere, der vil scorer lette point, på bekostning af vores langsigtede interesser. Og der er intet der tyder på selvransagelse, de har snarere fået blod på tanden.

Hvis de såkaldt seriøse medier interesserede sig mere for at fremstille virkeligheden, en for at skrive gode historier, kunne man håbe at oplysning kunne brede sig.

Tak til Ingeniøren for at turde præsenterer virkeligheden, i bearbejdet og forståelig form.
Er der nogen medier der tør pege på det konkrete personlige politiske ansvar? Eller skal vi vente på rigsretssager og historiebøger?

  • 8
  • 0