Nytårsaften døde en 39-årig mand fra Shenzhen i Guandongprovinsen i Kina. Han var det 27. dødsoffer ud af 41 bekræftede kinesiske tilfælde af fugleinfluenza A af typen H5N1.
Ugen før, to dage før juleaften, bukkede en 42-årig mand fra Menofia i Egypten under for samme sygdom. Han blev offer nummer 55 ud af 157 smittede i Egypten. Sygdommen er, som det ser ud nu, kun svagt smittende, da den ikke er luftbåren, men er til gengæld stærkt dødelig.
Det vakte derfor voldsom furore, da hollandske forskere fra Erasmus Medical Center i Rotterdam kort før jul rapporterede, at de havde introduceret en række mutationer i H5N1 og opnået, at laboratorie-fritter kunne smitte hinanden mellem burene - forskerne havde gjort den dødsensfarlige virus supersmitsom. Nu ville de, som det sig hør og bør inden for videnskab, offentliggøre forskningen.
Det amerikanske organ for biologisk sikkerhed, NSABB, var forfærdet og konstaterede, at der var tale om den mest dødelige og skræmmende organisme, man overhovedet kunne forestille sig. Den nu stærkt smitsomme laboratorievirus er langt mere dødelig end miltbrand eller for den sags skyld den spanske syge, der i 1918 slog op mod 50 millioner mennesker ihjel - heraf 14.000 danskere. Dødsraten blandt de smittede i slutningen af Første Verdenskrig var på under tre procent - det ser ud til, at man kan gange med ti for H5N1.
Aktuelt har NSABB bedt de hollandske forskere om at hemmeligholde detaljer om deres metoder og data. Rotterdam-forskerne, der var på bestilt arbejde fra det amerikanske sundhedsvæsen, er forbeholdne, men har besluttet at rette ind. De er nu i færd med at revidere deres forskningsartikel efter NSABB's krav.
Samtidig buldrer diskussionen mellem forskere og lægfolk i førende internationale medier. Det gælder som udgangspunkt: Er det i orden, at forskere vanskaber ultimative rædselsorganismer, der ved det sorteste uheld kan slippe fri og lægge Jorden øde? Og i forlængelse heraf: Kan man følge gængs videnskabelig praksis gennem publicering og derved indirekte bane vejen for, at enhver køkkenbordsterrorist måske om et par år kan ryste et armageddon sammen i en cocktailshaker?
Dilemmaet er klassisk og har været drøftet, siden vi fandt på atombomben. Men a-våben kan til en vis grad kontrolleres og er ikke så nemme at bygge i kælderen. Når der om få år slippes levende, syntetisk biologi løs i hjemmet, er tærskelværdien til kaos sænket. Derfor er vores hidtidige ukrænkelige grundprincip om, at videnskabelige fremskridt nok kan misbruges, men at det ikke bør afholde os fra at aflure verden alle, også farlige, hemmeligheder, under pres.
Hollænderne forklarer, at når de nu har afdækket, hvor let og hvordan en virus kan forandres til en dommedagsudgave - også i naturen - så kan denne viden bruges til at forudsige udbrud og udvikle vacciner. Forudsætningen herfor er international publicering, så andre forskere hurtigt kan bruge denne viden, mener de.
Og sikre menneskets langsigtede udvikling og overlevelse i et biologisk, stærkt kompetetivt og kynisk miljø, bør det tilføjes. Fri forskning er nødvendig for os. Men vi er nået så langt, at der vil være tilfælde, hvor adgang til farlige erkendelser som minimum kræver, at forskeren aflægger en særlig etisk ed, og hvor WHO registrerer de forskere, som har adgang til data.
Det betyder naturligvis, at videnskabelige magasiner må finde nye måder censurfrit at offentliggøre farlig forskning på. De kan begynde med at finde ud af, hvordan alle gode forskere får kendskab til de kritiske mutationer i H5N1.
