Man skal have boetunder en temmelig stor sten for ikke at vide, at det er hårde tider i det danske skattevæsen. Pengene fosser populært sagt ud af statskassen, og mens nedskæringer og it-kaos har lammet inddrivelsen af de mange milliarder, borgere og virksomheder skylder skattefar, bruges endnu flere milliarder på nye it-systemer med tvivlsom effekt.
Den situation skal der naturligvis rettes op på, men ikke desto mindre er det bekymrende, at et tilsyneladende enigt Folketing har givet Skat nærmest frie tøjler til at overvåge danskerne. Skat må nu indsamle og samkøre data fra alle andre myndigheder og offentligt tilgængelige kilder, og den eneste reelle begrænsning ligger i, om skattevæsenet selv finder data nødvendige for sin myndighedsudøvelsen.
Sagt på en anden måde: Skat kan nu indsamle data fra dine sociale medier, hjemmesider og al anden offentlig tilstedeværelse og sammenkøre det med alle oplysninger, som andre offentlige myndigheder har indsamlet om dig til andre formål. Skat bestemmer selv, hvilke data der er relevante, og ideen er at pudse algoritmer på hele molevitten for automatisk at udpege potentielle svindlere.
Det kan virke tillokkende at bruge ny teknologi til at styrke skattevæsenets kontrol, og det er ikke i sig selv en dårlig idé. Folk skal betale hvad de skylder til fællesskabet. Men det intet mindre end et nybrud i den offentlige forvaltning, at der nu skal baseres myndighedsudøvelse på automatiserede it-systemer. Skat vil i fremtiden forskelsbehandle borgere udelukkende baseret på en risikoprofil, som et it-system beregner på baggrund af et uoverskueligt sammensurium af data fra forskellige kilder, og det er således ikke en kompetent skattemedarbejder, der bestemmer, hvem der skal udtages til kontrol.
Det algoritme-baserede skattevæsen risikerer også at bryde med en anden tradition i Danmark. Nemlig at man som dansker skal kunne forstå de beslutninger, det offentlige tager om en. Skatteministeriet skriver selv i lovteksten, at de statistisk beregnede risikovurderinger kan blive behandlet forskelligt. Hvis man som borger i Danmark flages i det offentlige som potentiel skattesvindler, har man naturligvis krav på at forstå hvorfor. Men hvis årsagen er en kompleks beregning foretaget af en algoritme på baggrund af 10 forskellige datakilder, så bliver det svært at give den almindelige dansker en forklaring - og næsten værre endnu umuligt for myndighederne selv at gennemskue årsagen. Det er uacceptabelt.
Endnu mere beskæmmende er det, at nogle af de vigtigste eksperter slet ikke er blevet hørt. Dataetisk Råd har til formål at rådgive den til enhver tid siddende regering, når der skal tages beslutninger med indbyggede dataetiske dilemmaer. Alligevel er rådet ikke blevet spurgt, men på bagkant af vedtagelsen i Folketinget har formand Johan Busse ytret alvorlige bekymringer. Det er bekymrende, når han råber vagt i gevær og advarer om, at skattevæsenet i princippet får hjemmel til for eksempel at inddrage politiske tilhørsforhold i kontrol-virksomheden og risikerer at svække danskernes tillid til det offentlige.
Når rådets bekymringer først kommer på bagkant, bliver partierne i Folketinget heller ikke klædt på til at gøre deres job ordentligt. Politikerne skal netop høre fra de kloge hoveder inden de stemmer ja eller nej - men det er ikke sket her, og det svækker den demokratiske proces. Det står lysende klart, når flere af Folketingets partier, der har stemt for forslaget, på bagkant er bekymrede over, hvilke muligheder de ny har givet forvaltningen. Nu er katten ude af sækken, og skats nye muligheder bliver svære at rulle tilbage. Det er en demokratisk ommer, og det må ikke ske igen.
