Verdens lykkeligste befolkning får også dækket alle lægelige behov. Og samtidig er befolkningen - danskerne - blandt de allermest tilfredse i sammenligning med andre nationer, når vi opholder os på vores sygehuse. Det er sundhedsminister Jakob Axel Nielsens primære budskab ved præsentationen af et benchmark af de europæiske sundhedsvæsner, hans ministerium har udarbejdet.
Og sikkert er det, at mange patienter tænker med taknemmelighed på den omsorg og den professionalisme, de er blevet mødt med af dygtige sygeplejersker, sosu-assistenter og læger, når det har været nødvendigt at frekventere dette gratis samfundsgode. Men lige så sikkert er det, at mange har oplevet dårlig kommunikation mellem forskellige afdelinger, lange ventetider og behandlingsforløb ved lidelser, der ikke er omfattet af garanti - det, der i jargonen kaldes gennemløbstider.
Så hvad skal man tro om det sundhedsvæsen, der nu berømmes som det ypperste, mens vi dagligt får tidender om righoldige sygehusfyringer og mangel på ressourcer? Eller rettere: Hvad ved vi helt præcist?
**Hvad angår ministerens **glæde og stolthed over den fremlagte benchmark, må det være på sin plads med følgende bemærkninger: Nyheden om patienternes behovsopfyldelse stammer fra en EU-undersøgelse tilbage fra 2006, hvor respondenterne blot spørges, om de har råd til at tage på sygehuset, om ventelister og om rejseafstanden. Og med hensyn til europæiske patienters tilfredshed om besøg og indlæggelser på sygehuset, er data forsøgt sammensat fra forskellige spørgeskemaundersøgelser fra vidt forskellige år. Dokumentationen for ministerens konklusion synes grumset.
Vi ved derimod, at de offentlige sundhedsudgifter er vokset markant de seneste år, uanset hvordan man måler og uanset, at medicintilskud trækkes fra. For eksempel er regionernes nettodriftsudgifter eksklusiv medicin steget siden 2007 med hhv. 10, 6,6 og senest 4,4 pct. til næsten 87 milliarder kroner i 2010. Lignende vækstrater kan man finde i de samlede sundhedsudgifter, der nu udgør henved ti procent af vores bruttonationalprodukt mod otte pct. for ti år siden.
En forklaring på de øgede udgifter er, at der arbejder stadig flere i væsenet. På ti år er arbejdsstyrken øget med 20.000, så der er cirka 135.000 ansat - heri er antallet af læger øget til 21.000 fra 17.000. Til gengæld er udviklingen i produktiviteten aftaget fra 2,4 til 1,4 pct. i seneste måling. Måske er det derfor, at vores sygehusudgifter relativt set er de højeste i Europa. I hvertfald er det i det lys, vi bør se de nye anlægsmilliarder, der de næste otte år skal anvendes til bygning af nye effektive sygehuse og skabe grundlaget for et moderne og sammenhængende sundhedsvæsen. For midlerne er alt for få i forhold til de ønsker, som regionerne har. Kun de aktører, der går nye og effektive veje med hensyn til bygningsfysik og logistik får del i pengene. I denne situation bliver sygehuse og sundhedssystem ikke isoleret til en dyst mellem læger, økonomer og politikere - men især en stor opgave for teknologer i flere faglige kulører.
**De nye sygehuse **bringer dermed ingeniørerne i centrum som aktører i designet af fremtidens sundhedssystem, der indtil nu nok har været blandt de dyreste - men som i fremtiden kan blive det bedste.
